Klik her for at blive medlem af MIFF nu – hjælp os med at nå 18.000 medlemmer i Norden

Hvad mange danskere ikke forstår om Gaza-krigen

Ved at stå op mod Iran og deres allierede forhindrer Israel det østlige Middelhav i at komme under radikal islamisk kontrol.

Gaza-krigen er ikke kun en regional konflikt. Det afslører, hvad der er hovedudfordringen for den amerikansk-dominerede internationale orden: kvartetten af ​​Kina, Rusland, Iran og Nordkorea. Hamas i Gaza bruger russisk, kinesisk og iransk fremstillede våben og har bygget underjordiske tunneler efter den nordkoreanske model. Iran søger at fremskynde en amerikansk tilbagetrækning fra Mellemøsten – Rusland og Kina deler samme mål.

Ud over sin religiøse modstand mod den jødiske stat har Iran etableret et netværk af allierede terrorgrupper til at angribe Israel. Israel er en amerikansk allieret og den eneste stat i regionen, der er magtfuld nok til at modsætte sig Teherans imperiale og islamiske impulser. Israel står som en vestlig bastion i regionen, der er imod kvartetten.

I civilisationsmæssig henseende har det østlige Middelhav historisk set tjent som grænsen mellem Vesten og «barbarerne», der kommer fra øst. I oldtiden blev det persiske forsøg på at ekspandere mod vest stoppet af grækerne. Århundreder senere standsede venetianerne den osmanniske fremmarch. Over tid fluktuerede grænsen, hvilket afspejlede magtbalancen mellem de forskellige kræfter, der kæmpede for dens kontrol.

I dag er det Israel, der forhindrer det østlige Middelhav i at falde ind under islamisk hegemoni. Jerusalem er engageret i en krig for at ødelægge Hamastan, en radikal islamistisk stat ved Middelhavskysten. Israel har hjulpet Egypten, en middelhavsstat, med at bekæmpe det islamistiske oprør på Sinai. Det Muslimske Broderskab, som regerede Egypten i lidt mere end et år, er fortsat den stærkeste politiske kraft i landet og kan under visse omstændigheder potentielt genvinde magten. Nord for Israel langs Middelhavskysten ligger Libanon, hvor Hizbollah, der er Irans shiitiske håndlanger, den sande hersker. Israel ser ud til at have til hensigt at besejre Irans hovedarm i regionen. Syrien omringer Libanon mod nord, langs Middelhavet og fra øst, og Israel kæmper mod den iranske tilstedeværelse der.

Israels tætte bånd til Grækenland og Cypern hjælper med at balancere magten i Tyrkiet, et land, der i mere end to årtier har været ledet af Recep Tayyip Erdoğan, en islamist, der tilskynder til islamisering af Europa og har været vært for både ISIS og Hamas. Tyrkiet ønsker også kontrol over gas rigdommene i det østlige Middelhav. Iran og Tyrkiet har en interesse i at svække den vestlige tilstedeværelse i det østlige Middelhav for at lette adgangen til og indflydelsen over muslimerne på Balkan, samt kontrollere ruterne for ulovlig immigration til Europa. Vest for Egypten langs Middelhavskysten ligger Libyen, hvor Tripoli-fraktionen i borgerkrigen er gennemsyret af islamister og hjulpet af Tyrkiet. Rusland flirter også med islamiske radikale som Hamas og går ind for en reduceret vestlig rolle i det østlige Middelhav for at nægte Europa adgang til regionens energiressourcer.

Gaza-krigen er også en manifestation af iranske ambitioner om at overtage en region, der engang var en del af det persiske imperium. Irans mullaher har forsøgt at føre en evig og uhæmmet hellig krig mod den vestlige civilisation og at placere Mellemøsten inden for deres indflydelsessfære. Mange af regionens militser er blevet trænet, udstyret og støttet af Iran og agerer både imod Israel og vestlige interesser. Iran og dets allierede er de største udfordrere til status quo og truer aktivt den nationale sikkerhed i pro-vestlige arabiske stater. De arabiske stater frygter Iran, mens Hamas er upopulær blandt deres magthavere. I Yemen forstyrrer houthierne friheden til at sejle i Bab El Mandeb-strædet, en vigtig maritim arterie, som en betydelig del af verdenshandelen passerer igennem. For nylig blev Cypern, en ø i det østlige Middelhav og medlem af EU, føjet til listen over stater truet af Hizbollah – den islamistiske organisation, der kontrollerer Libanon.

Vestlig risikoaversion og frygt for eskalering er kontraproduktivt. Mange steder tolkes tilbageholdenhed ofte som en fatal svaghed og kan indbyde til aggression. I modsætning til udbredte vestlige holdninger, der ser magtanvendelse som uciviliseret og anakronistisk, ser folk i Mellemøsten det som en legitim mulighed i internationale aktørers værktøjskasse. I den del af verden er eskalering i mange situationer den bedste måde at afslutte vold på. Kun eskalering kan stoppe Hizbollahs udmattelseskrig mod Israel og houthiernes blokade af ​​Bab El Mandeb-strædet.

Israel forstår, at vilje til at eskalere og bære ekstra omkostninger signalerer en vilje til at nå de nødvendige mål. Derfor hjælper det med at afskrække at blive opfattet som villig til at eskalere. Frygt for gengældelse tjener til at køle temperamentet rundt om i verden. Det er begrundelsen for mobberens truende adfærd i et hårdt kvarter som Mellemøsten. Afskrækkelse skal opretholdes over tid ved lejlighedsvis brug af magt. Det er det eneste smøremiddel; tomme ord virker ikke.

Endelig har Gaza-krigen igen afsløret palæstinensernes sande farver. Deres egentlige problem er ikke, hvor grænsen mellem en palæstinensisk stat og staten Israel ligger, men det faktum, at en sådan grænse overhovedet eksisterer, fordi mange palæstinensere ikke mener, at jødisk nationalstat har ret til at eksistere. Alle meningsmålinger har vist, at palæstinenserne ikke har opgivet deres revisionistiske drømme og ikke er i stand til at blive den jødiske stats fredelige naboer. Talsmænd for de palæstinensiske myndigheder har nægtet at fordømme Hamas’ grusomheder under 7. oktober-massakren mod Israel og insisterer i stedet på, at Hamas er en del af den palæstinensiske familie.

Derudover har palæstinenserne fuldstændig undladt at leve op til den weberske test af stat – et monopol på magtanvendelse. De etablerede to svage, korrupte og fragmenterede politiske enheder. Den nuværende palæstinensiske politiske bane fører mod en borgerkrig, anført af flere militser, som det ses i andre arabiske stater, eller til en Hamas-domineret enhed. At presse på for en palæstinensisk stat på det stadium vil kun øge risikoen for en dødelig israelsk-palæstinensisk krig, som begge sider vil lide under, men den palæstinensiske smerte ville uden tvivl være større. Status quo, selvom det er langt fra ideelt, er nok et mindre destruktivt alternativ.

Artiklen er oversat af Google Translate, og kontrolleret og tilpasset af MIFF.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem