I aftes blev Israel udsat for endnu et angreb fra Iran. Over 180 ballistiske missiler regnede ned over Israel.
Raketalarmen blev aktiveret i store dele af landet, og flere millioner israelere måtte søge dækning i beskyttelsesrum, opgange og andre steder.
Tidligere på året angreb Iran Israel med omkring tre hundrede raketter og droner. 99% af angrebene blev stoppet. En lille israelsk-arabisk pige blev alvorligt såret, men overlevede. Angrebene blev et nederlag for Iran.
Efter det seneste angreb, har Israels premierminister Benjamin Netanyahu udtalt at Iran har begået en stor fejl og vil komme til at mærke konsekvenserne: – Irans regime forstår ikke vores vilje til at forsvare os selv. (…) Vi vil holde os til reglen som vi har etableret: Den som angriber os, vil blive angrebet, fortsatte Netanyahu.
– Det iranske angreb vil få alvorlige konsekvenser og vi vil arbejde med Israel for at sikre at det sker, udtalte USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan.
Den israelske journalist Barak Ravid, der skriver for den amerikanske hjemmeside Axios, er en af de journalister med bedst adgang til kilderne i Israels sikkerhedsapparat. Ravid skriver, at en sandsynlig israelsk respons på Irans angreb vil blive et angreb mod Irans olieanlæg. Der kan også komme målrettede drab eller angreb mod Irans luftforsvarssystemer.
Iran har sagt at de vil angribe Israel igen, hvis Israel besvarer gårsdagens missilangreb mod Israel. Ifølge israelske kilder vil flere angreb fra Iran medføre, at Israel vil overveje alle muligheder, inkl. angreb af Irans atomanlæg.
En israelsk embedsmand udtaler: – Vi er usikre på, hvordan iranerne vil svare på vores gengældelse, men vi tager højde for, at de muligvis ønsker total krig, er det tilfældet, vil vi stå i en helt ny situation.
Efter Irans første angreb mod Israel tilbage i april, var Israels respons begrænset. Israel angreb et S-300 luftværnsbatteri tæt på et af Irans atomanlæg.
Under Irans første angreb, blev næsten alle missilerne nedskudt af Israels og USA’s missilforsvarssystemer. De få missiler der eksploderede, gjorde det tæt på en militær lufthavn i Syd-Israel, ved Mossads hovedkvarter og en militær efterretningsbase nord for Tel Aviv.
– Iran angreb Mossad-hovedkvarter med flere missiler, men ingen af dem ramte anlægget, siger israelsk forsvarskilde til Axios.