- Nedenstående artikel er skrevet af en svensk-libaneser med akademisk baggrund fra Forsvarshøjskolen, oprindeligt publiceret på svensk, 23. september 2024 i Bulletin. MIFF har fået tilladelse til at bringe artiklen:
Svenske [samt norske og danske] medier beskriver Israels seneste militære succes mod Hizbollah som et angreb mod Libanon. Sådan ser libaneserne ikke på det. Siden sin grundlæggelse i 1982, har iransk-støttet Hizbollah været det libanesiske folks fjende, skriver svensk-libaneseren.
Mine slægtninge kæmpede ikke mod femten års borgerkrig i Libanon for at give venstrefløjen lov til at kalde Hizbollah for frihedskæmpere. Israels handlinger i Libanon er rettet mod en terrororganisation, der siden 1980’erne har forgiftet Libanon. Libaneserne begræder ikke Israels reaktion på Hizbollah-raketangrebene.
I sidste uge lykkedes det Israel at sprænge flere personsøgere og walkie-talkies i luften, der tilhørte Hizbollah-medlemmer. Derudover gennemførte Israel luftangreb mod Hizbollah-højborgen i forstaden Dahieh.
Mens medierne fremstillede Israel som en terrorstat, blev luftangrebet mod terror-højborgen beskrevet som et angreb mod uskyldige civile. Mange nøglepersoner deler samme holdning og spreder deres absurde meninger. Hvorfor sympatiserer vi med terrororganisationen Hizbollah? Endnu værre, har du ondt af dem?
Jeg er svensk-libaneser med en akademisk baggrund fra det norske forsvarsakademi. På nuværende tidspunkt arbejder jeg som konsulent inden for totalforsvaret. Det kræver ikke særlig meget viden, at forstå, at Hizbollah er en terrororganisation, der i årtier har holdt Libanon og dets folk som gidsler.
Min familie i Libanon beskriver den nuværende situation som «utrolig», «befriende» og «længe ventet». I Libanon fejres det diskret og folks reaktioner på sociale medier viser tydeligt, at hovedparten af libaneserne ser positivt på udviklingen. Desværre får de ikke en stemme i medierne.
Siden deres grundlæggelse i 1982, er terrororganisationen blevet bekæmpet af mange libanesere – flere af dem er nogle som jeg kender.
I knap femten år deltog de i den libanesiske borgerkrig. De kæmpede for et Libanon fri for udefrakommende indflydelse, især islamistisk indflydelse. De og andre brugte flere år af deres liv på at forsvare Libanons ret til at være Libanon. Et demokratisk land med frihed, åbenhed og lighed. Et land med økonomisk fremgang og en lys fremtid. Et fristed for kristne, muslimer og jøder. Noget som landet var før 1970’erne.
Før borgerkrigen var Libanon kendt som «Mellemøstens Schweiz». Libanon havde en blomstrende økonomi og var relativt politisk stabil. Beirut var centrum for handel, finans og kultur. Landet tiltrak internationale investorer og turister, men alt det ændrede sig med borgerkrigens udbrud i 1975 og Hizbollahs grundlæggelse i 1982.
Mine venner og en stor del af Libanons befolkning er taknemmelige for, hvad Israel gør i dag. De fortsætter arbejdet, som flere Hizbollah-modstandere startede for år tilbage, men som i årevis blev holdt nede af Hizbollahs terror.
Alligevel har venstrefløjen og mange mediekanaler valgt at beskrive det som et angreb mod Libanon og civile. Det, der sker nu i Libanon, er ikke andet end vellykkede israelske præcisionsangreb mod Hizbollah-terrorister. Jeg vil ikke kalde dem en libanesisk terrororganisation, fordi de har intet med Libanon at gøre. Det er vigtigt, at du forstår det.
Hizbollah blev med iransk støtte, grundlagt under Libanons borgerkrig, som en shiamuslimsk modstandsbevægelse. Terrororganisationen opstod under Irans islamiske revolution i 1979. Dengang som nu fodres og blomstrer, takket være Iran.
Hizbollah-leder Hassan Nasrallah er fuldstændig underordnet Irans nuværende øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei. Irans leder er Nasrallahs åndelige autoritet og følger hans vejledning i politiske og religiøse spørgsmål.
Hizbollah opererer fra libanesisk jord, men kontrolleres af Iran. Hizbollahs interesser er Irans interesser og Irans ønsker, er Hizbollahs ønsker. Derfor mener jeg, det er forkert at betegne Hizbollah som værende libanesisk. Hizbollah afspejler ikke libanesiske værdier, de sætter ikke Libanons interesser først.
Hizbollahs tilstedeværelse i Libanon står bag flere interne og eksterne konflikter, inkl. Libanon-krigen i 2006, som kostede flere tusinde liv i Libanon og hundredvis af liv i Israel. Både dengang og nu, har Hizbollah startet konflikten. Hizbollah gemmer sig bag civile i skoler, hospitaler og bruger Libanons befolkning som menneskelige skjolde. Vi må forvente at det også vil ske nu.
Med det i tankerne må man spørge sig selv, hvad den libanesiske befolkning synes om Hizbollah? En fremmed magt bruger Hizbollah som en brik til at fremme egne interesser. Konsekvensen er vedvarende problemer i Libanon. Derfor er det ikke svært at nå frem til konklusionen om, at en stor del af Libanons befolkning ikke støtter Hizbollah.
Siden 1980’erne har Hizbollah kun haft lille støtte i krigshærget Libanon. Flertallet af Libanons sjiamuslimer sympatiserer med partiet, men de udgør kun 25-30% af landets befolkning, ikke alle støtter Hizbollah. Flertallet af de resterende 70% ser ikke med positive øjne på Hizbollah
Ved det seneste valg i 2022, fik det kristne parti Lebanese Forces (LF) flertal. LF sikrede sig 20 pladser i parlamentet og er dermed det største parti. Partiets leder Samir Geagea har i flere år været en stærk Hizbollah-modstander. Han er også den stærkeste stemme som kalder på at afvæbne terrororganisationen.
LF er et ud af flere partier i blokken kendt som The March 14 Alliance. Blokken er opkaldt efter ceder revolutionen, hvor Libanon forsøgte at frigøre sig fra al indflydelse udefra, inkl. Hizbollah. Blokken er kendt for sin Hizbollah-modstand. Siden blokken blev dannet, har et af deres førende mål været afvæbning af Hizbollah.
Det skal bemærkes at en stor del af Libanons befolkning stemmer for at afvæbne Hizbollah og ikke støtter terrororganisationen. Mange libanesere støtter også FN-resolution 1701 som afsluttede Libanon Krigen i 2006 og krævede afvæbning af Hizbollah.
Derfor må man spørge, hvorfor venstrefløjen og medierne sympatiserer med terroristerne i Syd-Libanon? En stor procentdel af libaneserne vil af med terrororganisationen som har skadet flere millioner libanesere med konflikter og krige. En stor del af Libanons befolkning har ligesom dem jeg kender, i årevis været i krig med Hizbollah. Tror du, at de sørger eller glæder sig over Israels handlinger?
De nuværende angreb er ikke et nederlag for Libanon eller libaneserne. Det var et nederlag for regimet i Teheran. Det er deres tab, ikke vores. Vi sørger ikke – vi fejrer.