Her til aften har Israels forsvarshær (IDF) bekræftet, at det iranske regime har sendt droner mod Israel. IDF-talsmand Daniel Hagari udtaler, at dronerne er blevet sendt fra iransk territorium, og at det vil tage nogle timer, før de når Israel.
Hagari tilføjer at Israels luftvåben sporer dronerne, og vil gøre alt i deres magt for at stoppe angrebet. De seneste år har Rusland brugt iranske droner til at angribe Ukraine. Det menes at være lignende droner, der nu er på vej til Israel.
Ifølge flere rapporter er der tale om flere hundrede droner.
Israels nabo Jordan udtaler i erklæring, at de vil nedskyde alle droner som krænker deres luftrum.
Tidligere i aften oplyste israelske myndigheder, at landet er i højeste beredskab af frygt for et forestående iransk angreb. Det betyder blandt andet at alle skoler holder lukket de kommende dage og forbud mod store forsamlinger.
De seneste dage har Israel været i høj beredskab i forventning om et iransk angreb, som svar på det påståede israelske angreb i Damaskus den 1. april, hvor en leder i Irans revolutionsgarde blev dræbt i luftangreb.
Her til aften rapporterer den velinformerede israelske journalist Barak Ravid, at det iranske angreb mod Israel er i gang. Ifølge Ravid har israelske og amerikanske kilder bekræftet, at Iran har sendt flere droner mod Israel.
Det vides ikke, om dronerne er sendt fra iransk territorium eller fra andre lande. Hvis dronerne er sendt fra Iran, vil det tage flere timer, før de når frem til Israel.
Sagen vil blive opdateret.