Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

– Hvorfor insisterer DR på at sprede usandheder om Israel?

Siden 7. oktober-massakren mod Israel er globalt Israel-had og antisemitisme eksploderet. Her siger familie og venner farvel til Ilay Levy som blev dræbt i Khan Yunis i Gaza, da et panserværnsmissil ramte bygningen han befandt sig i. Tel Aviv, 23. januar 2024. (Foto: Gideon Markowicz/TPS)
På tide at DR-journalister tjekker deres kilder, skriver Dan Harder

MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk.

Sådan spreder DR usandheder om Israel
DR-journalist Sean Coogan, som ved adskillige lejligheder har bidraget til at sprede usandheder om Israel på dr.dk, citerer i dag på DR’s liveblog“FN-eksperter” for, at beboerne i Gaza nu udgør 80% af de mennesker i verden, der sulter – eller mere præcist: “Gazanere udgør nu 80 procent af de mennesker på verdensplan, der står over for hungersnød eller katastrofal sult.”

DR afsløret af simpel Google-søgning
Og det er selvfølgelig Israels skyld, fordi man angiveligt “bruger mad som et våben.” Hvis man skulle tro medierne, ikke mindst DR, må man forstå, at jøderne er de værste mennesker i verden. Men med et par simple Google-opslag kan man imidlertid forvisse sig om, at det blot er endnu en antisemitisk løgn. Der er nemlig omkring 800 millioner mennesker i verden, som sulter – og kun 2,3 millioner mennesker i Gaza. Om der virkelig er sult i Gaza, er lidt uklart. Der kommer faktisk mere nødhjælp ind i Gaza dagligt end før krigen, hvorfor der ifølge Netanyahu ikke er nogen fødevarekrise i Gaza. Af de tidligere 500 dagligt indførte vognlæs var kun 100 nødhjælp, resten inkluderede blandt andet kommercielle varer. Så den ofte fremførte sammenligning med situationen før krigen er misvisende. Til gengæld er behovet for nødhjælp formodentlig større nu, hvor der dagligt indføres mellem 100-200 vognlæs nødhjælp.

DR-journalister tjekker ikke deres kilder
Men hvis vi nu alligevel, for eksperimentets skyld, siger, at to millioner mennesker i Gaza sulter, så udgør de altså ikke 80% af verdens samlede sultne. Det rigtige tal ville i så fald ligge i omegnen af 0,25%. Alt efter hvilke tal man bruger, er der nemlig omkring 800 millioner i verden, som sulter. FN’s egne tal siger 735 millioner (andre kilder siger 828 millioner eller 783 millioner). Danmarks Radios journalister er nødt til at begynde at tjekke kilder. Ikke kun for at modbevise israelske påstande (som samme DR-journalist, Sean Coogan, gjorde ihærdigt under sin reportage fra den absurde folkedrabssag i Haag for nylig), men også når Israels mange modstandere, herunder både Hamas, FN og diverse NGO’er, udspyr deres anti-israelske løgne.

DR’s svar på klage
Som svar på min klage over ovenstående skriver DR-journalist Jakob Busk Olsen (på vegne af DR Nyheders chefredaktør, Thomas Falbe): “Din gengivelse af opslaget i vores liveblog er ikke helt fair. Du bruger flere gange begrebet “sult”, men de termer, som (…) citeres i bloggen – er “hungersnød” og “katastrofal sult”. De tre begreber beskriver forskellige tilstande, og derfor bygger dit regnestykke efter min bedste vurdering på et forkert grundlag.”

Men hvis vi taler fairness, så er sagen jo den, at der hverken er “hungersnød” eller “katastrofal sult” i Gaza. Hvis folk i Gaza rent faktisk døde af sult, havde vi nok hørt om det, med den ekstreme eksponering man giver Israels påståede krigsforbrydelser.

Hvor er DR’s kildekritik?
Det, der virkerlig ikke er fair, er, at DR systematisk “glemmer” det vigtige journalistiske princip om kildekritik, specifik når det gælder anklager imod Israel. Også fra FN, der er en helt igennem anti-israelsk organisation, hvor Israel, og kun Israel, får negativ særbehandling på alle mulige måder. Derfor er det en journalistisk pligt at udvise særlig kildekritik, hver gang et FN-organ udtaler sig om Israel.

Husk for eksempel, hvor svært det var for UN Women at fordømme voldtægter af israelske kvinder. Og man ved, at der er rigtig mange Hamas-medlemmer ansat i UNRWA, og at de skoler, agenturet driver, indoktrinerer børn med jødehad. Det er dokumenteret mange gange. Senest tyder meget på, at nogle af de ansatte har deltaget i terroraktionen 7. oktober 2023, mens den israelske hær netop har afsløret et Hamas-datacenter direkte under et UNRWA-hovedkvarter i Gaza, som tilsyneladende forsynes med elektricitet og internetforbindelse af ingen anden end UNRWA. Etc, etc…

Regnestykket går stadig ikke op
Selvom man erstatter ordet “sult” med de to andre, mere specifikke, termer, er der ingen evidens for, at Gazas befolkning skulle udgøre 80% af dem, der “står over for” de typer af lidelse på hele kloden.

For eksempel rapporteres det (her og her), at hele syv millioner mennesker alene i det afrikanske land Sudan nu “står over for katastrofal sult”: “According to the most likely scenario, seven million people will face catastrophic levels of hunger by June 2024 (IPC5), with mass starvation being the prospect.”

Og det er altså blot i ét land, Sudan.

Googler man, hvor mange mennesker i hele verden, som “står over for hungersnød” (på engelsk “at risk of famine”), finder man følgende: “49 million people in 43 countries across the globe are at risk of falling into famine or a severe hunger crisis.”

Da der kun er 2,3 millioner mennesker i Gaza, kunne de ikke, selv hvis de alle stod over for “hungersnød” eller “katastrofal sult,” udgøre 80% af den globale befolkning, som er i samme situation. Det er simpelthen matematisk umuligt.

At situationen i Gaza er forfærdelig, er der ingen tvivl om. Men derfor behøver FN jo ikke lyve om den hele tiden, blot for at dæmonisere Israel.

Og DR’s dygtige, kritiske journalister kunne sagtens afsløre den slags fupnumre, hvis man ønskede det.

Der bliver næppe hungersnød i Gaza
Af en “faktaboks” i en af DR’s egne artikler med den rædselsfulde, løgnagtige undertitel “500.000 palæstinensere er på randen af hungersnød som følge af den omfattende blokade, som Israel har indført i Gaza” kan man faktisk se definitionen på hungersnød: “Den officielle definition på hungersnød er, når der hver dag dør mindst to voksne eller fire børn af sult pr. 10.000 mennesker, samtidig med at minimum 30 procent af befolkningen er akut underernærede.”

Det lever Gaza åbenlyst ikke op til, for så havde vi med sikkerhed hørt om de 400 voksne eller 800 børn, som ville dø af sult hver eneste dag.

Og med den massive fokus, der er på situationen, og ditto indsats fra både Israel og verdenssamfundet, må det også anses for helt usandsynligt, at det kommer til at ske.

Når DR kolporterer en åbenlys antisemitisk løgn om, at jøderne skaber hovedparten af “hungersnød” og “katastrofal sult” i verden, deltager man blot i den allestedsnærværende dæmonisering af Israel og jøder, der nærer den moderne antisemitisme.

Det er ikke fair.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem