Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Klik her for at blive medlem af MIFF nu – hjælp os med at nå 18.000 medlemmer

Dan Harder: – Folkekirkens Nødhjælp har for længst valgt side

Under 7. oktober-massakren blev 112 babyer, børn, kvinder, ældre og mænd myrdet i Kibbutz Be'eri. Indbyggernes hjem blev gennemhullet af skud og brændt. Deres biler blev brændt og overalt er der blodspor. Massakren har kostet over 1,200 livet, over 7,000 sårede, utallige savnet, mindst 240 kidnappet til Gaza. Flere israelske byer er blevet udsat for over 10,000 raketangreb og over 500,000 er blevet flygtninge, der også trues af økonomisk ruin. (Foto: TPS, kibbutz Be'eri, 13. oktober 2023).
- Organisationen arrangerer blandt andet propaganda-ture til Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, hvor politikere, journalister og andre kan blive præsenteret for hele den ene side af konflikten. Jo, Folkekirkens Nødhjælp er absolut anti-israelsk, skriver Dan Harder.

MIFF har flere gange delt artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk. På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner. For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk.


Her er Dans debatindlæg om Folkekirkens Nødhjælp i Jyllands-Posten

Jo, Folkekirkens Nødhjælp er anti-israelsk

Nødhjælpsorganisationen har også et politisk virke, hvor man for længst har valgt side til fordel for palæstinenserne.

Folkekirkens Nødhjælp har pure afvist Jyllands-Postens kritik om, at man skulle være anti-israelsk og have »en lang tradition for voldsom og enøjet Israel-kritik«. 

»Det handler ikke om at være anti eller pro. Det handler om at hjælpe mennesker i nød,« lyder det fra organisationens generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen. 

Men det er ikke sandt. Folkekirkens Nødhjælp har nemlig også et politisk virke, hvor man for længst har valgt side til fordel for palæstinenserne. Det kom for eksempel til udtryk, da man i 2004 forsøgte at påvirke unge mennesker på Roskilde Festival med anti-israelsk propaganda ved at opføre en mur på festivalpladsen for at kritisere den sikkerhedsbarriere, som Israel byggede for at dæmme op for den flodbølge af terrorangreb fra Vestbredden – de fleste begået af Hamas – som allerede havde kostet mange hundrede civile israelere livet. 

Barrieren, der for hovedpartens vedkommende er et trådhegn med sensorer, var (og er) et særdeles succesfuldt, ikke-voldeligt tiltag, som har sparet tusindvis af menneskeliv – på begge sider af konflikten – ved at forhindre palæstinensisk terror og deraf følgende israelske militæroperationer.

Men det huede åbenlyst ikke Folkekirkens Nødhjælp, hvis daværende pressechef, Rasmus Helveg Petersen, kaldte barrieren for »en humanitær katastrofe«. Med det forførende slogan ”Make Peace, not Walls” forsøgte man at sælge et falsk budskab om, at israelerne alternativt kunne have valgt freden. 

Men da vedvarende palæstinensiske massakrer på israelske civile jo var årsagen til oprettelsen af barrieren, havde det måske været mere på sin plads at opstille en model af en Hamas-selvmordsbombemand med sloganet ”Make Peace – not Terror”. Folkekirkens Nødhjælp gentog i øvrigt sit propaganda-stunt på Roskilde Festival i 2012. Organisationen arrangerer desuden propaganda-ture til Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, hvor politikere, journalister og andre kan blive præsenteret for hele den ene side af konflikten. Jo, Folkekirkens Nødhjælp er absolut anti-israelsk.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem