I oktober 1963, en måned før han ble skudt og dræbt, sagde USA’s præsident John F. Kennedy at en nation «viser sit sande jeg ikke blot i kraft af de mennesker som den producerer, men også i kraft af de mennesker som den ærer og hædrer».
Hvor er det sandt, ikke kun for nationer, men for alle samfund. Hvem ærer du? Hvem hædrer du som helte? Du kan lære meget om mennesker ved at forstå, hvem deres helte er. Er deres helte berømtheder eller videnskabsmænd? Atleter eller lærere? Milliardærer eller socialrådgivere?
Med det i tankerne er det forfærdeligt at tænke på overskriften i mandagens udgave af den israelske avis Jerusalem Post, som lød således: “Palæstinensiske terrorgrupper hylder terrorangrebet i Jerusalem og opfordrer til flere ‘heroiske operationer’,” skriver avisen i en kommentar i deres ledersektion.
Natten til søndag den 14. august, begyndte en palæstinenser fra Østjerusalem at skyde mod passagerer mens de steg på en bus uden for Jerusalems gamle bydel. Otte uskyldige mennesker blev såret, flere af dem alvorligt. Blandt de hårdt sårede var en højgravid amerikansk-jødisk kvinde som blev skudt i maven. Barnet måtte fødes ved akut kejsersnit i uge 26 og hospitalet har meldt at fødslen var meget traumatisk for både mor og barn. Blandt andet fordi hospitalet måtte stabiliserer morens blodtryk mens de sørgede for at barnet blev født hurtigst muligt, uden at de kunne nå at give barnet lungeudvidende medicin som er med til at hjælpe ekstremt for tidligt børn med at klare sig bedre.
Hvad var reaktionen i det palæstinensiske samfund? Operationen blev kaldt “heroisk”, hvilket betyder, at terroristen ses som en helt. Hvad er det for et samfund, der synes, det er “heroisk” at skyde en højgravid kvinde i maven?
Alle velmenende mennesker rundt om i verden, som ikke kan forstå, hvorfor israelere og palæstinensere ikke kan finde en løsning på konflikten, behøver ikke lede længere end nedenstående overskrift for at forstå hvorfor:
«Hylder terrorangrebet og opfordrer til flere «heroiske» operationer».
Hvordan er det muligt at slutte fred med nogle, der ser det som heroisk at skyde en højgravid kvinde i maven? Hvordan er det muligt at opnå fred med mennesker der hylder dem som udfører den slags terrorangreb, som helte? Hvilken løsning, man kan finde frem til med nogle, der ser sådan en foragtelig handling som heroisk, spørger den førende avis.
Men hvis du nævner det, er det forudsigelige modargument, at israelere også dræber palæstinensere. “Se bare hvor mange palæstinensere, der er blevet dræbt i år af de israelske forsvarsstyrker (IDF),” lyder svaret.
Ja, desværre bliver palæstinensere også dræbt af IDF. Nogle civile palæstinensere blev dræbt af IDF under den tidligere konflikt med den iransk-støttet terrorgruppe Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ). Men de dybt beklagelige drab, var det utilsigtede resultat af legitimt selvforsvar. Og når det ikke er det, fører det til stærke reaktioner i det israelske samfund, skriver Jerusalem Post.
Et andet forudsigeligt modargument er at der også findes jødiske terrorister. Volden fra en marginal gruppe bosættere vil også blive trukket frem.
Ja, der har desværre været nogle tilfælde af jødisk terror. Men at sammenligne det med det store antal palæstinensiske terrorangreb er både besynderligt og latterligt. Og i de få tilfælde der har været med jødisk terror bliver angrebene utvetydigt og kraftigt fordømt både af landets ledere og langt de fleste indbyggere, skriver avisen.
Kontrasten er stor med den velkendte sætning, der ofte dukker op i israelske medier efter de utallige palæstinensiske terrorangreb. «De palæstinensiske myndigheder vil ikke kommentere angrebet»..
Der er utvivlsomt anstændige mennesker i Judæa og Samaria (Vestbredden), der er kede af den slags angreb. Desværre hæver de ikke stemmen, og gør de det, når det ikke ud til den israelske offentlighed.
Hvor er de arabiske opslag fra Judæa og Samarai på sociale medier som tager afstand fra terrorangreb? Hvor er marcherne i Østjerusalem mod terror til støtte for jødiske ofre?
Den dag arabiske stemmer vil tage afstand fra terror mod jøder, vil det tænde et gnist af håb. Så længe de eneste stemmer vi hører, er hyldest, fest og uddeling af slik efter terrorangreb mod jøder og israelere, klinger al snak om at finde en løsning hul og urealistisk.
Handlinger efterlader et indtryk, det samme gør samfundets reaktion på handlingerne, hvem de beundrer, og hvem de hylder som helt, slutter Jerusalem Post.
