Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Hanna Ziadeh: – Timing af terrorbølge mod Israel ikke tilfældig

Flag, blomster og lys ved stedet hvor tre unge israelske mænd blev dræbt og otte blev såret i terrorangreb i Tel Aviv. (Foto: Flash90)
- Den fredsfjendske og voldsparate udvikling i den palæstinensiske kamp forklarer svindende støtte til palæstinenserne. Hylekoret af vestlige og danske propalæstinensiske venstrefløjsmenningsdannere og politikere nægter at indse degenerering af palæstinensernes sag, skriver Hanna Ziadeh.

Hanna Ziadeh er herboende palæstinenser med en Ph.d. i menneskerettigheder. Ziadeh har været medlem af Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP) i Libanon.

MIFF har bragt flere af Ziadehs kommentarer som du kan læse HER.

Her er Ziadehs kommentarer i Berlingske Tidende den 16. april på den seneste terrorbølge i Israel som har kostet 14 mennesker livet og flere sårede:

Mens verdens blik var rettet mod krigen i Ukraine, blev Israel ramt af en række palæstinensiske terrorangreb. Fire forskellige, israelske byer blev ramt af fem terrorangreb, hvor 14 israelere blev dræbt, deriblandt to israelske politifolk med arabisk baggrund og, tragisk nok, to ukrainere.

Terrorangrebenes timing, omfang og grovhed kræver en seriøs analyse af terroristernes motivation og formål med de blodige angreb dybt inde i Israel.

Angrebet, der fandt sted 28. marts midt under et israelsk-arabisk topmøde – det første og største af sin slags, hvor udenrigsministrene fra Marokko, Egypten, Emiraterne, Bahrain, samt USA, samlede sig for at skubbe for arabisk-israelsk fredssamarbejde – blev hyldet af de samtlige islamiske terrorfraktioner, IS, Islamisk Jihad og Hamas.

De erklærede, at angrebet mod civile i en bus er et svar på de arabiske staters »ydmygende fremmøde« i Israel. Timingen bag det første angreb afslørede, at terrorangreb ikke må ses som desperate handlinger af unge palæstinensere, der bliver radikaliserede af Israels langstrakte og brutale besættelse, men som målrettet bestræbelse på at hindre fredsbestræbelserne mellem Israel og dets arabiske naboer.

Kritisk tidspunkt

Det mest chokerende angreb foregik i millionbyen Tel Aviv, hvor videooptagelser viste en bevæbnet palæstinenser jage og skyde civile forbipasserende forskellige steder i byens centrum.

Terroristen formåede at dræbe tre og såre 11 personer, før israelske sikkerhedsstyrker dræbte ham dagen efter. Tel Aviv-angrebet kom på et kritisk tidspunkt for den israelske regering.

Den nuværende premierminister, Naftali Bennett, der skrev historie ved at danne Israels første samlingsregering med deltagelse fra et arabisk parti, og med støtte fra arabiske medlemmer fra parlamentet, bliver hårdt ramt af palæstinensiske terror, som styrker den radikale og stærke højrefløj, der beskylder Bennet for at svække zionismen og Israels jødiske identitet ved at samarbejde med de arabisk-israelske partier.

Er det tilfældigt, at denne islamiske terrorbølge finder sted, når fredsmodstanderen – Israels mangeårige premierminister Benjamin Netanyahu – er uden for magten, og en mere fredsindstillet regering forsøger at genopleve fredsprocessen? Næppe.

Terrorangrebet i Tel Aviv chokerede endvidere med palæstinensernes særlige fejring af terroristen som en martyr og en helt. Hundredvis af palæstinensere forsamlede sig ved terroristens hus i Jenin på Vestbredden, hvor terroristens far holdt taler, der hyldede sønnen som »den sande muslimske martyr« til entusiastiske klapsalver og råb af »Allahu Akbar«.

De forsamlede palæstinensere, der opholdte sig i terroristens hus i dagevis, handlede spontant og udtrykker en vedvarende og endda tiltagende billigelse af terror og vold mod civile i Israel.

En degenereret kamp
Terrorbølgen mod Israel afslører den degenerering af den palæstinensiske kamp fra en modstand mod en voldelig besættelse, som det var under den første Intifada i 1980erne, til islamiske voldskampagner rettet mod fredsbestræbelserne mellem Israel og moderate arabiske stater, mod inkludering af Israels arabiske borgere i regeringsførelse af landet og for svækkelse af den forholdsvis moderate og fredsopsøgende del af det israelske politiske spektrum.

Det er denne fredsfjendske og voldsparate udvikling i den palæstinensiske kamp, som forklarer den svindende støtte til palæstinenserne. Palæstina-træthed begrænser sig ikke længere til traditionelt proisraelske vestlige lande, men er nu udbredt blandt arabiske lande, som golfstaterne og Marokko, som var faste støtter af palæstinenserne igennem historien.

Hylekoret af vestlige og danske propalæstinensiske venstrefløjsmenningsdannere og politikere nægter at se den degenerering af palæstinensernes sag.

Tværtimod fastholder de et arkaisk syn på konflikten, som hører til de revolutionære frigørelseskampe af tredjeverdenslande op til 1970erne. Med sin utidige sort-hvid prisme undgår venstrefløjen aldrig en lejlighed til at råbe mod Vestens svigt af palæstinenserne. Senest, midt i den alvorligste militærkonflikt og humanitære krise, der rammer Europa som følge af Ruslands angrebskrig mod Ukraine, blev Vestens og verdens solidaritet og støtte til Ukraine udstillet som hykleriskdobbeltmoralsk og endda racistisk.

Læs MIFFs tema-side om hvorfor krigen i Ukraine og konflikten mellem Israel og palæstinenserne ikke kan sammenlignes.

Ved at opstille en falsk sammenligning mellem Ukraines brave kamp for overlevelse og den sammensatte palæstinensisk-israelske konflikt, der ser bort fra palæstinensernes terror og islamisternes overtagelse af kampen for befrielse af de besatte områder til en kamp mod Israels eksistens, forsøger venstrefløjen at udskamme den brede, folkelige opbakning til ukrainerne.

Den udskamning lykkes næppe. Venstrefløjens insisteren på at se på konflikten mellem Israel og palæstinenserne som den definerende konflikt mellem det gode og det onde gør, at den mister sit moralske kompas i andre konflikter.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem