Palæstinensiske terrorister i Gazastriben affyrede søndag 21 raketter mod Syd-Israel. Halvdelen af raketterne blev skudt ned af raketforsvaret Iron Dome, mens resten landede i ubeboede områder, skriver Times of Israel.
Ifølge de israelske sundhedsmyndigheder er der ikke meldinger om sårede som følge af raketangrebene, men flere er blevet behandlet for chok. Titusindvis af mennesker måtte løbe i sikkerhed.
Raketalarmen gik flere gange i byerne Sderot og Ashkelon nord for Gaza. Den palæstinensiske terrorgruppe Islamisk Jihad siger de står bag raketangrebene.
Raketangrebene sker efter israelske soldater tidligere på dagen skød og dræbte en terrorist fra Islamisk Jihad ved Gaza-grænsen. Terroristen monterede en bombe på grænsehegnet mod Israel da han blev dræbt af israelske styrker.
Premierminister Benjamin Netanyahu, forsvarsminister Naftali Bennett og ledere af de israelske sikkerhedstjenester er her til aften samlet i forsvarets hovedkvarter for at diskutere hvordan de skal håndtere situationen videre.