- Hamas’ fornyede angreb på Israel tjener som en påmindelse om, at terrorgruppen ikke er interesseret i en egentlig våbenstilstand. Hamas ønsker millioner af dollars udbetalt til sine ansatte, så bevægelsen stadig kan forberede sig på krig med Israel uden at skulle bekymre sig om sin befolknings velbefindende.
- Qatars tilskud på 15 millioner dollars i kontanter har ikke afholdt Hamas fra at afskyde i hundredvis af raketter ind i Israel. Pengene har tværtimod blot gjort Hamas mere modig og øget bevægelsens lyst til at fortsætte sin jihad for at udslette Israel. Alle penge i verden vil ikke kunne overtale Hamas til at forlade sin ideologi eller bløde op i sin holdning til Israel.
- Det, de internationale mæglere bør forstå er, at der kun findes én løsning på krisen i Gazastriben: at fjerne Hamas fra magten og eliminere dens militære formåen. De bør også indse, at Hamas kun forstår ét sprog: voldens. Forestillingen om, at hvis man betaler millioner af dollars til terrorister, så vil de holde op med at angribe – i stedet for at bruge pengene til at opruste – har vist sig fejlagtig.
En egentlig våbenstilstand mellem Israel og Hamas først kan opnås, når de palæstinensiske jihad-terrorister er fjernet fra magten og ikke bliver belønnet for vold og trusler.
Hamas leverede selv beviset på, hvorfor man ikke kan stole på dem i forbindelse med nogen form for aftaler, herunder en våbenstilstand.
Den 12. og 13. november afskød Hamas og deres allierede i Gazastriben i hundredvis af raketter ind i Israel. Den aktuelle skudrunde begyndte nogle timer efter, at Hamas-terrorister havde angrebet en gruppe israelske kommandosoldater inde i Gazastriben og dræbt en israelsk officer, mens en anden soldat blev moderat såret. Under den efterfølgende skudveksling dræbte den israelske hær syv terrorister, herunder en højtstående militærofficer fra Hamas – Sheik Nur Baraka.
Den israelske kommandogruppe var ikke inde i Gazastriben for at dræbe eller kidnappe nogen. De befandt sig der som led i en rutinemæssig hemmelig operation for at forhindre terrorangreb fra Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper. Kommandoenheden blev alligevel angrebet af Hamas-terrorister, som til gengæld forsøgte at dræbe eller kidnappe nogle af soldaterne. Det lykkedes soldaterne fra den israelske eliteenhed at komme tilbage til Israel under dække af angreb fra israelske fly, som var blevet hidkaldt for at hjælpe med at trække dem hjem.
Det, der står klart, er, at det var Hamas, ikke Israel, som indledte det væbnede sammenstød med de israelske styrker. Det var Hamas, der angreb de israelske soldater, dræbte officeren og derefter skyndte sig at beskylde Israel for at starte en “ny aggression” imod Gazastriben. Da de israelske soldater forsøgte at forsvare sig og dræbte syv terrorister i besvarelse af ilden, beskyldte Hamas Israel for at have begået en “ussel forbrydelse” imod palæstinenserne.
Det er værd at notere sig, at Hamas’ angreb på de israelske kommandosoldater kom få timer efter, at en udsending fra Qatar havde forladt Gazastriben. Udsendingen fra Qatar, Mohammed El-Amadi, var ankommet til Gazastriben ugen før medbringende flere kufferter med ialt 15 millioner dollars i kontanter. Pengene blev udleveret til Hamas’ ledere, så disse kunne udbetale løn til tusindvis af deres ansatte i Gazastriben. Qatars økonomiske tilskud blev afleveret til Gazastriben med Israels godkendelse. Udsendingen fra Qatar kom endda ind i Gazastriben via Israels Erez-grænseovergang.
Hvorfor medvirkede Israel til overførslen af de mange kontanter fra Qatar til Gazastriben? Israel har forsøgt – og forsøger stadig – at undgå en fuld krig med Hamas.
Israel er ikke bange for Hamas. Israel ønsker simpelthen ikke, at de civile palæstinensere, som lever under Hamas’ styre i Gazastriben, skal betale endnu en tung pris for deres lederes tåbelige handlinger. Israel har faktisk gentagne gange udtrykt ønske om at mindske lidelserne for palæstinenserne i området.
I de senere år har Israel aktivt arbejdet for at støtte bestræbelserne på en genopbygning i Gazastriben. De israelske tiltag har bl.a. omfattet en opgradering af grænsekrydsningerne mellem Israel og Gaza til mere end 800 lastvogne med byggematerialer og andre varer ind i Gaza dagligt, samt facilitering af overførsler af mere end 3,4 millioner tons materialer ind i Gaza siden krigen i 2014 mellem Israel og Hamas.
Tidligere på året fremlagde Israel for EU, USA, FN og Verdensbanken forskellige projekter, som var blevet godkendt af den israelske regering med henblik på at udbygge infrastrukturen i Gazastriben, fremme løsninger for energiforsyningen og skabe beskæftigelsesmuligheder for palæstinenserne i området.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forsvarede sidste uges aftale med Qatar med at sige, at hensigten med den var at forhindre en “humanitær krise” i Gazastriben. Netanyahu sagde, at han ville “gøre, hvad jeg kan” for at skabe sikkerhed for de israelere, som bor i samfund nær grænsen til Gaza, og samtidig arbejde på at forhindre en humanitær krise.
Hamas tog imod Qatars bevilling på 15 millioner dollars i kontanter, betalte sine ansatte og har her få dage senere genoptaget sine terrorangreb på Israel.
Dette er Hamas’ måde at sige tak til Qatar og Israel for at have arbejdet så hårdt for at opnå en våbenstilstand i Gazastriben og undgå endnu en krig – som formentlig ville skabe endnu flere lidelser for de to millioner palæstinensere, som bor der.
Hamas har tydeligvis tolket Israels og Qatars imødekommende handling som et tegn på svaghed. Hamas’ ledere har endda officielt udtalt, at de 15 millioner dollars i kontanter var “frugten” af de ugentlige, voldelige opstande, som har været organiseret langs grænsen til Israel lige siden marts måned. Kort efter at udsendingen fra Qatar havde afleveret pengene til Gazastriben, udtalte Hamas’ talsmand Fawzi Barhoum netop disse ord: han pralede af, at palæstinenserne omsider høstede frugterne af deres voldelige demonstrationer langs grænsen mellem Gaza og Israel.
Hamas’ holdning minder om bevægelsens reaktion på den israelske tilbagetrækning fra Gazastriben i 2005. Dengang tolkede Hamas og andre palæstinensere også den israelske “tilbagetrækning” fra Gazastriben – som skulle give Gaza mulighed for at udvikle sig til Middelhavets Singapore – som et tegn på israelsk svaghed og tilbagetog.
Få måneder senere vandt Hamas endda det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 – hovedsagelig fordi bevægelsen hævdede, at den havde tvunget Israel til at trække sig ud af Gazastriben ved at udføre selvmordsbombninger og raketangreb. Dengang sagde Hamas til palæstinenserne: stem på os, for vi jog jøderne ud af Gazastriben gennem væbnet kamp.
Hamas’ fornyede angreb på Israel tjener som en påmindelse om, at terrorgruppen ikke er interesseret i en egentlig våbenstilstand. Hamas ønsker millioner af dollars udbetalt til sine ansatte, så bevægelsen stadig kan forberede sig på krig med Israel uden at skulle bekymre sig om sin befolknings velbefindende.
Qatars tilskud på 15 millioner dollars i kontanter har ikke afholdt Hamas fra at afskyde i hundredvis af raketter ind i Israel. Pengene har tværtimod blot gjort Hamas mere modig og øget bevægelsens lyst til at fortsætte sin jihad for at udslette Israel. Alle penge i verden vil ikke kunne overtale Hamas til at forlade sin ideologi eller bløde op i sin holdning til Israel.
Hvis Hamas faktisk er interesseret i en våbenstilstand, er det ikke fordi bevægelsen ønsker fred med Israel. Det skyldes snarere, at Hamas har brug for et “åndehul”, som vil gøre det muligt for dem at fortsætte deres udvikling og ophobning af våben og forberede endnu flere angreb på Israel. Enhver, der har tiltro til, at Hamas vil moderere sine mål, lever i en illusion.
Hamas har en lang tradition for at krænke våbenhviler med Israel.
Selvom det skulle lykkes for Egypten, Qatar og FN at bringe de seneste angreb på Israel til ophør, vil Hamas aldrig opgive sin plan om at udslette Israel og dræbe så mange jøder som muligt. Hamas vil blive ved med at bryde våbenhviler. Hvis Qatar holder sit løfte om at sende endnu flere kufferter fulde af millioner af dollars til Gazastriben, vil Hamas fortsat grine hele vejen til banken.
Det, de internationale mæglere bør forstå er, at der kun findes én løsning på krisen i Gazastriben: at fjerne Hamas fra magten og eliminere dens militære formåen. De bør også indse, at der er kun ét sprog, Hamas forstår: voldens. Indtil denne realitet går op for mæglerne, vil Hamas blive ved med at narre alle, herunder deres egen befolkning og dem, der forsøger at forhindre en humanitær katastrofe i området. Forestillingen om, at hvis man betaler millioner af dollars til terrorister, så vil de holde op med at angribe – i stedet for at bruge pengene til at opruste – har vist sig fejlagtig.
