Et team af israelske forskere ved Universitetet i Tel Aviv har for første gang formået at ”udskrive” et hjerte ved hjælp af 3D-printteknologi. Det ekstraordinære medicinske gennembrud blev ledet af professor Tal Dvir, doktor Assaf Shapira og doktorand Nadav Moor, skriver avisen Ha’aretz.
“Dette er første gang nogen har lykkedes at udvikle og udskrive et helt hjerte udstyret med celler, blodkar og hjertekamre,” siger professor Tal Dvir.
Hjertesygdomme er en af de største årsager til død og handicap blandt både mænd og kvinder i den vestlige verden. Hjertetransplantation er ofte den eneste behandling, der er tilgængelig for patienter med hjertesvigt. Ventelisterne er ofte lange, og mange patienter dør mens de venter i køen for organer. Den nye teknologi kan måske gøre, at det ikke længere er behov for organdonation.
– Andre har tidligere formået at 3D-printe hjertets strukturer, men ikke med celler eller med blodkar. Vores resultater viser potentialet i vores tilgang til at konstruere personlige væv og udskifte organer i fremtiden, siger Dvir.
Det hjerte, forskerne har trykt, er på størrelsen med et kaninhjerte og virker ikke endnu, men Dvir siger, at man kan bruge den samme teknologi til at udskrive et hjerte, som er på størrelse med et menneskes. Hjertet er lavet af menneskeceller og patientens eget biologiske materiale.
– Vi skal videreudvikle det trykte hjerte. Cellerne skal udvikle evnen til at pumpe. I øjeblikket kan cellerne trække sig sammen, men de skal arbejde sammen for at kunne pumpe blodet rundt. Vi håber at det lykkes at bevise metodens effektivitet og fordele.
Det næste skridt i udviklingen er at lære det kunstige, men biologiske, organ til at opføre sig som et hjerte. Når dette er opnået, skal det 3D-printede hjerte testes på dyr. Det vil nok tage mange år, før denne teknologi kan skabe organer til effektiv transplantation, hvis de israelske videnskabsfolk lykkes. Dvir håber, at teknologien kan anvendes til mennesker i løbet af et årti.
Dette er ikke første gang, Dvir og andre forskere ved Universitetet i Tel Aviv har lavet medicinske gennembrud, som gør det muligt at fremstille væv, som ikke har stor sandsynlighed for at blive afstødt af patientens krop (norsk).
Tilføjelse fra MIFF.DK redaktionen
Vil du læse i dybden om, hvad der skal til, før gennembruddet kan føre til, at behovet for organdonationer bliver mærkbart formindsket, kan vi anbefale følgende artikel fra Ha’aretz (engelsk – betalingsmur): ” Israeli Scientists Just Printed the World’s First 3-D Heart. Can Humanity Now Produce All the Organs It Needs? – What does this mean for the future of organ donations? Can we print a ‘perfect’ heart ready for implant?”