Iransk joduka lykønskede israelsk VM-vinder

Saeid Mollaei har lykønsket israelske Sagi Muki med VM-sejren. Iran tvang angiveligt Mollaei til at tabe kampe for ikke at stille op mod Israel ved VM i Tokyo.

Saki Muki fra Israel vandt finalekampen under VM i Japan. (Foto: Skærmdump fra tv-udsendelsen af finalen)
Denne artikel er en gave til dig fra medlemmerne i Med Israel for Fred (MIFF). Hvis du også bliver medlem, kan vi nå ud med sandheden om Israel til endnu flere. Hvis du allerede er medlem, håber vi, at du vil rekruttere en ven nu. Klik her for at gå til indmeldelsesblanket. Medlemskab er gratis året ud!

På Instagram hyldede den israelske verdensmester Sagi Muki, Saeid Mollaei og kaldte ham for en inspiration efter Mollaei var flygtet fra sit hjemland, Iran. Mollaei fortalte om trusler og pres til at tabe kampe under det seneste VM i Japan, skriver Times of Israel.

Mollaei flygtede fra Iran efter at have kritiseret Teheran for at presse ham til at tabe kampe ved VM således, at han ikke skulle stille op mod den israelske modstander.

Den udsædvanlige samtale mellem de to på de sociale medier fandt sted efter Mollaei, som var forsvarende verdensmester i klassen under 81 kilo, flygtede til Berlin efter VM i Tokyo sidste uge, hvor Sagi Muki vandt VM. Mollaei håbede på at sikre sig en plads ved De Olympiske Lege i 2020. Han sagde i søndags, at han var bange for at vende hjem til Iran efter at have afsløret og kritiseret sit lands regering for at presse ham til at tabe semifinalen med vilje og således ikke stille op til kamp mod israelske Sagi Muki. 

“Tillykke, Verdensmester,” skrev Mollaei i sit svar til Mukis post på Instagram. Muki er den første mandlige israelske judoudøver som har vundet VM.

Muki svarede: “Tak. Du er en inspiration både som menneske og som atlet.”

Mollaei fortalte, at han blev tvunget til at tabe sin kamp i semifinalen således, at han ikke risikerede at stå overfor Muki i finalen. Det Internationale Judo Forbund (IJF) fortalte, at Mollaei var blevet presset til at tabe af den iranske vicesportsminister Davar Zani. Presset til at tabe kom angiveligt også fra præsidenten for den iranske olympiske kommitte Reza Salehi Amiri, som minutter før semifinalen sidste onsdag fortalte Mollaei, at de iranske sikkerhedsstyrker stod foran hans forældres hjem i Teheran. 

“Jeg kunne have været Verdensmester,” sagde han i et interview, der blev offentliggjort af IJF i søndags. “Jeg kæmpede og vandt over en olympisk mester, en olympisk bronzemedaljevinder og andre modstandere. Jeg vandt over dem alle. Jeg drømte endda om verdensmesterskabstitlen.”, sagde Mollaei.

IJF fortalte, at en embedsmand fra den iranske ambassade i Tokyo fik adgang til et sikret område ved mesterskaberne ved at lade som om han var træner. Her pressede han den 27-årige fra Teheran til at tabe sin kamp, mens han varmede op ved sidelinjen. Mollaei, som så ud til at skulle møde Muki i finalen, fortalte IJF, at han bukkede under for presset og derfor tabte semifinalen med vilje til sin belgiske modstander Matthias Casse.

“Mit lands love forbyder mig at kæmpe mod en israelsk modstander,” fortalte Mollaei i et interview, der blev offentliggjort på IJFs hjemmeside. “De sagde, at sådan var loven og dem, der ikke følger loven, får problemer.”

“Jeg har brug for hjælp. Selvom myndighederne i mit land fortalte mig, at jeg kunne tage hjem uden at få problemer, er jeg bange”, fortalte han IJF. “Jeg er bange for, hvad der vil ske med mig og min familie. Angående bronzekampen, hvor Mollaei igen tabte og derfor ikke stod på podiet sammen med israelske Muki, da den israelske nationalsang (Hatikvah) blev spillet, forklarede Mollaei: “Jeg ydede kun 10% for at overholde loven,” og tilføjede: “Jeg vil konkurrere, hvor jeg end kan. Jeg bor i et land, hvis love ikke tillader mig at konkurrere, hvor det er muligt. Vi har ikke noget valg, hvis vi vil følge loven.”

IJF bakker op om Mollaei og har lovet ham hjælp til at deltage i De Olympiske Lege næste år. Præsidenten for IJF, Marius Vizer, fortalte AFP, at han vil indkalde til et hastemøde, hvor truslerne mod Mollaei og hans familie vil blive diskuteret og hvor det bliver besluttet, om det iranske judo forbund skal straffes.

“Det er vores mål at beskytte alle vores atleter – det er helt klart,” fortalte Vizer AFP og sagde, at det er muligt, at Mollaei kan deltage i De Olympiske Lege i Tokyo under et andet flag. “I første omgang vil vi gøre vores bedste for at få ham med til De Olympiske Lege. Derefter vil vi beslutte, hvilket hold han skal være en del af. Der er forskellige muligheder,” sagde han.

Vizer har udtalt, at der er sanktioner på vej mod det iranske judo forbund.

Det iranske nyhedsbureau Fars hævdede, at Mollaei allerede havde planlagt sin afhopning før mesterskaberne og citerede præsidenten for Irans judo forbund, Majed Zarian, for at sige: “Alt var forberedt – nogen i Iran må have hjulpet ham.”

Der er tidligere eksempler på, at iranske atleter er blevet bedt om at tabe for at undgå at møde israelske modstandere. Mest opsigtsvækkende var Alireza Karimi, hvis træner blev fanget på video, hvor han råber: “Alireza, du skal tabe. Israeleren vandt.” Videoen gik viralt i 2017. Karimi blev suspenderet i seks måneder for at tabe sin kamp med vilje og hans træner blev suspenderet i to år.