Naftali Bennett har rundet de første 100 dage på posten som Israels premierminister. I den forbindelse har David M. Weinberg, politisk kommentator i Israel Hayom og Jerusalem Post, fremhævet hvad han mener er seks positive sider ved den brede koalition i israelsk politik:
1. Der er et liv efter Benjamin Netanyahu. Trods Netanyahu’s store succes med at styrke Israels strategiske bånd til Rusland, Kina, Indien, flere arabiske og afrikanske lande, har Bennett og udenrigsminister Yair Lapid formået at overtage Netanyahus store sko og videreført den positive udvikling. Samtidig har den nye regering forbedret forholdet til Jordan, Egypten og USA.
2. Repræsenterer Israel godt internationalt. Premierminister Bennett gjorde det godt under sine besøg i Det hvide hus og FN’s generalforsamling, mener Weinberg. «Bennett har også sørget for en respektfuld og god tone i relationerne mellem Israel og diasporaen, uden at gå på kompromis med sine højreorienterede, religiøse principper.»
3. Effektiv administration. Der var frygt for at den brede koalition ville handlingslamme regeringen, men det har vist sig at regeringen er godt på vej til at få vedtaget hvad Weinberg kalder for et fornuftigt budget. «Det er ikke for socialistisk, til trods for rollen som Arbejderpartiet og Meretz spiller i koalitionen, og der indføres ikke nye højere skatter som Netanyahu helt sikkert ville have gjort,» skriver Weinberg. Budgettet deregulerer flere dele af økonomien, samtidig som der investereres i sundhed, uddannelse og forsvar.
Likud kritiserer regeringen for at gøre sig afhængig at det islamistiske parti Ra’am, og hævder at Bennett ikke har ret til at være premierminister når hans parti bare har seks repræsentanter. Weinberg minder om at det var Netanyahu som først foreslog at hente Ra’am ind som koalitionspartner med Likud, og hvis Bennett formåede at blive premierminister med 6 repræsentanter, er han måske dygtigere til at begå sig i det politiske spil end Netanyahu, som ikke klarede det med 30 repræsentanter?
4. Frygtløs rekonstruktion af religiøse ordninger. Ministeren for religiøse anliggender, Matan Kahana, har på en gang reformeret konverteringer konverteringer og kontrolordninger for (Kashrut/kosher regler) for jødiske spiseregler. Han vil også reducere de ultraortodokse bibelskolestuderendes (talmidei yshivot) fritagelse fra deres IDF militærtjeneste. Weinberg tvivler på at alle tiltag vil blive gennemført, men håber på at principperne som de bygger på (gennemsigtighed, konkurrence og moderation) på længere sigt vil vinde frem. Weinberg mener også at det er sundt for de ultraortodokse partier at være i opposition i en periode.
5. Corona-lederskab. Bennett har ladet Israel gå foran som det første land i verden som tilbød sine borgere et 3 stik (booster-stikket) og har holdt både skoler og samfund mere eller mindre åbent under fjerde smittebølge. Weinberg mener at Netanyahu havde valgt at lukke samfundet ned under de jødiske helligdage (også kaldet for Tishrei måned helligdagene).
6. Afbræk i kultlignende politikerdyrkelse og personchikane. Med Netanyahu-familien ude af premierministerboligen er det også slut med en premierminister-kone eller barn som går i ind i konflikt med politikere eller journalister, påpeger Weinberg. Der er også sket en kraftig nedgang i den giftige retorik i koalitionspartierne, til trods for at regeringen består af partier lige fra islamisterne i Ra’am til bosættelsestilhængerne i Yamina. «De seneste måneder har der næsten ikke været nogle som har kaldt bosætterne for ‘kriminelle’, de ultraortodokse for ‘parasitter’, israelske-arabere for ‘terrorister’, højreorienterede for ‘fascister’ eller venstreorienterede for ‘forrædere’», skriver Weinberg. Han mener at opildning mod indenrigspolitiske «fjender» er på sit laveste niveau nogensinde.
– At skabe relativ ro på indenrigsfronten er nok det vigtigste den nuværende israelske regering har opnået. (…) At Israels rasende politiske feber er faldet efter 32 måneders intens valgkamp er en god ting, skriver Weinberg.
