Den 8. februar publicerede avisen Jerusalem Post seneste meningsmåling før Knesset-valget 23. marts.
Premierminister Benjamin Netanyahus parti Likud dominerer i målingen med 30 mandater. Naturlige støttepartier som Shas (8), UTJ (7) og Religious Zionist Party (4) giver Netanyahu i alt støtte fra 49 Knesset-repræsentanter.
Yair Lapids parti Yesh Atid har i løbet af de seneste ugers meningsmålinger etableret sig som det største oppositionsparti. I den seneste måling får de 18 mandater. De andre oppositionspartier som ikke vil samarbejde med Netanyahu er Gideon Sa’ars parti Nyt håb (14), Israel Beiteinu (7), Arbejderpartiet (5), Meretz (4) og Kakol Lavan (4). Til sammen får anti-Netanyahu koalitionen 52 mandater.
Det højreorienterede parti Yemina, ledet af Naftali Bennet, får 11 sæder i meningsmålingen. Dermed kan Bennett ende med at være tungen på vægtskålen og afgørende for om Netanyahu får en ny periode som premierminister. Der er 120 repræsentanter i Knesset, og en ny premierminister skal have et flertal på mindst halvdelen af repræsentanterne.
Det arabiske parti fælleslisten (Hareshimah Hameshutefet) får 8 sæder i meningsmålingen, men det forventes ikke at de vil blive inkluderet i en koalitionsregering.
Efter det seneste israelske valg i marts 2020 valgte Bennett at stå udenfor Netanyahus regering.