Efter 92% af stemmerne er talt op er der er ikke meget, der tyder på, at nogen af blokkene i det israelske valg vil være i stand til at opnå det nødvendige flertal. Under valgnatten onsdag sagde nuværende premierminister Benjamin Netanyahu, at han forbereder sig på hårde forhandlinger for at få Israels næste regeringskoalition på plads.
-Israel har brug for en stærk, stabil og zionistisk regering. En regering, der er forpligtet overfor Israel som en nationalstat for det jødiske folk, sagde Netanyahu.
I alt har højrefløjen fået 56 pladser, venstrefløjen, centrum og de arabiske partier har fået 55 pladser, og Israel Beiteinu og partileder Avigdor Lieberman er på vippen med 9 pladser. Sidstnævnte har sagt, at han kun ønsker at støtte en national samlingsregering mellem partierne Kahol Lavan og Likud.
Situationen svarer således nogenlunde til, hvad den var efter valget d. 9 april i år. På det tidspunkt undlod Netanyahu at oprette en flertalskoalition, og der blev udskrevet nyvalg. De færreste ønsker en tredje valgrunde. Derfor taler flere og flere om en samlingsregering mellem centrum-højre partiet Likud og centrum-venstre alliancen Kahol Lavan. Sammen vil de have et flertal.
Alle forstår, at vi kun har én mulighed nu. Det er en samlingsregering. Der er intet andet alternativ, sagde Lieberman, da valgresultaterne tikkede ind.
Spørgsmålet er, om Netanyahu derefter bliver nødt til at trække sig.
Et nyt valg er ikke kun meget dyrt for det israelske samfund, men skaber også politisk usikkerhed på et tidspunkt, hvor landet trues fra flere fronter.
Vi venter stadig på det endelige resultat, men en ting er klart: Israel befinder sig ved et historisk vejkryds med mange store muligheder, i tillæg til at vi har store prøvelser foran os. Den eksistentielle trussel fra Iran og deres allierede, som vi frygtløst kæmper imod, sagde Netanyahu på valgnatten.
Der vil sandsynligvis være lange forhandlinger, før vi ved, om politikerne vil være i stand til at danne en flertalsregering, eller om vælgerne skal igennem et tredje valg.