Den bibelske zoologiske have i Jerusalem vil levere penge og medicinsk udstyr til at hjælpe millionvis af dyr såret i de enorme skovbrande som har hærget Australien i flere uger, skriver Yedioth Ahronoth.
Brandene har ødelagt over 80.000 kvadratkilometer land, et område på størrelse med Østrig. 27 mennesker er døde, tusinder af bygninger er blevet ødelagt og flere lokalsamfund er gået op i flammer.
Dyrelivet er også hårdt ramt af brande. Cirka 500 millioner dyr, flere af dem truede arter er døde i brandene. Derudover er hundredevis af millioner dyr såret, udtaler organisationen Zoos Victoria.
Derfor vil Zoologisk have i Jerusalem donere veterinærudstyr, herunder cremer mod forbrændinger, mælkeerstatning, sårspray og andre hjælpemidler. De arrangerer også en indsamling for at sende penge til Australien.
De enorme brande i Australien er de største i landet siden 1974, hvor over 100.000 kvadratkilometer brændte op. Men de brande der nu raser er langt fra at være under kontrol. Derudover er dette års ildssæson kun omkring halvvejs, og der er sandsynligvis to måneder til med brande i vente.