Chris Hvidberg (LA) er tidligere folketingskandidat i Østjylland og arbejder i reklamebranchen.
MIFF har både interviewet Hvidberg og bragt flere af hans kommentarer i Jyllands-Posten.
Her er hans seneste kommentar i Jyllands-Posten:
Hvorfor skal jeg se på en Palæstina-aktivist, når jeg bare vil se en serie?
Tilbage i 1962 fik filmen ”Cape Fear” premiere for første gang. I 1991 kom så mesterinstruktøren Martin Scorseses remake. Klip frem til 2026, hvor serieudgaven af den nu 64 år gamle film med spanske Javier Bardem i hovedrollen udrulles på Apple TV, skriver Hvidberg i Jyllands-Posten.
Plottet er det samme: En løsladt, notorisk forbryder (Bardem) søger hævn over sin forsvarsadvokat, der bevidst sjuskede med sit arbejde, så han endte bag tremmer.
Scorseses 90’er-version var forrygende, så jeg kastede mig nysgerrigt over serien på Apple TV. Og det startede egentlig meget godt. Lige indtil Bardem tonede frem på skærmen som the bad guy. For jeg så ikke en filmskurk, jeg så en Palæstina-aktivist.
Jeg har nu adskillige gange set Bardem være ret højlydt i sin støtte til Palæstina. Bl.a. i år til Cannes Film-festivalen og til Oscar-showet, hvor han fra talerstolen erklærede »No to war, and free Palestine!« Han er – sammen med andre kendisser som Tilda Swinton og Mark Ruffalo – også medunderskriver af et åbent brev, der bl.a. anklager Israel for folkemord (det er dog blot en udokumenteret påstand, da Den Internationale Domstol endnu ikke har fældet dom over dette).
Ytringsfrihed gælder naturligvis også for skuespillere, så Bardem er i sin gode ret til at sige, hvad han vil, og så ofte og højlydt han vil.
At jeg personligt ikke er enig i hans udlægning af konflikten, er i denne sammenhæng irrelevant. Havde han været på den modsatte fløj og råbt og skreget på flere israelske bosættelser på Vestbredden, ville min pointe stadig være den samme: Det er problematisk, når skuespilleres personlige politiske holdninger forurener de roller, de spiller.
Og det sker for mig med Javier Bardem i ”Cape Fear”. Selvom han spiller en hårdkogt forbryder på hævntogt i Georgia, kan jeg nærmest kun se en aktivist, der vifter med et stort Palæstina-flag lige op i mit forsvarsløse ansigt, mens jeg ligger der på sofaen med popcorn og dåsecolaer.
Ikke at det er et nyt fænomen. Clint Eastwood har længe været offentligt kendt som republikaner, og Arnold Schwarzenegger var republikansk guvernør i Californien. Havde de altid spillet med i socialrealistiske venstrefløjsdramaer om pacifistisk Greenpeace-aktivisme, var det nok ikke gået.
Men afstanden mellem alle deres machoroller og private politiske ståsted er trods alt ikke lysår fra hinanden. Det er derfor nemmere for dem at slippe troværdigt afsted med det, end det er i Bardems tilfælde.
Hvis man skal komme Bardem og ligesindede i møde, kunne man dog indvende, at det er en ædel gestus at bruge sin berømmelse til at promovere en sag, som de mener, er for vigtig at tie om. Især på grund af førnævnte risiko, men også fordi det formentlig i et vist omfang koster dem roller. Det mest bekvemme ville jo faktisk være bare at leve sit celebrityliv i stiltiende accept af verdens ondskab. Det må man være stor nok til at anerkende – uenig eller ej.
Jeg plæderer ikke for, at man som skuespiller bare skal holde sin kæft hermetisk lukket og blot nøjes med at se godt ud i sine film. Jeg siger bare, at der er en risiko for, at publikums oplevelse på skærmen obstrueres, hvis skuespillerens private jeg fylder som en distraherende tinnitus hen over en smuk klaversonate. Om det så er risikoen værd, må være op til den enkelte skuespiller.
Men for min skyld kunne man lige så godt have givet skurkerollen i ”Cape Fear” til Greta Thunberg.
MIFF har tidligere interviewet Chris Hvidberg – her om Eurovision og Israel-boykot:
