Henrik Dahl: – Vestens manglende mod har givet Hamas frie tøjler

Det kræver en særlig ondskab at myrde små babyer. Her ses Hamas horror-showet i Gaza med de jordiske rester fra lille baby Kfir, 4-årige Ariel, deres mor og en bedstefar fra Kibbutz Nir Oz. (Skærmdump fra terrorgruppens Live-sending).
Tiden er kommet til, at alle ansvarsbevidste mennesker i Vesten siger klart og tydeligt, at ansvaret for krigen er Hamas’. Det er Hamas, der skal udlevere gidslerne og nedlægge sine våben, skriver Henrik Dahl.

Henrik Dahl er tidligere medlem af Folketinget (Liberal Alliance), nuværende medlem af EU-parlamentet og er en af de eneste danskere, der tør kalde en spade for en spade.

Her er hvad han skrev på sin Facebook-side om Hamas’ værste massakre mod jøder siden Holocaust:

Fremtidens historikere vil formentlig nå frem til, at den krig mod Israel, som Hamas erklærede den 7. oktober 2023, er en af verdens største desinformationsoperationer.

I det store og hele er det lykkedes for Hamas at forhindre, at offentligheden i de vestlige lande taler om selve det forhold, at Hamas udløste krigen gennem den værste massakre på jøder siden Anden verdenskrig.

I det store og hele er det lykkedes for Hamas at forhindre, at offentligheden i de vestlige lande taler om Hamas’ egne forbrydelser og krigsforbrydelser.

Til disse forbrydelser og krigsforbrydelser hører gidseltagning og offentlig ydmygelse af gidslerne. Kamphandlinger fra civile og beskyttede områder (det, man i daglig tale kalder ”brug af menneskelige skjold”). Organiseret krigsførelse uden anvendelse af uniformer (Hamas har masser af uniformer. De bruger dem imidlertid kun til parade- og propagandaformål).

I det store og hele er det lykkedes for Hamas at forhindre, at offentligheden i de vestlige lande taler om, at Hamas har modtaget milliarder af kroner i ”udviklingsbistand” fra vestlige lande. De fleste af disse milliarder er imidlertid brugt til at bygge tunneler, anskaffe og konstruere våben og deslige.

Og så er det simpelthen lykkedes for Hamas at forhindre en diskussion af, at organisationen er en terrororganisation, der blandt andet er sponseret af Iran.

Til gengæld er det lykkedes for Hamas at få vestlige medier til forholdsvis ukritisk at kolportere alverdens historier om påståede Israelske grusomheder, der altid skal fortyndes med 80-90 procent vand for at give bare en minimal mening.

Israelerne begår ikke ”folkedrab”. Det er en gratis anklage, Sydafrika har fået lov til at prøve ved Den Internationale Domstol. Men som af mange årsager forekommer umulig at bevise.

Israelerne står heller ikke bag en ”hungersnød” i Gaza. Der kommer tonsvis af hjælp ind i Gaza. Det meste af den bliver bare stjålet af Hamas af mange forskellige årsager. Herunder ikke mindst at tjene penge på videresalg.

Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at leve længe nok til at se, hvad fremtidens historikere vil afdække om årsagerne.

Men jeg tror, at nogle af dem er:

– Årtiers anti-israelsk kampagne i FN, som ingen af de vestlige lande nogensinde har haft mod og mandshjerte til at modsætte sig.

– Alliancen mellem islamister og venstrefløj i det, der på fransk hedder ”islamogauchisme”.

– Islamogauchismens kapring af store dele af medieverdenen, universiteterne og undervisningssystemet i øvrigt.

– Konsekvenserne af, at de vestlige eliter har ladet så mange mennesker fra Stormellemøsten bosætte sig i Vesten, at det efterhånden er temmelig farligt at opponere imod den politiske kultur, de bringer med sig, og de politiske temaer, de bringer med sig.

Den alvorligste konsekvens af Hamas’ ekstremt vellykkede desinformationskampagne er desværre, at antisemitismen i Europa er steget eksplosivt siden 7. oktober 2023.

Men en næsten lige så alvorlig konsekvens er, at en række vestlige regeringer tilsyneladende er ved at opgive støtten til Israel – og til gengæld lader til at ville belønne Hamas ved at gøre Gaza til en selvstændig palæstinensisk stat.

Jeg kan ikke udtrykke med ord hvor farlig og destruktiv en kurs, det er for de vestlige lande.

Hvis de vestlige lande giver efter for Hamas’ desinformationskampagne, er der sendt et signal til islamisterne om, at Vesten er moden til at løbe over ende med islamistiske krav af enhver art.

Anerkendelse af ”islamofobi”. Anerkendelse af selvstændige retssystemer – som man allerede har gjort i UK. ”Respekt” for alverdens islamistiske krav, der de facto indskrænker borgerrettighederne i de vestlige lande.

Tiden er kommet til, at alle ansvarsbevidste mennesker i Vesten siger klart og tydeligt, at ansvaret for krigen er Hamas’. Det er Hamas, der skal udlevere gidslerne og nedlægge sine våben.

Israel begår ikke ”folkemord”. Det er en absurd anklage, der end ikke har de elementære facts med sig.

Israel har heller ikke skabt en ”hungersnød”. Det er også en absurd anklage, der ikke har de elementære facts med sig.

Israel har enhver tænkelig ret til at eksistere og ligge, hvor landet nu engang ligger.

Til gengæld er vi nødt til at afvise de islamogauchistiske narrativer, der konsekvent bytter om på gerningsmand og offer.

Gerningsmanden er Hamas. Offeret er Israel.

Tiden er også kommet til at undre sig mere højlydt over, at public service medier og andre medier, der massivt lever af tilskud fra skatteborgerne (og for public service-mediernes vedkommende har en forpligtelse til at oplyse) er så ensidige og så ukritiske over for desinformationen fra Hamas og deres håndlangere.

Konsekvenserne af at give efter for desinformationskampagnen er så destruktive og har så langtrækkende konsekvenser, at det er på tide, at alle retsindige mennesker tænker sig meget grundigt om – og handler.

Det begynder med at sige, at Israel-Hamas-konflikten ikke er en konflikt, vi i den vestlige verden ønsker at blive trukket ind i. Og at vi derfor er nødt til at anlægge et meget hårdt og kritisk syn på alle og enhver, der på den ene eller anden vis forsøger at få den til at forplante sig til Danmark og Europa.

Hvis konflikten endelig kommer os ved i Danmark og Europa, er det ikke for at give Hamas ret – men for at gøre modstand imod terrororganisationens desinformation plus al dens gerning og al dens væsen.

Det er israelerne, der kæmper for vores værdier.

Og Hamas, der kæmper imod alt, hvad Vesten er og bør stå for.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs 15.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem