MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk
Her er hans gennemgang af Marcus Robins leder i Politiken om Israel/Iran:
På dagbladet Politiken gør man tilsyneladende en dyd ud af ikke at forstå, hvad der foregår i Mellemøsten. Prøv bare at se, hvad avisens lederskribent, Marcus Rubin, har skrevet på det seneste.
I en leder 24. juni 2025 med titlen “Som to druknende burde Israel og Iran klynge sig til våbenhvilen” sidestiller Marcus Rubin de to helt forskellige situationer, Israel og Iran befinder sig i.
Sådan er man nødt til at gøre på Politiken, for det er avisens fundamentale ideologi: De er lige gode om det. Det demokratiske Israel sidestilles altid med sine totalitære fjender, selvom hele konflikten netop bunder i de to helt forskellige tilgange til tilværelsen.
Under pres fra Donald Trump har Israel netop accepteret at indgå en (nok lidt præmatur) våbenhvile med Iran. Marcus Rubin beskriver først de åbenlyse forskelle i de to fjenders situation:
“Efter terrorangrebet 7. oktober 2023 har Israel overvundet ikke bare Hamas, men også Hizbollah. Assad-regimet faldt sidste år, og nu er ærkefjenden Iran ydmyget og dets atomprogram bombet.”
Så langt har han ret. Israel har på kort tid fået hele Irans jihadistiske korthus til at falde, og ayatollaherne er på alle måder klædt af til skindet. Men herefter kører Marcus Rubins ræsonnement af sporet:
“Samtidig står Israel mere isoleret end nogensinde før. Premierminister Benjamin Netanyahu er eftersøgt for krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol i Haag, landet er anklaget for folkedrab, og i det globale syd samt i Europa er Israel mere og mere upopulært på grund af den blodige krig i Gaza – så meget at det nærmer sig den pariastatus, som Iran har haft i mange år.”
At Politiken opfatter Israel som en paria, er på ingen måde noget nyt. Men at den civilicerede, demokratiske verden skulle hoppe med på den galej, er nok ønsketænkning fra Rubins side.
Israel fremstår efter alle de militære sejre over sine totalitære fjender som den ubestridte vinder. Israel har aldrig været stærkere. USA støtter Israel, og det samme gør de fleste europæiske ledere – også selvom de indimellem er nødt til at kritisere Israel lidt for at tilfredsstille Europas anti-israelske venstrefløj.
Anklagerne imod Israel og dets ledere ved de internationale domstole, ICC og ICJ, er ganske rigtigt en skændsel og uhyre pinligt for den frie verden. Men lad os være ærlige: Det kommer ikke til at få nogen nævneværdig betydning. Israelerne er vant til at være verdens prygelknabe. Det er business as usual. Heller ikke USA tillægger de internationale skueprocesser nogen særlig betydning. Og “det globale syd,” som venstrefløjen er så optaget af, består mest af dysfunktionelle dikaturer, som reelt ikke har noget at skulle have sagt i det større internationale magtspil.
Marcus Rubin fortsætter dog ufortrødent ind i sin logiske blindgyde:
“Begge lande har det samme grundbehov: at finde en bæredygtig plads i den arabisk-sunnimuslimsk dominerede region, de befinder sig i. (…) begge lande har satset alt for meget på rå militær magt. Nu er de på hver deres måde nået til endestationen for den strategi. Israel har snart ikke flere lande at angribe, og Iran er ydmyget på slagmarken.”
Sikke noget vrøvl. Israel er ikke nået til nogen endestation, men står tværtimod stærkere end nogensinde, på vej imod nye højder. Intet respekteres mere i Mellemøsten end styrke. Og flere sunnimuslimske stater står i kø for at normalisere sit forhold til den jødiske stat. Ikke bare den vigtigste, Saudi-Arabien, men sågar også det nye jihadistiske regime i Syrien.
Israels mangeårige satstning på “rå militær magt” er årsagen til, at landet overhovedet eksisterer i dag. Det ville have været selvmord ikke at gøre det. Men når det er sagt, har Israel jo også – modsat Iran – satset på en masse andre ting, så som demokrati, et stærkt civilsamfund, en stærk, vidensbaseret økonomi og innovation i verdensklasse, samtidig med at man bliver ved med at videreudvikle samfundet, ligesom vi gør her i Skandinavien, med LGBT-rettigheder, økologi, bæredygtighed og hele pivetøjet.
Så sammenligningen mellem Israel og Iran kunne ikke være mere skæv. Alene lederens overskrift om Israel og Iran som “to druknende” er helt i hegnet. Om Politiken kan lide det eller ej, er Israel ikke ved at drukne. Tværtimod ser det for tiden næsten ud som om, israelerne kan gå på vandet. Forskellen på de to landes situation kunne dårligt være større.
Hvis du gerne vil forstå Israels situation i Mellemøsten, er mit bedste råd derfor: Læs Politiken og vend så konklusionerne 180 grader på hovedet. Så har du et nogenlunde retvisende billede.
