Hvorfor giver DR taletid til ekspert uden styr på fakta?

Sådan så et boligkvarter i Tel Aviv ud efter missilangreb i søndags, 22. juni. (Foto: Flash90)
Hvorfor kan DR ikke gøre det bedre?

MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk

Her er hans seneste analyse af Ulrik Graff’s anklager mod Israel på DR:

Ulrik Graff, som er chefkonsulent i Center for Operativ Folkeret ved Forsvarsakademiet, er altid meget hurtigt ude med anklager imod Israel om at begå krigsforbrydelser. Også selvom der ikke findes skygge af evidens for påstandene. Måske netop derfor er han som ekspert flittigt brugt af Danmarks Radio for tiden.

Da Israel i 2024 begik det måske mest præcise angreb i verdenshistorien i form af personsøger-angrebet på Hizbollahs krigere i Libanon, konstaterede Ulrik Graff prompte, at der var tale om en krigsforbrydelse. Hans vurdering var baseret på den antagelse, at halvdelen af de dræbte var civile. Det sidste fandtes der dog ikke nogen som helst dokumentation for. Tværtimod tydede alt på, at antallet af civile ofre var endog meget lavt. Men trivialiteter som faktiske forhold interesserer ikke Ulrik Graff.

(Det skal i parantes bemærkes, at angrebet, på grund af dets helt afgørende betydning for krigens udfald, formodentlig havde været lovligt, også selvom halvdelen af ofrene havde været civile).

Nu har Israel iværksat en bombekampagne imod Irans atomvåbenprogram, som jo helt åbenlyst truer selve Israels eksistens. Og søreme om ikke Ulrik Graff allerede på aktionens første dag var at finde på Danmarks Radios liveblog med den sædvanlige anklage:

“Israels angreb mod Iran er en ulovlig aggression.

Det vurderer Ulrik Graff, der er chefkonsulent i Center for Operativ folkeret ved Forsvarsakademiet.

– Der er en hjørnesten i den regelbaserede verdensorden og i folkeretten, at stater ikke må anvende magt og angribe andre stater udover i selvforsvar eller på baggrund af en resolution fra FN’s sikkerhedsråd.

– I det her tilfælde vurderer jeg ikke, at der er tale om selvforsvar, lyder det fra Ulrik Graff.”

Det er selvfølgelig noget værre vrøvl. For der er naturligvis i dén grad tale om selvforsvar. I dette tilfælde er selv de fleste europæiske ledere, der ellers ofte er på nakken af Israel, enige i det spørgsmål. Som EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtrykte det forleden:

“I denne kontekst har Israel ret til at forsvare sig selv. Iran er den primære kilde til ustabilitet i regionen.”

Iran har da også for længst erklæret Israel krig ved at omringe den jødiske stat med terrorgrupper, som gennem årtier igen og igen har angrebet israelske civile med raketter, droner og selvmordsbomber. For ikke at tale om iranernes egne to missilangreb på Israel i det forgangne år.

Sideløbende har det islamiske regime i Tehran åbent truet den jødiske stat med udslettelse, mens det samtidig har arbejdet indædt på at udvikle de atomvåben, som kunne gøre truslen til virkelighed.

Jeg har kontaktet Danmarks Radio og foreslået, at man spørger Ulrik Graff, hvorvidt Irans aktuelle bombardement af israelske byer som Tel Aviv, Bat Yam, Petach Tikva og arabiske Tamra i det nordlige Israel med ballistiske missiler mon er lovligt i henhold til folkeretten. Det bliver spændende at høre ekspertens vurdering.

Læs mere om Ulrik Graff her.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs 15.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem