MIFF har tidligere bragt kommentarer fra Hadassah Laura (Heidi Laura), der er dansk forfatter, redaktør og er Ph.d. udannet på Københavns Universitet.
Her er hendes seneste kommentar på substack.com om de vestlige mediers mangelfulde dækning af krigen mod Hamas i Gaza:
Under hospitalet
Attentatet mod Mohammad Sinwars underjordiske tilholdssted viser endnu engang, at Hamas lægger deres kommandocentraler tæt på hospitaler. Vil pressen til sidst også forstå det?
Tirsdag den 13. maj blev området omkring European Hospital i Khan Younis ramt af en serie såkaldte bunker busters – bomber, som er særligt designet til at trænge dybt ned i jorden. Den israelske hær udtalte kort efter, at angrebet havde været rettet mod den nuværende militære kommandør for Hamas i Gaza, Mohammad Sinwar – bror til Yahyah Sinwar – som havde sin kommandocentral i et tunnelsystem tæt ved hospitalet.
En stor del af pressedækningen fulgte helt forudsigeligt den velafprøvede form: ”Israel angriber hospital”.
Sky News havde sågar sat deres særlige Data and Forensic team på opgaven, og de konkluderede, at der slet ikke havde været nogen tunneller og citerede Hamas’ famøse sundhedsministerium for de sædvanlige påstande om ”hungersnød” og ”de fleste dræbte er kvinder og børn”. Artiklen er dog værd at se nærmere på i kraft af de mange gode filmklip! Man ser helt tydeligt røgsøjler stige op fra et forbundet underjordisk system.
Det særlige Data and Forensic teams benægtelse af tunnellerne viste sig at være en pinlig fadæse, efter saudiske medier søndag den 18. maj rapporterede, at Mohammad Sinwar og mindst 10 andre højtstående Hamas-officerer var blevet elimineret ved angrebet. Andre arabiske medier bekræftede allerede torsdag, at Mohammad Sinwar havde opholdt sig i et ældre tunnelsystem, som blev bombet under krigen i 2014, men siden er repareret.
Det store antal dræbte officerer viser, at der ganske rigtigt var tale om en kommandocentral – helt efter det faste mønster placeret ved et hospital, så Hamas dels kan trække på hospitalets ressourcer, dels kan opnå propagandaeffekten ved et israelsk ”angreb på hospital”. Det forekommer efterhånden idiotisk, at en del af pressen benægter det. Men angsten for at tabe ansigt trumfer jagten på sandheden?
Den israelske hærs første udmelding var fejlbehæftet. Mens man omtalte aktionen mod Sinwar, udpegede man af uransalige grunde et forkert område på kortet – ikke European Hospital, men en skole lidt syd for området. Det blev meget hurtigt korrigeret af faktatjekkere og OSINT-folk (open source intelligence). Tilsyneladende er skolen ikke ramt. Parkeringspladsen ses lige syd for hospitalet på kortet herunder, mens den omtalte skole ligger syd-øst for parkeringspladsen, under et park-agtigt område.
Fotos taget kort efter bombningen viser tydeligt, at jorden slog sprækker på parkeringspladsen ved hospitalets akutmodtagelse – et oplagt tegn på, at underjordiske strukturer var styrtet sammen.
Et presset Hamas
Hamas’ topledelse i Gaza er reduceret til en skygge af sig selv. 12 ud af 17 topfigurer er væk. Selvom visse enheder af Hamas på forskellige lokaliteter kan fungere decentralt, er Hamas’ militære del normalt topstyret. Præcis ligesom pager-aktionen den 17. september 2024 lammede Hezbollah i Libanon ved at ramme det meste af toplaget på én gang, er også dette et lammende slag mod Hamas i Gaza.
Aktionen var utvivlsomt netop tænkt som et sådant indledende hårdt slag, efter at Israel nu optrapper krigen markant med den nye ”Operation Gideons stridsvogn”. På de sociale medier raser Gazas befolkning samtidig over Hamas.
Militært pres virker på Hamas. Denne krig kunne have været meget kortere, hvis den israelske hær fra starten havde brugt sin fulde styrke mod Hamas, mens man samtidig rykkede de civile til velforsynede humanitære zoner. I stedet har man oppefra ført en valen, langsom krig, der uundgåeligt fører til både flere dræbte civile og flere dræbte israelske soldater. En bitter lektion for fremtiden.