Jonathan Sacerdoti er en britisk journalist og kommentator, der ofte bruges af internationale nyhedskanaler som Fox News, BBC, Sky News, GB News, Talk TV, Channel 4, i24news, Daily Telegraph, Daily Mail, Daily Express, The Spectator og Jewish Chronicle. Derudover har han været hovedbidragsyder på flere af Fox Nations biografiske dokumentarfilm, eksempelvis om Benjamin Netanyahu og kong Charles III. Jonathan har mere end 15 års erfaring med at rapportere om Israel og Mellemøsten. Derudover har han også været korrespondent for den israelske nyhedskanal i24news.
Søn af Holocaust-overlevende, Jonathan brænder for kampen mod antisemitisme og racisme. Han har været med til at stifte og lede Storbritanniens førende velgørenhedsorganisation, der kæmper mod antisemitisme. Han har også været fungerende trustee for Simon Wiesenthal Center UK og været en del af teamet, der var med til at redde verdens ældste jødiske avis fra konkurs.
Her er hans stærke argumenter i The Spectator for, hvorfor Israel og det jødiske folk mere end nogensinde har brug for vores støtte:
I weekenden blev jeg vækket midt om natten af raket alarmer i Israel. Mens missilerne fra Yemen blev affyret mod os, løb jeg og israelere på tværs af religion, etnicitet, køn og alder ned i beskyttelsesrummet. Terroristerne, der angriber verdens eneste jødiske stat, skelner ikke – de angriber alle.
Langt fra alle israelere har let adgang til beskyttelsesrum, israelere der ikke har et beskyttelsesrum i deres bolig, må løbe ned i de offentlige beskyttelsesrum. Her møder de deres naboer i pyjamas og badehåndklæder. Israelere, der fanges af raket alarmer på gaden eller mens de sidder bag rattet, må banke på hos fremmede for at komme i sikkerhed fra de livstruende angreb.
Terroristerne ser alle israelere som legitime mål, mens vi ventede på at missilangrebene blev stoppet af Israels missilforsvarssystem, kiggede jeg omkring mig og så israelere på tværs af religiøse, etniske, politiske og sociale skel forenet i instinktet for at overleve og beskytte hinanden, skriver Jonathan.
Verdens tavshed er larmende, mens jeg stod der og betraktede israelernes håndtering af missilangrebene, slog det mig, at verden kunne lære noget, fred er så skrøbelig, mens solidaritet er en styrke. Det moralske imperativ om, at vi som mennesker må stå op for hinanden – ikke kun når det gælder truslen mod vores liv, men især når andre mennesker trues, bliver alt for ofte forsømt.
Eksplosiv antisemitisme i kølvandet på massakren mod Israel, den 7. oktober 2023 stormede flere tusind terrorister med Hamas i spidsen ind over grænsen fra Hamas-kontrolleret Gaza, og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, gravide, syge, handicappede, Holocaust-overlevende, ældre og mænd. Massakren, der blev Live-streamet af terroristerne, var den værste mod jøder siden Holocaust. Mens babyer blev kidnappet og slagtet, kvinder blev voldtaget, israelere og udenlandske statsborgere blev brændt levende og hele familier blev udslettet, var verden tavs og solidariteten med ofrene udeblev. I stedet for at stå op for ofrene, reagerede verden med tvetydige bemærkninger, benægtelse og endda direkte fjendtlighed rettet mod ofrene. Den globale antisemitismen er ikke eksploderet på trods af massakren, med derimod som en reaktion på massakren.
For få dage siden blev en rabbiner overfaldet i Frankrig. I Wales blev en jødisk mand kidnappet og udsat for fysiske overgreb. En britisk kloakarbejder blev fyret efter han kontaktede Hamas-terrorister mens han var på arbejde. På britiske hospitaler udsættes jødiske patienter- og personale for chikane. I skolerne chikaneres jødiske børn og alle jøder navigerer i et miljø, hvor de bliver mistænkeliggjort, udelukket og hadet hænger over dem som en tung sky. BBC (svarende til DR), fodrer briterne med Israel-had og fremstiller verdens eneste jødiske stat som en blodtørstig aggressor. Samtidigt fjerner BBC konteksten fra sin dækning og præsenterer et desinficeret portræt af palæstinensiske ofre, mens jødehad i ekstremistiske arabiske bevægelser hvidvaskes.
Først angreb de mit folk, så angreb de jøderne, fortalte Simon Aban Deng til magasinet Tablet i januar. Simon er en kristen mand fra Sydsudan. Som barn blev han kidnappet af arabiske tropper og holdt fanget som slave. Siden massakren mod Israel, har han vist sin stærke støtte til Israel og det jødiske folk. Hver søndag demonstrerer han i New York for de glemte gidsler i Gaza. For nylig var han i Israel med en gruppe af sine landsmænd for at gå fra Tel Aviv til Jerusalem i solidaritet med Israel. Simon er et rørende eksempel på, at der stadig er dem, der ikke har mistet deres medmenneskelighed.
I Storbritannien har akademiker i samarbejde med ganske almindelige briter udarbejdet oktober-erklæringen i kampen mod antisemitisk vold. Britiske Mark Birbeck har igangsat ‘Our Fight’-kampagnen i forsøget på at skabe en platform i solidaritet med jøderne, der udsættes for massiv forfølgelse. Niyak Ghorbani, der flygtede fra Iran og nu lever i Storbritannien, ser i dag hvordan de vestlige samfund bliver hængende i deres tornerosesøvn, mens undertrykkende ideologier tager over.
Simon, Mark, Niyark og alle de andre, der tør stå op for Israel og det jødiske folk er helte! Desværre er de undtagelserne i et hav af had og en verden, der har mistet sit moralske kompas, understreger Jonathan.
Det handler ikke om politik, det handler om moral. Når børn, kvinder, ældre og mænd kidnappes, lynches og tortureres, er spørgsmålet ikke ‘hvad din holdning er til konflikten’, men ‘hvad er din holdning til menneskeheden?’
Min far overlevede takket være andres mod, jeg tænker ofte på Holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem og ‘Righteous Among the Nations’ – hædren der gives til dem, der risikerede livet for at redde jøder under Holocaust. Min far overlevede takket være modige mennesker. Jeg voksede op med den arv, ikke som en abstrakt historie, men som et personligt ansvar. De modige mennesker er blevet min ledestjerne. Jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg ville gøre det samme? Ville jeg gå imod strømmen, hvis truslen ikke var rettet mod mig? For mig er spørgsmålet ikke hypotetisk.
Hvor var de modige mennesker i Gaza? Det gør ondt helt inde i min grundvold, at INGEN i Gaza stod op for massakre-ofrene eller gidslerne. Eli Sharabi overlevede 491 dages vold, tortur og sult i Gaza uden at vide, at terroristerne havde myrdet hans kone og børn under massakren. For nylig sagde Eli i FN’s Sikkerhedsråd: – Selvom folk i Gaza så os lide, var der ingen der hjalp os. Alle i Gaza deltog i massakren mod Israel.
Hvorfor er verden tavs? Verden over ser vi folk gå på gaden i anti-israelske demonstrationer. På universiteter hyldes terroristerne og i tv-studierne og redaktionslokalerne gentages anti-israelke slogans, der hælder mere benzin på bålet. Som jøder står vi alene i en verden, der forlod os i vores nød uden støtte eller beskyttelse.
Vi må alle kigge indad og spørge os selv om vi gør nok? Står vi op for dem, der har brug for vores hjælp? Hvor er arven fra de modige mennesker, der reddede min far? Vi har alle pligt til at gøre mere. Hvilken verden giver vi videre til vores børn og børnebørn? Skal de leve i en verden, hvor de forfulgte efterlades alene og hvor vi tier frem for at sige sandheden? Er vi ved at opbygge en verden, hvor kun de færreste tør stå op for retfærdighed?
For nylig gav Jonathan interview til Dr. Phil, der også står op for Israel.
Se interviewet her:
