Jonatan Mizrahi-Werner er dansk jøde og Ph.d.-studerende i sociologi.
Den 15. august bragte Information hans debatindlæg om eksplosiv antisemitisme i Danmark, der bringes nedenfor:
Som herboende jøde skal der snart meget til at få mig til at spærre øjnene op, men med Isam B’s kronik her i avisen lykkedes det. Her kunne jeg læse, hvordan »opgøret med antisemitisme starter hos jøderne selv.«
Det budskab skal vi altså tage til os i en sommer, hvor en 12-årig fransk pige blev gruppevoldtaget, fordi hun var jøde, og en klummeskribent fantaserede om at »stikke en skarp kniv i halsen på hver en jøde«, han mødte – for at nævne to ud af mange mulige eksempler.
Ved nærmere eftertanke kan kronikken dog også læses som en gave i forklædning. For den udstiller ufrivilligt meget af den racisme, man kan støde på i den danske debat, men ofte går under radaren, når den rammer jøder. Det er en skam, for mener vi det alvorligt med at bekæmpe racismen her i Danmark, må vi lige så helt og fuldt sætte ind imod dens antisemitiske varianter. Lad mig give fem eksempler:
Bevidst had og ubevidst bias
- Antisemitisme er bevidst had.
Isam B skriver, at »det er afgjort ikke fjendtlige holdninger til jødernes eksistens, jeg og mange andre nærer«. Herved må man forstå, at man kun kan være antisemitisk, hvis man aktivt hader jøder. Og da Isam B bedyrer ikke at have noget imod min »eksistens«, kan hans ytringer ikke være antisemitiske.
Ifølge samme logik vil der ikke være problemer med diskrimination i Danmark, til trods for at 84 procent af alle med etnisk minoritetsbaggrund angiver at opleve det. For det er nok de færreste danskere, der aktivt ser sig selv som »nærende fjendtlige holdninger« til bestemte minoriteters »eksistens«. Til gengæld kender forskningen utallige eksempler på ubevidste bias og fordomsfulde handlinger mod minoriteter, der kan begås af selv velmenende mennesker. Det gør bare ikke handlingerne mindre racistiske – uanset hvilken minoritet der er tale om.
- ’Jeg har jo jødiske venner’.
Isam B nævner yderligere, at han »plejer venskabsbånd« med en jøde. Underforstået: Den, der har en jødisk ven, kan ikke være antisemit. På den anden side af Atlanten kalder man dét argument for, ’men nogle af mine bedste venner er sorte’-forsvaret. Det er ikke en gyldig logisk slutning. Og jeg er ret sikker på, at Isam B selv ville have skudt argumentet retmæssigt til jorden, havde andre anvendt det om sorte eller muslimer – som langt de flest af os forhåbentlig havde gjort det.
Jøder fratages definitionsret
- Jøder har ikke ret til at definere antisemitisme.
Isam B skriver også, at »hvor antisemitisme engang omfattede ualmindeligt fjendtlige holdninger til jøder (…) ynder pro-israelske aktører at fordreje antisemitismebegrebet« til også at omfatte berettiget Israel-kritik. Det er der bestemt eksempler på. Alligevel er udsagnet problematisk. For i praksis fjerner Isam B jøders ret til selv at vurdere og diskutere, hvad der er antisemitisk.
Som 15 antizionistiske jøder viste i et indlæg her i avisen, er der sjældent enighed om, hvor grænsen går mellem Israel-kritik og antisemitisme. Uanset dette indebærer Isam B’s påstand en voldsom delegitimering af alle os, der faktisk oplever antisemitisme. Vi står indiskutabelt i den største bølge af antisemitisme siden Anden Verdenskrig. I Danmark registrerede man en stigning på 1.244 procent i antallet af antisemitiske hændelser i 2023 sammenlignet med 2022. I Tyskland og England var stigningerne på 83 procent og 247 procent.
Her er ikke tale om ’proisraelske’ aktører, der forsøger at delegitimere kritik – men om jøder, der må leve med frygten inde på livet.
Læseren kan forestille sig ramaskriget, hvis nogen påstod, at kvinders hårrejsende #MeToo-beretninger ’i virkeligheden’ ikke handlede om at påpege seksuelle overgreb, men at de blot brugte deres beretninger til at fremme en skjult dagsorden.
- Jøder er magtfulde.
Isam B spiller også an på den miskrediterede og fortærskede påstand om, at jøder skulle være særligt udspekuleret magtfulde. Han skriver om »lyssky lobbyarbejde, som zionister – ej at forveksle med jøder – udøver«, og nævner også foreningerne Dansk Zionistforbund (DZF) og Forum for Dialog om Israel, som han kalder »magtfulde organisationer«. Men DZF har ifølge Wikipedia cirka 200 medlemmer, og Forum for Dialog om Israel består ifølge deres hjemmeside mest af formand Jonatan Møller Soussa og hans private facebookprofil.
Uklart er det, hvad præcis det lyssky arbejde skulle bestå i, for Isam B uddyber det ikke. Uklart er det også, hvordan han ser jøder og zionister som forskellige, for hele præmissen for Isam B’s indlæg er jo netop, at jøder som sådan ikke har gjort op med zionismen – og derfor ’fortjener’ de eller må i al fald forvente antisemitisme.
Genbrug af konspirationstese
Hvad der til gengæld brillerer i sin klarhed, er genbruget af tropen om lyssky jødisk magt. Samme påstand stod også at læse i et debatindlæg i avisen her, hvor skribenten mente, at »jøder har en enorm magt i Danmark«. Den politiske vinkel er underordnet og udskiftelig: I Sovjetunionen var vi kapitalister, og i 1950’ernes USA kommunister. Senest under de modbydelige racistiske optøjer i England er vi blevet beskyldt for at stå i ledtog med ultranationalisterne, men samtidig også i ledtog med immigranterne i et forsøg på at undergrave samfundet. Fælles for de konspiratoriske forestillinger er tanken om fordækt og stor jødisk magt.
Jeg gætter på, at mange Information-læsere blev stødt af Frederik Vads påstand om muslimsk infiltration af den danske stat – jeg håber, det samme gør sig gældende for påstanden om jøders ’lyssky’ magt.
- Victim blaming.
Mest problematisk er Isam B’s påstand om, at vi jøder selv bærer skylden for det had, der rammer os. Han skriver: »Hvis jøderne ligeledes ønsker at sende antisemitismen på retræte, så må de også (…) tage et reelt opgør med den israelske besættelsesmagt og den dertilhørende zionistiske ideologi.«
Med andre ord: Det er ikke længere jødehaderne, der er skyld i jødehadet, men jøderne selv. I sin essens er dette ikke anderledes, end da Pia Kjærsgaard affejede muslimers klager om diskrimination med, at hvis de havde så svært ved at finde job, kunne de bare skifte navn fra Muhammed og Zeinab til Mads og Zenia. Den underliggende logik i begge argumenter er, at det er minoriteters egen skyld, hvis de diskrimineres – og altså ikke dem, der udøver diskriminationen. At de 15 antizionistiske jøder tilsyneladende køber præmissen med deres støtte til Isam B, ændrer ikke den underliggende logik.
Mens antisemitisme som de øvrige former for racisme har sin egen særlige historie og virkemåde, er der meget lidt ved mine fem punkter, som er unikke. Jeg har bevidst undgået at inkludere eksempler, hvor Israel-kritik efter min mening kammer over i antisemitisme – den såkaldte nye antisemitisme, for jeg ved, det er til løbende diskussion, også blandt herboende jøder, som de 15 antizionistiske jøders indlæg viser. Tilbage står fem typer diskrimination og forsvar herfor, som minoriteter verden over udsættes for. Her er antisemitisme ikke anderledes end anden racisme.
Men hvor debattører som Isam B og andre på den antiracistiske venstrefløj er hurtige til at udpege og slå ned på racisme mod andre grupper, lader det samme ikke til at være tilfældet, når racismen tager form af antisemitisme. Det er forstemmende, for som jeg har vist, findes der megen antisemitisme, som ikke er væsensforskellig fra anden racisme. Alligevel oplever jeg, at antisemitismen i den offentlige debat i stort omfang kan gå ubemærket hen – endda til det punkt, hvor selv Information finder på at bringe en kronik med hele fem forskellige eksempler på gammelkendt racisme. Nu blot rettet mod jøder.
