Årtiets tale i Folketinget fra en sand Israel-ven, for få dage siden skrev MIFF: – I årtiets tale mindede den færøske politiker Folketinget om, hvorfor Israel har brug for vores støtte. Sjúrður Skaale (JF) har repræsenteret Færøerne i Folketinget siden 2011. Skaale er en mand der lyttes til når han taler og han er kendt for at kalde en spade for en spade. Derfor nyder han stor respekt blandt sine politiske kollegaer. Skaale er tidligere stand up-komiker og skuespiller. Derfor forstår han også at holde fast i tilhørernes opmærksomhed.
Under sin eminente tale sagde Skaale om antisemitisme, antizionisme og Israel: – Vi er ikke antisemitter – vi er bare antizionister, siger Hamas i sit sminkede charter fra 2017. Det samme lyder i Europas gader. Vi har ikke noget imod jøderne – de skal bare ikke have den stat. Det er zionismen, vi bekæmper.
Alle ved, hvad jødernes skæbne bliver i Mellemøsten den dag, de ikke har den stat. De vil være en skildpadde uden skjold.
Siden Sjúrður Skaale blæste Folketingets medlemmer bagover med sin eminente tale, er der kommet flere kommentarer fra politikere og andre – de fleste af dem har rost Skaale til skyerne. Nu melder Nikolaj Bøgh, der er konservativ folketingskandidat i Københavns Storkreds og rådmand på Frederiksberg, sig på banen i Jyllands-Posten.
Her er hans kommentarer på Skaales tale:
Det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale har med rette fået stor anerkendelse for sin meget fine tale om Israel og Gaza under Folketingets afslutningsdebat.
Talen var et retorisk mesterstykke, men holdningerne i den burde alle fornuftige mennesker kunne skrive under på, og Sjúrður Skaale har da også selv givet udtryk for, at de for ham at se er ret banale.
I talen sagde han, at uden Israel ville jøderne være som en skildpadde uden sit skjold, og at israelerne kun kan overleve ved at slå hårdt ned på angreb. Og at de nu befinder sig i en konflikt med en skrupelløs fjende, der bevidst bruger civile som skjold, og hvis propagandamaskine blot får mere og mere vind i sejlene, jo flere palæstinensere der dræbes.
Det var Hamas, der begyndte krigen, og intet kan forsvare mord på uskyldige civile, på hele familier, på unge mennesker til en musikfestival, tortur, voldtægter og fuldkommen bestialske lemlæstelser. Det var Hamas, der angreb og myrdede jøderne, fordi de var jøder.
Desværre er debatten blevet så betændt, at mange politikere hellere vælger at tie, selvom de egentlig er helt enige med Sjúrður Skaale og meget gerne roser ham for hans tale. Vi har set fremtrædende folketingsmedlemmer, der åbent siger, at de ikke vil deltage i Palæstinadebatten, fordi den er for hysterisk og aggressiv. Fordi de ikke vil modtage trusler og blive svinet til for at støtte folkemord og barnemord.
Det er rystende, at vi er kommet dertil, at det er så opsigtsvækkende, at en politiker siger sandheden om Israel. At “From the River to the Sea”, slagordet, der kræver Israels udslettelse, uimodsagt gjalder i gaderne i Europas hovedstæder. At der tales om global intifada, selv blandt studerende på Københavns Universitet, selvom intifadaen var terror, der kostede masser af uskyldige jøder livet.
Det kræver konstant modsigelse, og derfor har vi ikke brug for politikere, der putter sig og ikke tør sige tingene, som de er. Så det er dejligt at vi har Sjúrður Skaale, men vi burde have mange flere som ham.
Se årtiets tale i Folketinget her: