Her til morgen meddelte IDF, at de jordiske rester af Yehuda Katz, der faldt i Libanon i 1982, blev fundet i nat, skriver Jerusalem Post.
Eftersøgningerne i Libanon, der var baseret på efterretninger, var hemmelige. Mossad og IDF havde indsamlet efterretningerne over flere år.
Yehuda blev erklæret savnet den 11. juni 1982 efter slaget ved Sultan Yacoub i Libanon, sammen med to andre soldater: Zachary Baumel og Zvi Feldman.
I 2019 blev de jordiske rester af Zachary fundet med Ruslands hjælp.
I 2025 kom Zvi hjem efter en hemmelig Mossad-operation for at finde hans jordiske rester.
Flere års efterretningsarbejde
Ifølge IDF kom de afgørende oplysninger, der førte til operationen, først frem i lyset i de seneste måneder.
I skrivende stund kan IDF ikke med flere detaljer om det præcise sted, hvor Yehuda blev fundet – hans familie har fået besked om, at han endelig kan komme hjem og blive begravet i Israel.
Takket være analyser af de jordiske rester kunne man med sikkerhed fastslå at det var Yehuda.
I et interview med KAN Reshet Bet i 2024 fortalte hans søster, at syriske styrker havde erobret Yehudas kampvogn og kommandør. Kommandørens jordiske rester blev begravet på en jødisk gravplads i Damaskus, hvor de lå, til han kom hjem til Israel. Familien havde igennem flere år kæmpet for at finde ud af, hvad der var sket med hendes bror.
– Vi glemmer ikke vores soldater
Nyheden om at Yehuda endelig kan komme hjem og blive begravet i Israel, har vakt stor glæde og lettelse.
Intet andet land arbejder så hårdt og resolut for at få alle sine savnede soldater hjem, så de kan blive begravet i Israel. Hele Israel omfavner Yehudas familie, sagde finansminister Bezalel Smotrich.
Eli Ben Dahan, der er tidligere viceforsvarsminister og selv har kæmpet i slaget ved Sultan Yacoub, fortalte, at han fik gåsehud, da han hørte, at Yehuda var blevet fundet.
Han tilføjede: – Den enorme indsats for at redde den pansrede bataljon, der var havnet i et syrisk bagholdsangreb, er endelig slut. Ingen bliver efterladt.
Arye Deri, der er leder af partiet Shas, udtrykte også sin taknemmelighed over for IDF og efterretningstjenesterne for deres kæmpe indsats for at bringe Yehuda hjem. Han understregede også, at Israel aldrig opgiver eller glemmer sine savnede soldater.

Zechariah Baumel (tv), Zvi Feldman og Yehuda Katz var savnede i årtier, efter at de var blevet udsat for et bagholdsangreb i Libanon i 1982. Nu er deres jordiske rester blevet fundet og ført tilbage til Israel.







