Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

– Iransk trussel mod Israel fra Syrien er stigende

Israelsk NGO advarer i ny rapport om stigende iransk trussel mod Israel i Syrien. På billedet røgen fra havnen i Latakia, Syrien efter israelsk luftangreb, 9. december 2021. (Foto: SANA)
Siger forskningschef Maj. (res.) Tal Beeri fra den israelske NGO Alma Research and Education Center i ny rapport.

Iran forsøger fortsat at sætte sig stærkt i Syrien og er i gang med et ambitiøst program om at skabe en “civil forankring” i Damaskus’ sydlige udkant, som en del af en bredere strategi om at skabe et logistisk og militært knudepunkt, advarer den israelske NGO Alma Research and Education Center med fokus på sikkerhed.

Ultimo september publicerede NGO’en en rapport om hvad der foregår i området omkring Sayyidah Zaynab-helligdommen syd for Damaskus. I rapporten beskrives aktiviteten som “et episcenter med en voksende shiitisk base med relationer til Iran.” I rapporten lægges der især vægt på særlige demografiske ændringer i området, skriver Jewish News Syndicate (JNS).

NGO’ens forskningschef Maj. (res.) Tal Beeri udtaler til JNS, at Irans tidligere manglende engagement i at forankre sig civilt i Syrien betød, at Israel kunne “slå græsplænen i Syrien” med luftangreb mod militære mål.

Beeri opfordrer nu Israel til at ændre strategi i Syrien til i stedet at “rive græsset op med rødderne,” ved at bruge midler som sanktioner og internationalt pres til at “udfordre den civile infrastruktur, som Iran bruger til at sætte sig på Syrien – især i det sydlige Syrien tæt på Israels grænse.

– Den civile forankring er roden til den iranske akse som giver dem en civil forklædning på en militær platform, forklarer Beeri.

Teherans mange aktiviteter ved Zaynab afspejler at område er blevet øremærket af Irans Revolutionsgarde (IRGC) som en nøglezone i den shiamuslimske korridor, der strækker sig fra Iran over Irak, Syrien og Libanon. Ifølge Beeri er korridorens “strategiske mål at eksportere revolutionen i Mellemøsten”.

– Zaynab fungerer som et logistisk anker- og mellemstation for våbenleverancer til Hizbollah i Libanon, tilføjer han.

Ved et luftangreb den 22. juli 2022, målrettet et våbenlager i Zaynab-regionen, bed Beeri mærke i at angrebet skete tæt på et iransk-bygget samfundscenter, bygget i 2021 af udviklingsfonden Jihad al-Bina.

USA’s udenrigsministerium har klassificeret Jihad al-Bina som en terrororganisation.

– Det er vores vurdering at angrebet var målrettet en forsendelse af elektroniske våbenkomponenter som skulle bruges af den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah til deres præcisionsmissilprojekt- og egenproduktion af UAV’er [ubemandede luftfartøjer]. Stedet som blev bombet var et midlertidigt opbevaringssted i civile områder i Sayyidah Zaynab. Området fungerede således som et menneskeligt skjold. Angrebet forhindrede Hizbollah i Libanon i at få fingrene i våbenkomponenterne, srkiver NGO’en i deres rapport.

Præcisionskomponenter til missiler kan hurtigt nå Hizbollah i Libanon fra Syrien.

– Vi ser en stigende tendens til at shiamuslimske familier flytter ind i området, fra samfund i det nordlige og sydlige Syrien. Tilflytterne er shiamuslimske militsmedlemmer og deres familier som Iran sender til Syrien fra eksempelvis Irak, Pakistan og Afghanistan, udtaler Beeri.

– De tager kontrol over territoriet ved Zaynab. Det ses med skilte, graffiti og eksplicitte beviser på, at lokale sunni-familier tvinges til at sælge deres ejendomme under markedsværdi og forlade dem.

Derudover har Iran igangsat shiamuslimsk “turisme” i Zaynab – en blanding af turister, IRGC-medlemmer og udenlandske militser, der bruger pilgrimsfærd som en undskyldning for at rejse til området.

Ifølge NGO’en er der siden primo ​​2022 ankommet omkring 125.000 iranere til Zaynab under dække af pilgrimsfærd: – Hvis du går rundt i Zaynab, vil du tro at du er i Teheran. Der er shiitiske militser, IRGC-folk, skilte på persisk og hoteller. Området er under fuldstændig iransk kontrol, understreger Beeri.

Irans mål i Zaynab er opsætning af et militært kommandohovedkvarter, våbenfaciliteter, shiitiske militsbaser, efterretningskontrolrum og anden militær infrastruktur.

Mange af kontrolrummene bemandes af Hizbollah-medlemmer, Irans Quds Force og shiitiske militsmedlemmer: – Der er også fængsler og afhøringsfaciliteter – en komplet militær infrastruktur til at understøtte den shiitiske korridor, forklarer Beeri

De militære faciliteter som Iran bygger ved Zaynab, ligger tæt på Damaskus internationale lufthavn. Dvs. at våbenleverancer fra Iran hurtigt kan losses og sendes til det sydlige Damaskus-område til opbevaring og videreforsendelse. Våben, der smugles ind via den iranske landkorridor til Syrien via Irak, kan også let fragtes til området.

Beeri understreger at iranske styrker ikke har planer om at forlade Syrien og tilføjer, at Iran rutinemæssigt omplacerer sine styrker i overensstemmelse med Israels handlinger: – De skifter hele tiden placering – det er ikke noget nyt. Ud fra hvad vi kan se, vokser Irans geografiske knudepunkt i Syrien og vil kun blive forstærket over tid. Hvor meget Iran forstærkes i Syrien kan diskuteres, men der er ingen tvivl om at de forstærkes, slutter Beeri.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem