«Indsatsen for at forhindre Iran i at blive atommakt er på sit laveste niveau nogensinde og ser ud til at mislykkes.» Lyder den dystre udmelding i Israels tidligere premierminister, forsvarsminister og forsvarschefs Ehud Barak artikel i Time. Han mener Iran vil nå tærsklen til at blive atomstat – dvs at de vil kunne berige tilstrækkelig uran og udvikle teknologi til at producere et aktivt atomsprænghoved, i løbet af sommeren.
– Iranerne vil fortsat skulle bruge 18-24 måneder at finpudse deres teknikk og få det hele sat ind i et atomsprænghoved på en raket. Alt det kan gøres i et lille laboratorium/værksted som er vanskeligt at overvøge og endnu svære at stoppe, skriver Barak. «Efter mere end 20 års forsøg, er Iran ved at krydse punktet hvorfra der ikke er en vej tilbage og Iran vil blive medlem af ‘atomklubben’.»
Ifølge Barak kan Israel og USA stadig ramme forskellige iranske atominstallationer med luftangreb og missiler, men “så snart Iran er en de-facto dørtærskel atomstat, vil den slags angreb ikke forsinke iranerne i at blive en atommagt”. Det kan snarere få iranerne til at skrue op for tempoet. Et luftangreb for tolv eller fire år siden kunne have forsinket iranerne betydeligt, men ikke nu, ifølge Barak.
«USA kan fortsat afskrække Iran fra at udvikle atomvåben med et diplomatisk ultimatum om at stoppe programmet, støttet af en troværdig trussel om omfattende krig – intet andet vil sikre et resultat. Jeg håber det fortsat er realistisk,» skriver Barak.
Et Iran med atomkapacitet vil forværre sikkerhedsbalancen betydeligt i Mellemøsten. Det vil sikre at ingen vil gribe ind overfor Iran, mens de selv kan bruge deres støttespillere i lande som Irak, Syrien, Libanon og Yemen til at sprede terror, kaos og oprør. Derudover vil lande som Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien føle sig tvunget til at få egne atomvåben – jo flere atomstater der er, jo større er risikoen for at atomvåben havner i hænderne på terrorgrupper.
Så hvad anbefaler Barak at der gøres?
USA, Israel og andre allierede lande må investere stort i efterretning, for at forhindre at man ikke går glip af vigtig udvikling i Irans atomprogram. Der må forberedes hårde sanktioner og militære planer som kan iværksættes hvis iranerne vælger at bryde ud og starter produktion af atomsprænghoveder.
«Israel skal udstyres for at kunne gennemføre et angreb alene mod atomprogrammet, hvis begge regeringer [Washington og Jerusalem] er overbevist om at det er absolut nødvendig. Den mindste partner skal have kapaciteten fordi iranernes reelle udbrud sandsynligvis vil komme når USA er optaget med en krise et andet sted, eksempelvis i Venezuela, Syd-Kina-havet, Taiwan, Ukraine eller et præsidentskifte,» skriver Barak.
Tyrkiet, Egypten, Saudi-Arabien og andre i regionen skal være overbevist om at de er beskyttet mod Iran og derfor ikke behøver at blive atommagter.
Barak afslutter således: «Ayatollaherne vil ikke kontrollere Iran i al evighed. Som regel kollapser den salgs revolutioner (se eksempelvis på den kommunistiske revolution). Irans ekstremt unge samfund vil nå det punkt i løbet af de næste to årtier. Det iranske folk er et stort folk og en stor civilation fra historiens start. For blot 45 år siden var de Israels bedste venner i regionen. Vi må stå fast og stoppe den iransk islamiske republik. Forhåbentlig tidligere end senere, vil de kollapse og et nyt kapitel kan starte. Lad os arbejde sammen mod det.»
