Europas nye “München”: Iran

Irans terrorkampagne er ikke kun rettet mod Vestens demokratiske allierede i Mellemøsten, men også mod Europa selv. I valget mellem grådighed og værdier nærmer Europa sig en eksistentiel korsvej med Iran. Europa både undergraver sin egen troværdighed og opgiver sine principper.

Mogherini i et ømt øjeblik sammen med Rouhani i Teheran den 28. juli 2015. (Billedkilde: EPA/Handout fra Irans præsidentkontor)
Mogherini i et ømt øjeblik sammen med Rouhani i Teheran den 28. juli 2015. (Billedkilde: EPA/Handout fra Irans præsidentkontor)
Dit medlemskab muliggør, at MIFF kan gøre meget mere for at afsløre løgn og dæmonisering, bringe sidste nyt om Israel og give israelske perspektiver i Danmark. 
Bliv medlem af MIFF nu
  • I 1938 underskrev lederne af Frankrig og Storbritannien München-aftalen med Hitler og Mussolini. Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, roste aftalen for at bringe “fred i vor tid.” De svage og blinde europæiske regeringer stolede på den nazistiske ledelse, som allerede var i færd med at planlægge, ikke blot invasionen af deres naboer, men også Holocaust. Europas kortsigtede bestræbelse i vore dage på at føje Teheran for profittens skyld er simpelthen en tro kopi af dets overgivelse i 1938.
  • “Det iranske regime bruger næsten en milliard dollars om året alene på at støtte terrorisme”. — Nathan A. Sales, USA’s udenrigsministeriums koordinator for kontraterrorisme, 13. november 2018.
  • Irans terrorkampagne er ikke kun rettet mod Vestens demokratiske allierede i Mellemøsten, men også mod Europa selv.
  • I november 2018, få dage efter at Irans præsident Hassan Rouhani havde kaldt Israel for en “kræftsvulst i regionen,” og samtidig med at diverse nylige, iranske terrorplaner på europæisk jord blev efterforsket, mødtes iranske repræsentanter med EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, i Bruxelles for at drøfte et atomsamarbejde inden for rammerne af den ikke-underskrevne, illegitime “atomaftale”.

MIFF-DKs note: Måske når EU at vågne op før det er for sent? Danmarks Udenrigsminister, Anders Samuelsen, har lige tweetet: “Vigtig dag for den europæiske udenrigspolitik! EU indvilligede lige i at vedtage sanktioner mod en iransk efterretningstjeneste for sine planer om at begå snigmord på europæisk jord. Stærkt signal fra EU, at vi ikke vil acceptere sådan adfærd i Europa.”


I valget mellem grådighed og værdier nærmer Europa sig en eksistentiel korsvej med Iran. Europa både undergraver sin egen troværdighed og opgiver sine principper.

For vestlige regeringer er det normalt at forsvare sine forretningsinteresser. Men at forråde det iranske folk, som undertrykkes af sit eget regime; at ignorere Israels bekymring vedrørende Irans kun alt for reelle trusler om udslettelse; at tigge om et samtykke, der sætter Irans atomvåbenkapacitet i lyntempo, og at boykotte den amerikanske regerings bestræbelser på at holde det iranske styre ansvarligt for dets handlinger – dette er ikke normalt. Det er dødbringende.

Den iranske ledelse har længe opfordret til udslettelse af Israel – det land, som sammen med Saudi-Arabien vil være mest truet af en atombevæbnet og aggressivIslamisk Republik. I november kaldte Irans præsident, Hassan Rouhani, som af medierne er blevet hyldet som “moderat“, Israel for en “kræftsvulst i regionen.” Få måneder forinden havde Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, tweetet lignende bemærkninger:

“#Israel er en ondartet kræftsvulst i den vestasiatiske region, som skal fjernes og udslettes: dette er muligt og det vil ske.”

I begyndelsen af november affyrede Hamas, som er en af Irans terrorstedfortrædere, i hundredvis af raketter fra Gaza ind i det sydlige Israel. Brian Hook, amerikansk, ledende, politisk rådgiver for udenrigsministeren og særlig repræsentant vedrørende Iran, forklarede:

“Iran har ydet materiel støtte til Taliban i hvert fald siden 2007. Samme type raketter har tidligere været brugt af Hamas… vi opfordrer alle nationer, og især den Europæiske Union, til at fjerne alle missilgodkendelser via den Europæiske Union, så vi kan begynde at få styr på risikoen for en regional konflikt gennem missilspredning”.

Den Europæiske Unions (EU’s) forsøg på at bestikke Irans ledere til at overholde de internationale standarder er virkningsløst. Irans terrorkampagne er ikke kun rettet mod Vestens demokratiske allierede i Mellemøsten, men også mod Europa selv. I juni måned forpurrede Frankrig, takket være Israel, et iransk terrorkomplotnær Paris, rettet mod en begivenhed i National Council of Resistance in Iran, en begivenhed, hvori hundredvis af rangspersoner fra Europa, Nordamerika og andre steder i verden deltog. I Holland blev en politisk aktivist, som demonstrerede for en selvstændig arabisk stat i Irans Ahwaz-region, skudt og dræbt i november 2017. I oktober 2018 arresterede dansk politi en norsk-iraner med dobbelt statsborgerskab for at planlægge henrettelse af iranske dissidenter bosiddende i Danmark. I kølvandet på det forpurrede komplot kom Wall Street Journal med denne kommentar:

“Selv mens iranske angrebsgrupper slår deres forretninger op over hele kontinentet, udviser den Europæiske Union en grundlæggende mangel på seriøsitet vedrørende et land, som ikke interesserer sig for forskellene på bomber, raketter og henrettelser.”

Europa har tilsyneladende en kort hukommelse. I 1980’erne og 1990’erne var iranske aktører engageret i henrettelser rettet mod oppositionspersoner i Frankrig, Sverige, Schweiz og Tyskland. I 1997 konkluderede en tysk domstol, at folk fra Irans “politiske ledelses” øverste lag havde bestilt drabene på eksiliranske systemkritikere på Mykonos-restauranten i Berlin. Den iranske shahs sidste premierminister, Shahpour Bakhtiar, blev fundet stukket ihjel ved sit hjem uden for Paris. Hamid Abutalebi, en højt rangeret diplomat, der har arbejdet som iransk ambassadør i Australien, EU, Belgien og Italien, blev beskyldt for at have overvåget henrettelsen i 1993 af den iranske systemkritiker Mohammad Hossein Naghdi i Rom. Mens USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, beskyldte Iran for at udføre “henrettelsesoperationer” i Europa, havde Teheran blot genoptaget en dødbringende og effektiv terrorkampagne.

Den seneste iranske terrorbølge i Europa begyndte i 2012 med et dødbringende bombeangreb på en israelsk tourgruppe i Bulgarien, hvor fem turister blev dræbt. Hizbollah, Irans libanesiske terrorstedfortræder, var impliceret i bombningen, og Israel beskyldte Iran for at have bestilt angrebet. En førende amerikansk embedsmand afslørede, at terrorcellens instruktioner var givet Hizbollah af Iran.

Nathan A. Sales, det amerikanske udenrigsministeriums koordinator for kontraterrorisme, afslørede for nylig omfanget af den totale sum penge, som Iran bruger til at finansiere terrorisme:

“Dette kan måske synes vanskeligt at tro på, men Iran forsyner alene Hizbollah med godt 700 millioner dollars om året. Det giver andre 100 millioner dollars til forskellige palæstinensiske terrorgrupper. Når man tilføjer de penge, der bliver givet til andre terrorister, ligger den totale sum tæt ved en milliard dollars… Lad os lige standse op og tænke over det, for det tåler en gentagelse: Det iranske regime bruger næsten en milliard dollars om året udelukkende på at støtte terrorisme”.

Hvordan forklarer man Europas tavshed og svaghed over for denne terrortrussel?

Ifølge den britiske regering udgjorde EU’s handel med Iran i 2016 omkring 8 milliarder dollars og forventes at være “firedoblet i 2018“. Iran handlede ikke-olieprodukter til en værdi af 1,15 milliarder dollars med Storbritannien i året frem til 20. marts 2018 – 154% mere end året før. Den britiske regering lovede også at udvide sine forretningsforbindelser til Iran. Frankrigs handel med Iran oplevede en svimlende stigning på 112% i løbet af januar-oktober 2017, sammenlignet med samme periode året før. I 2017 øgedes handelen mellem Tyskland og Iran med 17%. Europa ønsker sig en bid af Irans økonomi; det tigger om den.

Få dage efter Rouhanis “kræfttale” om Israel, og mens alle disse iranske terrorkomplotter på europæisk jord allerede var under efterforskning, mødtes iranske repræsentanter med ledende embedsmænd fra EU i Bruxelles for at drøfte et atomsamarbejde inden for rammerne af en ikke-underskrevet, illegitim “atomaftale“. Efter samtalerne sagde EU’s chef for udenrigsforhold, Federica Mogherini: “De udtrykte ligeledes deres opsathed på at bevare atomaftalen, i respekt for internationale aftaler og en kernesøjle for europæisk og regional sikkerhed”. Iran takkede Europa for at have taget “praktiske skridt” til en sikring af aftalen. Forud for mødet med iranerne sagde EU’s energikommissær, Arias Canete, at aftalen er “afgørende for Europas, regionens og hele verdens sikkerhed.” Desværre er det modsatte også tilfældet: at føje Iran er katastrofalt for sikkerheden i Europa og Mellemøsten.

Europas forsøg på at formilde Iran er baseret på svaghed og grådighed.

Den gensidige EU-handel med Iran steg fra 13,7 milliarder euro i 2016 til 21 milliarder euro i 2017. Det er sandsynligvis grunden til, at EU, siden september, har haft planer om at skabe et finansielt selskab med det “særlige formål” at forpurre den amerikanske præsident, Donald Trumps nye sanktioner mod Iran og hjælpe Teheran til fortsat at kunne sælge olie i EU.

Wall Street Journal har rapporteret, at Frankrig og Tyskland nu fører an i bestræbelserne for at omgå de iranske sanktioner. Journalisten Benjamin Weinthal skrev for nylig:

“Tyskland eksporterede for 3,42 milliarder dollars varer til Iran i 2017. Økonomiske analytikere udtalte kort efter indgåelsen af atomaftalen i 2015, at den tysk-iranske handel snart ville overstige 10 milliarder dollars årligt. Tæt på 120 tyske firmaer opererer inde i den Islamiske Republik, og 10.000 tyske firmaer handler med Iran.”

Det bør bemærkes, at den tyske regering ikke blot afviste de amerikanske sanktioner, men tillige, som et middel til at “fremme tysk handel med Iran”, yder statslige kreditgarantier til tyske firmaer, som gør forretninger med den Islamiske Republik. Siden 2016 har den tyske regering tilført tyske firmaer næsten en milliard euro i eksportkreditgarantier “for at beskytte deres forretninger med Iran mod markedets store risici.” Og trods de amerikanske sanktioner er Europa stadig en afgørende destination for Irans nationale transportsystemer. En uge efter at USA havde påført landet sine nye sanktioner, herunder forbud mod dets nationale luftfart, fløj Iran Air til Paris, London og Hamborg.

Europas blindhed over for det iranske regimes karakter fik Italiens parlament til at åbne sine døre for en delegation fra Institut for Politiske og Internationale Studier, hjemmehørende i Teheran. Dette er den samme organisation, som i 2006 arrangerede en modbydelig konference til benægtelse af Holocaust. “Israel har en destruktiv rolle i vores region. Israel er et land, som har besat Palæstina og med krigen ønsker at fastholde sin eksistens. Israel er et falsum,” udtalte den iranske diplomat Alireza Bigdeli til det italienske parlaments udenrigskomité. En større europæisk magt handler ikke blot ulovligt med iransk olie – den hvidvasker også Irans antisemitiske propaganda.

Ifølge den britiske klummeskribent Melanie Phillips:

“Europæernes iver efter at fortsætte handelen med Iran er afskyelig. USA har opført Iran som en af verdens største sponsorer af terrorisme. Regimet har befundet sig i en tilstand af selverklæret krig imod Vesten, lige siden det kom til magten i 1979. Det benægter regelmæssigt Holocaust og gentager sine intentioner om at slette Israel fra landkortet… Så det burde simpelthen være i strid med al samvittighed at handle med Iran. Alligevel bøjer europæerne sig i støvet for fortsat at kunne gøre det”.

Tysklands tidligere udenrigsminister Sigmar Gabriel rejste for nylig til Teheran med en tysk økonomidelegation. Ifølge avisen Bild mødte Gabriel parlamentsformand Ali Larijani (som har kaldt eksistensen af Holocaust for et “åbent spørgsmål“) og Hossein Amir-Abdollahian, som varetager Irans støtte til diverse terrorgrupper i Mellemøsten. Den nye tyske udenrigsminister, Heiko Maas, sagde for nylig, at der er “stærk enighed” med Iran om at minimere virkningerne af de amerikanske sanktioner.

Det er således ud til, at Europa har valgt Iran frem for sine egne værdier og den transatlantiske alliance. Josef Schuster, formanden for Tyske Jøders Centralråd, fordømte Tysklands hykleri:

“Det forekommer paradoksalt, at Tyskland — som et land, der siges at have lært af sin rædselsvækkende fortid, og som har forpligtet sig intenst til at bekæmpe antisemitismen — er en af de stærkeste økonomiske partnere til et regime, som utilsløret benægter Holocaust og overtræder menneskerettighederne på daglig basis”.

Et Europa, hvor antisemitismen ifølge en ny CNN-meningsmåling igen breder sig voldsomt, ser ingen problemer i at smigre og føje et land som Iran, der regelmæssigt opfordrer til udslettelse af de israelske jøder og benægter Holocaust.

EU’s grådighed bliver til tider pinlig, som da EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, iført hijab poserede for selfies i Irans parlament. Eller da Sveriges handelsminister, Ann Linde, stod i spidsen for en delegation fra hendes eget land til Iran, og alle delegationens kvinder bar hovedtørklæde. Da iranerne gik på gaden for at demonstrere imod deres eget regime, var Mogherini, ifølge Bloombergs Eli Lake, “tavs om den folkelige opstand i Iran.”

“Hun ventede i seks dage, før hun sagde noget om demonstrationerne dér. Da hun endelig gjorde det, var det med en blanding af smiger og neutralitet. ‘I overensstemmelse med den åbne og respektfulde ånd, som ligger ved roden til vort forhold,’ sagde hun, ‘forventer vi, at alle de berørte afstår fra vold og sikrer ytringsfriheden'”.

Det var et udsøgt eksempel på moralsk nærsynethed.

I 1938 underskrev lederne af Frankrig og Storbritannien München-aftalen med Hitler og Mussolini. Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, roste aftalen for at bringe “fred i vor tid.” De svage og blinde europæiske regeringer stolede på den nazistiske ledelse, som allerede var i færd med at planlægge, ikke bare invasionen af deres naboer, men tillige Holocaust. I stedet for at føre til fred, førte Europas føjelighed til verdenskrig og Hitlers overtagelse af det meste af Europa. I 2018 spillede Europas ledere igen hasard med sikkerheden for deres egne borgere såvel som for deres allierede i Mellemøsten, i særlig grad Israel. Europas kortsigtede bestræbelse i vore dage på at føje Teheran for profittens skyld er simpelthen en tro kopi af dets overgivelse i 1938.

 

Kilder og noter
Giulio Meotti, kulturredaktør ved Il Foglio, italiensk journalist og forfatter..
Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute den 3. januar 2019. Europe’s New “Munich”: Iran. Oversat til dansk af Mette Thomsen og udgivet den 6. januar 2019. Genoptrykt med tilladelse fra Gatestone Institute.
Seneste artikler af Giulio Meotti