En israelsk soldat blev dræbt tidligt tirsdag morgen under en anholdelsesaktion nord på Vestbredden, oplyser det israelske militær. Soldaten blev angiveligt ramt i hovedet af en stor sten kastet fra en bygning, skriver Times of Israel.
Soldaten, sergeant Amit Ben-Yigal var medlem af Golani-bataljonen som foretog fire arrestationer i landsbyen Yabed, vest for Jenin. Da soldaterne var på vej ud af landsbyen til fods efter arrestationerne, begyndte en gruppe på omkring ti palæstinensiske unge at kaste sten på dem.
Det israelske forsvar oplyser at stenen som dræbte Ben-Yigal, sandsynligvis blev kastet fra taget af et af husene i udkanten af landsbyen, en landsby hvor der ofte er sammenstød mellem lokale indbyggere og israelske soldater.
-Stenen ramte soldaten direkte i hovedet. Han havde hjelm på, men stenen ramte ham skråt, siger Hidai Zilberman, talsmand for det israelske forsvar.

Soldaten modtog medicinsk behandling på stedet, før han blev transporteret til Rambam Medical Center i Haifa, hvor han blev erklæret død. Ben-Yigal er fra byen Ramat Gan og er den første israelske soldat dræbt i kamp i 2020.
Den afdøde soldats familie fortæller at Amit var deres eneste søn og derfor skulle han have særlig tilladelse til at aftjene sin militærtjeneste i en kampenhed.
Han kom fra et zionistisk hjem. Han elskede det israelske folk og han elskede Israel, fortæller hans far Baruch Ben-Yigal som er knust over tabet af sin søn.
Ingen er blevet arresteret endnu for drabet, men både forsvarsminister Naftali Bennett og premierminister Benjamin Netanyahu lover terroristen vil blive fanget.