Det israelske forsvar (IDF) oplevede det laveste dødstal nogensinde i 2019, med 27 soldater erklæret “dræbt i tjeneste”, ifølge tal fra mandskabafdelingen i IDF. Til sammenligning døde der 43 israelske soldater året før.
-Antallet af faldne soldater i 2019 var det laveste siden grundlæggelsen af IDF, fortalte Michel Yanko, leder af direktoratet, i et møde med journalister.
En af de 27 faldne var sergeant Zachary Baumel, en amerikansk-israelsk soldat som blev dræbt under den første Libanon-krig i 1982. Årsagen er at han officielt blev registreret som “savnet i kamp”, indtil hans jordiske rester blev returneret til Israel i 2019. Først da blev han tilføjet statistikken over faldne soldater.
Oversigten over antallet af faldne inkluderer reservister, officerer, værnepligtige og rekrutter. På trods af det laveste antal siden IDF’s oprettelse, siger Yanko at de fortsat arbejder på at reducere tallet yderligere, skriver Times of Israel.
Det var også årtiets laveste antal alvorligt sårede i 2019, med 35 soldater alvorligt såret. Til sammenligning blev 41 alvorligt såret året før.
Den største dødsårsag for soldater i 2019 var selvmord, med mindst tolv soldater der tog deres eget liv. Yanko siger at IDF arbejder aktivt for at reducere antallet af selvmord, blandt andet ved bedre adgang til psykologhjælp.
Den næst mest almindelige dødsårsag sidste år var trafikulykker, som krævede fem soldaters liv. Andre blev dræbt i træningsulykker, påkørsler og sygdom.