Der er kommet informationer om at Amnesty International den 1. februar vil udgive en over 200 siders rapport hvori Israel blandt andet anklages for apartheid. Amnesty International ser ikke kun Israels sikkerhedstiltag de seneste år som apartheid, men selve den jødiske statsdannelse. «Dette apartheid-system har sin opringelse i etableringen af Israel i maj 1948,» står der i rapportens sammendrag. «Amnesty International konkluderer med at staten Israel ser på og behandler palæstinenserne som en mindreværdig ikke-jødisk racegruppe,» skriver Amnesty i deres konklusion.
Amnesty gør det tydeligt at de støtter palæstinensiske krav som vil betyde at verdens eneste jødiske stat forsvinder. De kræver at Israel «anerkender palæstinensiske flygtninge og deres efterkommers ret til at vende tilbage til de hjem som de eller deres familier en gang boede i, i Israel eller OPT [Amnestys forkortelse for hvad de kalder for «de okkuperede palæstinensiske områder»]».
Udover at søtte Israels ødeleggelse, eller som et direkte resultat af ønsket, anbefaler Amnesty også at indføre våbenembargo af Israel og rejse international tiltale mod israelske ledere for «apartheid». De palæstinensiske myndigheder advares om at deres sikkerhetssamarbejde med Israel bidrager til at opretholde apartheid.
Amnesty-rapporten er antisemitisk
Lior Hayat som er talsmand for Israels udenrigsministerium, siger Amnestys rapport er «en samling løgne» som «nægter staten Israels ret til at bestå som det jødiske folks nationale stat».
– Det her er dobbeltstandard, at dæmonisere Israel for at delegitimere staten Israels eksistens. Det er komponenterne bag moderne antisemitisme, siger han til The Telegraph.
– Vi har ikke andet valg end at sige, at at hele rapporten er antisemitisk, tilføjer han.
Bidrog Norge til apartheid?
«Amnestys rapport twister, vender og drejer folkeretten, israelsk politik og fakta på jorden,» skriver NGO Monitor i deres analyse af Amnesty-rapporten. Amnesty fremstiller det som værende en at Israel har indført love og praksiser som sikre statens jødiske identitet. Også loven som giver jøder fra hele verden mulighed for at israelsk statsborgerskab fremstilles som en forbrydelse (Hok Hashvut) – det til trods for at den slags love er forankret i folkeretten og praktiseres af flere nationalstater (inkl. lande som Irland, Spanien og Tyskland).
I 1990’erne bidrog norske diplomater til Oslo-processen, hvor flere aftaler mellem Israel og PLO belv indgået. Aftalerne tilrettelagde etableringen af de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Ifølge Amnestys analyse var også Oslo-aftalerne et apartheid værktøj. Det viser blot hvor langt organisation er villig til at gå i deres dæmonisering af Israel.
Kritik af Amnestys metode
NGO Monitor skriver at «Amnestys metode er ugennemsigtig og ikke i henhold til internationalt anerkendte standarder for indsamling af fakta». Rapportens forfattere opgives ikke og eksperter er ikke blevet konsulteret. Amnesty skriver at de har interviewet 56 personer fra de aktuelle områder, men opgiver ikke deres navne.
Amnesty skriver at de «har dokumenteret forbrydelser udført af de palæstinensiske myndigheder eller væbnede grupper mod palæstinensere og israelere», men siger at «det ikke er fokus i denne rapport». Ved at udelade hvad de har fundet af beviser for palæstinensiske forbrydelser, får dem som læser Amnestys rapport ikke den nødvendige baggrund for at forstå mange af de israelske tiltag som Amnesty fordømmer i rapporten.
