UNRWA er FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (og deres efterkommere) i Jordan, Libanon, Syrien, Vestbredden og Gazastriben.
Flere israelske medier, herunder Jerusalem Post og Times of Israel, henviser til en artikel, der blev offentliggjort tidligt i dag på Al Jazeeras engelsksprogede hjemmeside. Artiklen er skrevet af Ian Williams. Han er journalist, forfatter og FN-korrespondent for det anti-israelske nyhedsmagasin Washington Report on Middle East Affairs.
I begyndelsen af juni modtog Williams en kopi af en fortrolig rapport skrevet af UNRWAs etikafdeling. Rapporten indeholder stærk kritik af forholdene i UNRWAs øverste ledelse. Kopien kom fra en navngivet kilde med nære forbindelser til UNRWA.
Williams blev kontaktet fordi UNRWA-personale var bekymrede over, at rapporten, der blev sendt til FNs generalsekretær Antonio Guterres i december sidste år, ville blive henlagt og således ikke ændre på noget.
Generalsekretærens talsmand Stephane Dujarric har bekræftet over for Al Jazeera, at FNs kontor for internt tilsyn (OIOS) havde indledt en efterforskning.
Med oplysninger fra snesevis af tidligere og nuværende medarbejdere nævner rapporten på 10 sider troværdig og verificeret information om, at medlemmer af den “inderste kerne” i UNRWAs øverste ledelse har “misbrugt magt for egen vindings skyld”, undertrykt juridisk uenighed og i øvrigt kun bekymret sig om at nå personlige mål. ”
Ifølge etikafdelingen består “den inderste kerne” af generalkommissær Pierre Krähenbühl, vicekommissær Sandra Mitchell, stabschef Hakam Shahwan og seniorrådgiver for kommissær-general Maria Mohammadi.
Al Jazeera skriver at Shahwan forlod UNRWA i begyndelsen af juli, mens Mitchell trak sig fra stillingen i slutningen af juli.
Rapporten retter et særligt fokus på Pierre Krähenbühl (53), som blev ansat i marts 2014. I rapporten beskyldes han for at samle magt, udnytte sin position til at forfremme medarbejdere og forsømme sin rolle til fordel for omfattende rejser rundt om i verden. Seniorrådgiver Maria Mohammadi skulle efter sigende have rejst rundt med Krähenbühl, og deres forhold menes at have været mere end professionelt.
Rapporten konkluderer, at disse personers påståede adfærd udgør “en enorm risiko for FN’s omdømme”, og at deres “øjeblikkelige afskedigelse bør overvejes nøje.”
Krähenbühl sagde i en kommentar, at han var klar over, at der var sendt en rapport til FNs hovedkvarter, men at han ikke kunne kommentere den, så længe efterforskningen var i gang.
Du kan læse mere om UNRWA her.