Racismen og den religiøse intolerance, som nærer konflikterne i den arabiske verden, er ikke ny for jøderne. De har været udsat for diskrimination som dhimmi’er under Islam i 1400 år, og det var den same intolerance, som drev næsten alle af dem ud af den arabiske verden efter 1948.
Det faktum, at jøderne ikke kunne leve i fred og sikkerhed i de arabiske lande, gør det kun retfærdigt, at de blev tildelt Israel som deres eget nationale hjemland. Selvom de fleste jødiske samfund har levet i eksil i al fald siden år 70, har landet Israel og Jerusalem i 2000 år været fælles grundlag for jøder i hele verden. Alligevel deklarerer den arabiske verden dens ”absolutte og kategoriske fornægtelse af anerkendelsen af Israel som en jødisk stat” helt op til idag.
Den endnu større tragedie er, at de prominente styrker i Europa har den samme holdning.
Palestinensernes europæiske venner sætter intens pres på Israel (inklusive trusler om og brug af boykot) for at tillade millioner af efterkommere af palestinensiske flygtninge fra 1948 at “komme tilbage” – ikke til Vestbredden og Gaza – men til Israel inden den ”grønne linje”, der blev aftalt under våbenstilstanden i 1949. De ved udmærket, hvilken effekt denne politik har; faktisk er det selve grunden til, at de presser på. ”Retten til retur” vil ødelægge den fundamentale jødiske karakter i Israel.
De fremmer stærkt Palestina som den 22. arabiske stat, og den 57. muslimske stat, men de har problemer med at acceptere, at der er en eneste jødisk stat i verden. De ignorerer det faktum, at flere jøder blev flygtninge fra arabiske lande end arabere, som flygtede under deres krig mod den jødiske stat I 1947-1949. De synes ikke at vide, at de fleste jøder har en baggrund fra muslimsk dominerede områder. Det lader til at ignorere de kristne flygtninges skæbne fra (for eksempel) Syrien og Irak – specielt i det seneste årti. Og hvis de resterende jøder i arabiske lande ikke havde fundet et sikkert asyl i den jødiske stat efter 1948, skulle vi muligvis tilføje flere hundrede tusinde jøder til de millioner af tilskadekomne i de interne krige og etniske udrensninger i Mellemøsten i løbet af de seneste årtier.
Hvad er budskabet, som den islamistiske verden hører?
1. Muslimer kan tvinge enhver, som nægter at overgive sig, til at flygte – specielt jøder.
2. Ikke-muslimer kan ikke tillades at skære endog et lille område ud til deres beskyttelse og uafhængighed, hvis dette betyder forflyttelse af muslimer.
Venner af Israel bør udnytte enhver mulighed for at minde verden om disse fakta.
MIFFs oplevelse (i al fald i Norge!) er, at forståelse for Israels sag øges dramatisk, når folk undervises om jødisk historie i den arabiske verden, og specielt, hvordan de måtte flygte efter 1948. Forståelse øges endnu mere, når folk kan se paralleller til, hvor dårligt minoriteter behandles i mange arabiske og muslimske lande.
Inspireret af denne viden har nogle mennesker i vestlige demokratier som Norge og Danmark lært at anerkende det jødiske folks behov for at kunne forsvare sig selv i deres eget land. Hvis denne viden og forståelse blev vidt spredt i den vestlige verden, ville der ikke blot være mindre de-legitimering af Israel, men også en meget stærkere platform til at gøre en forskel for de forfulgte minoriteter i Mellemøsten.
