En spørgeundersøgelse bestilt af Konferencen af europæiske rabbinere viser at 49% af israelerne er bange for at blive mødt med antisemitisme når de rejser på ferie i udlandet. 502 israelere har deltaget i undersøgelsen, som handlede om den øgede antisemitisme i Europa, skriver avisen Israel Hayom.
Undersøgelsen viste også at 71% af israelerne mener at europæiske jøder ikke er trygge i deres hjemland. Kun 29% mener europæiske jøder er trygge.
Næsten alle israelerne – hele 91% – mener europæiske jøder burde lave aliyah – emigrere til Israel. Kun 9% mener de europæiske jøder burde blive hvor de er. Lige så mange af de adspurgte – 91% – svarer at de antisemitiske hændelser i Europa er en sag som optager dem.
På spørgsmålet om den israelske regering gør nok for de europæiske jøder svarede kun 22% at de mener Jerusalem gør nok. 48% mente at europæiske jøder til en vis grad fik hjælp mens 30% mente at der ikke blev gjort nok.
– De antisemitiske hændelser i hele Europa er utålelige og en smertefuld påmindelse om de mørke hændelser i forrige århundre. De angriber Europas frihed og værdier, siger Pinchas Goldschmidt, præsidenten i Konferencen for europæiske rabbinere og overrabbiner i Moskva, som håber jødernes situation i Europa får opmærksomhed i den israelske valgkamp.
– Jeg opfordrer den israelske regering og kandidaterne som er på valg til at konsolidere en bred strategi for at komme op med en handlingsplan.