Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Naser Khader: Normalisering i Mellemøsten er historisk – danske mediers tavshed er larmende

Tirsdag 15. september underskrev Israels premierminister Benjamin Netanyahu en aftale om normalisering af forholdet med Emiraterne, repræsenteret ved udenrigsminister Abdullah bin Zayed Al Nahyan, og Bahrain, repræsenteret ved udenrigsminister Khalid bin Ahmed Al Khalifa. Donald Trump underskrev på vegne af USA som støttespiller af aftalen. (Foto: Skærmdump)

Naser Khader har palæstinensisk-syrisk baggrund, han kom til Danmark som 11-årig. Khader er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, derudover er han formand for Forsvarsudvalget og medlem af Beskæftigelsesudvalget, Retsudvalget og Udenrigsudvalget. MIFF har tidligere bragt Khaders kommentarer i Kristeligt Dagblad, efter internationale undersøgelser af de palæstinensiske myndigheders (PA) skolepensum, viste at de blandt andet opildner børn til at blive selvmordsbombere, ofre deres liv for jihad og tage israelere med sig i døden – læs mere her. PA får hvert år flere mio. kroner i dansk bistand.

Ifølge reason.dk er de “Det totalt uafhængige magasin om dansk og international politik – skrevet af eksperter, journalister og politikere. På nettet siden 2002 og i 2007 lanceret som et trykt blad, der i dag udkommer 4 gange om året og forhandles i kiosker over hele landet. I 2019 har antallet af betalende abonnenter sat rekord. Enhver artikel er alene udtryk for skribentens holdninger.”

Her er Khaders kommentarer på reason.dk om de internationale og danske mediers manglende dækning af de historiske Abrahamaftaler som Israel indgik med Emiraterne og Bahrain samt Israels normaliseringsaftale med Sudan.
Læs MIFF’s artikler om Abrahamaftalerne her, læs MIFF’s artikler om Israels normaliseringsaftale med Sudan her.

Abraham-aftalerne, som med Trumps hjælp er blevet indgået mellem Israel og hhv. UAE, Bahrain og senest Sudan i fredags, har gjort det umulige muligt: De sikrer fred mellem Israel og den sunni-arabiske verden. Når Trumps udbrud på Twitter en dag er glemt, er jeg sikker på, at alle vil være i stand til at anerkende, at han fortjener Nobels fredspris for bedriften.

De historiske gennembrud i Mellemøsten fortsætter. USA’s præsident Donald Trump annoncerede i weekenden endnu en aftale mellem Israel og et arabisk land. Denne gang er det Sudan. Du har sikkert ikke hørt om det, fordi det ikke passer ind i hverken danske eller udenlandske mediers kampagne for at få tidligere vicepræsident Joe Biden valgt som USA’s næste præsident.

Men Sudan følger altså nu efter to andre arabiske lande, de Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, og normaliserer forholdet til Israel. Samtidig har Trump fjernet Sudan fra den amerikanske liste over lande, der støtter terrorisme. Landet kan nu igen modtage økonomisk bistand og investeringer. Alle andre end Trump ville derfor også have været et oplagt bud på en modtager af Nobels fredspris, men når end ikke pressen vil skrive om aftalerne, vil Den Norske Nobelkomite næppe følge op med en fredspris.

Indtil sidste måned havde kun to arabiske nationer – Egypten og Jordan – officielt anerkendt Israel. De to lande, der grænser op til Israel, underskrev fredsaftaler i henholdsvis 1979 og 1994. Det var henholdsvis præsident Jimmy Carter og præsident Bill Clinton, der stod bag de to aftaler. Dengang kan jeg love jer for, at pressen ikke var for gode til at understrege den historiske betydning af aftalerne. Utallige forsøg på at mægle i Mellemøsten er blevet gjort i de efterfølgende 25 år. Spalte op og spalte ned er blevet skrevet.

Alligevel var der ikke plads til andet end et par noter, da Trump i sidste måned præsenterede de første to aftaler mellem Israel og Bahrain og de Forenede Arabiske Emirater. De såkaldte Abraham-aftaler med Bahrain og Emiraterne, og nu også Sudan, er ganske enkelt historiske. Selv den venstreorienterede Trump-hader, Thomas Friedman, kaldte de første aftaler for ”huge” i selveste New York Times.

Nu er Sudan også med, og der er flere gode nyheder, fordi Trump ved annonceringen af aftalen mellem Israel og Sudan lovede, at der er “mindst fem flere” arabiske stater, der ønsker en fredsaftale med Israel. Flere arabiske medier hævder endda, at den syriske diktator, Bashar al-Assad, også er begyndt at flirte med Israel.

Abraham-aftalerne, som de er blevet kaldt, viser, at det ikke er Israel, der står i vejen for en to-statsløsning, men snarere den palæstinensiske ledelse, der blokerer for forhandlingerne. Netanyahu står nemlig tilbage som den store sejrherre. Han har ikke kun åbnet op for investeringer og rejser rundt i regionen for israelerne, han har også vist, at han kan forhandle fred, som vi ikke har set det, siden premierminister Rabin og den senere præsident Peres indgik Oslo-aftalerne i 1994.

Derudover er aftalerne selvfølgelig en diplomatisk triumf på linje med land-for-fred aftalerne – eller Oslo-aftalerne, som endte med, at Rabin, Peres og den daværende palæstinensiske leder Yassir Arafat fik Nobels fredspris i 1994. Chefforhandlerne og ambassadørerne fra USA, Israel og de arabiske lande, der indtil videre er med i Abraham-aftalerne, gjorde det umulige muligt: sikrede fred mellem Israel og den sunni-arabiske verden.

Det voksende antal sunni-arabiske lande, der nu står i kø for at normalisere forholdet til Israel, er blevet fordømt af palæstinenserne. De ser det som et forræderi mod deres sag, som ikke bare er en to-statsløsning med Øst-Jerusalem som hovedstad, men en tilbagetrækning fra de territorier, som Israel besatte under krigen i 1967.

Præsidenten for de palæstinensiske myndigheder (PA), Mahmoud Abbas, sagde, at han afviste den nye aftale med Sudan og tilføjede, at ingen havde ret til at tale på palæstinensernes vegne. Hamas, der kontrollerer Gaza, sagde yderligere, at det var en “politisk synd”.

De store tabere er uden tvivl det palæstinensiske folk, som står tilbage med en flok autoritære ledere, der ikke forstår, at piben har fået en anden lyd i Mellemøsten under Trump, hvor alle er trætte af krig og urealistiske krav fra palæstinenserne. Man kan næsten genbruge det gamle citat, som Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov sagde til sin østtyske kollega Erich Honecker: “Den, der kommer for sent til historien, bliver straffet for livet.”

Det er svært præcist at svare på, hvorfor de sunni-arabiske stater er parate til at anerkende Israel efter 73 år, men en del af årsagen er Trump selv. De arabiske ledere stoler på ham, og han belærer dem ikke. Derudover er en ny generation af unge arabere begyndt at få indflydelse. Hvorfor skal en terrororganisation som Hamas (og dermed Iran), eller det korrupte styre under Abbas, have vetoret, om vi må handle med Israel, spørger især de unge arabere sig selv. De gider ikke krig og ufred, men vil handel og udvikling med USA og Israel. Det er det klare indtryk man får, hvis man følger Twitter i Golflandene.

En anden vigtig dimension er, at Trump med Abraham-aftalerne har skaffet USA nye allierede i kampen mod Kina. Dermed sender han et stærkt signal til kommunisterne i Beijing om at holde sig væk fra Mellemøsten.

Trump er Trump. Selv når han skal annoncere en historisk aftale, som vil sikre ham en plads i historiebøgerne, kan han ikke dy sig. “Tror du, at Sleepy Joe kunne have lavet denne aftale,” spurgte han Netanyahu, der helt mistede fatningen midt i glæden over aftalen med Sudan. “På en måde tror jeg det ikke” fastslog Trump. “Sleepy Joe” er Trumps øgenavn for Joe Biden. Efter lidt betænkningstid, fik Netanyahu fremstammet: “Hr. Præsident, en ting kan jeg i hvert fald fortælle dig; vi sætter pris på hjælp til fred fra enhver i Amerika.” (Kilde: Times of Israel)

Når Trumps udbrud på Twitter og de dumsmarte bemærkninger, der ikke er en præsident værdige, en dag er glemt, er jeg sikker på, at alle vil være i stand til at anerkende de historiske Abraham-aftaler. Jeg kan ikke understrege nok den værdi, som aftalerne har for Mellemøsten, og jeg forudser, at selv Saudi-Arabien er parate til at indgå en aftale med Israel, hvis Trump vinder præsidentvalget. Om det bliver på denne side af nytår eller når Kronprinsen bliver konge, tør jeg ikke spå om.

Andre har fået Nobels fredspris for mindre. Trumps forgænger, præsident Obama, fik den på forventet efterbevilling. Aftalerne burde udløse Nobels fredspris, men det sker ikke. Vi er tydeligvis ikke klar til at anerkende, at Trump kan noget, som ingen siden præsident Clinton har formået.

Og bare rolig: Abraham-aftalerne får heller ikke Trump genvalgt. Man vinder ikke et præsidentvalg på udenrigspolitiske sejre. Abraham-aftalerne er til gengæld en kæmpe sejr for verdensfreden.

Redigeret af Ole Wennekers Nielsen og chefredaktionen:
(https://www.raeson.dk/2020/naser-khader-vi-er-tydeligvis-ikke-klar-til-at-anerkende-at-trump-kan-noget-som-ingen-siden-praesident-clinton-har-formaet/)

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem