I en artikel, publiceret af Begin-Sadat Center for Strategic Studies den 23. juli, forsvarer professor Hillel Frisch den amerikanske regerings storstillede hjælpepakke til den palæstinensiske økonomi. Da der ikke er nogen fred, der venter i den nærmeste fremtid, er det ekstra nødvendigt, argumenterer han.
Hamas afviser virkelig fred med Israel af ideologiske grunde. Drømmen om et Palæstina “fra floden til havet” lever, og hvis den islamistiske gruppe begynder at gå på kompromis, mister de deres militære støtte fra Iran og økonomiske støtte fra Tyrkiet og Qatar.
De palæstinensiske myndigheder (PA), ledet af Mahmoud Abbas og Fatah, er muligvis endnu mindre interesseret i en fredsaftale. Det vil betyde afslutningen på israelske sikkerhedsoperationer i palæstinensiske byer. Disse operationer beskytter PA mod fjender som Hamas og Islamisk Jihad. “Hvis IDF tvinges til at trække sig tilbage for fredens skyld, vil PA og dens politiske elite blive truet med mareridt scenarier,” skriver Frisch. Hvis Israels sikkerhedskontrol forsvinder, kan palæstinenserne på Vestbredden risikere en borgerkrig mellem de forskellige klaner i området. I værste fald kan Hamas og Islamisk Jihad overtage.
Israelske vælgere tror heller ikke på fred i den nærmeste fremtid. De lærte lektien fra Oslo-processen. Selvom det blev kaldt en fredsproces, førte det kun til mere vold og terror. Hvis Hamas tager kontrol over Vestbredden, kan det betyde granatangreb på vigtige israelske transportveje og den internationale lufthavn.
“Det er dette fravær af reelle udsigter til fred, der gør Trumps økonomiske plan så nødvendig,” fortsætter Frisch. Han henviser til en 30-årig artikel af to politiske videnskabsfolk fra Columbia University. Alfred Stepan og Cindy Skach fandt, at i samfund, hvor bruttonationalproduktet pr. indbygger er 8.000 dollar (svarende til 16.000 dollar i dag) ikke er involveret i voldelige politiske handlinger, enten fordi de har for meget at tabe, eller fordi de er blevet vant til indkøbscentre med klimaanlæg eller begge dele.
Frisch går tilbage til efteråret 2000 for at understrege et punkt. I starten af den anden intifada var arabiske borgere i Israel involveret i oprøret i cirka ti dage, mens terrorbølgen fra Vestbredden og Gaza varede i mere end tre år. Enten følte de israelske arabere, at de havde for meget at tabe, eller de, som arabiske partiaktivister ofte klager over, tilbringer mere tid i indkøbscenteret end i demonstrationer. Israelske arabere har ikke været involveret i omfattende vold siden den gang.”
Frish konkluderer: ”At sørge for økonomisk velvære løser ikke dybe politiske konflikter, men det viser at meningsforskelle kan udtrykkes på mindre voldelige måder. Trumps plan kan redde både israelsk-jødiske og arabiske liv, så længe den ikke bliver efterfulgt af en fredsproces som bygger på falske forhåbninger. “
