Alf R. Jacobsen er prisbelønnet journalist og forfatter. Han har studeret litteraturvidenskab og sociologi ved Universitetet i Oslo og Universitetet i Bergen.
Jacobsen har været freelancejournalist og ansat som journalist i Finnmark Dagblad, Alle Menn, Klassekampen, Verdens Gang og Dagbladet. Han var redaktør af Økonomisk Rapport i perioden 1993–1995 og redaktør af NRKs program «Brennpunkt» fra 1995 til 2001.
Jacobsen er en af Norges fremmeste krimi- og dokumentarforfattere, og har skrevet omkring 40 bøger og filmmanuskripter. (Foto: Aschehoug)
Klik HER for at bestille bogen.
Av Alf R. Jacobsen
Den nye bog Det falske bildet av Israel, udgivet af organisationen Med Israel for fred (MIFF), er som et knytnæveslag mod medieverdenens selvbillede, udenrigsdækning og multikulturelle nonchalance. Alle, som tager sig tid til at læse hele værket, vil sidde rystet tilbage over fejl, ensidighed og direkte pro-arabisk propaganda. Ikke tilfældige og tilgivelige enkeltstående misforståelser under tidspres, men systematisk misinformation og Israel-hetz i reportage efter reportage, år efter år. Kritikken er ubestrideligt dokumenteret og fundamental og bør blive tvangslæsning ved alle fakulteter og skoler som underviser i journalistik og kommunikation. Den rammer særligt to institutioner, som begge lever med specielle krav til balance og ofte påkalder sig sine egne etiske standarder af høj kvalitet: det statsfinansierede NRK og avisernes pressebureau, NTB.
Forfatter Conrad Myrlands dræbende analyse viser at de to institutioners dækning af Israel og krigene i Mellemøsten har dæmoniseret Israel over lang tid og gjort det umuligt for folk uden specielle kundskaber at forstå hvad konflikten drejer sig om. De bærer derfor et tungt med-ansvar for spredning af antisemitiske holdninger i befolkningen.
På trods af at Israels fjender bruger uregelmæssige metoder, er Israel utroligt nok lykkedes med at holde dødstallet på et lavt niveau i sine krige. I 2002 blev der for eksempel dræbt 17 gange flere mennesker i krigen mellem tjetjenere og russere end mellem palæstinensere og israelere under intifadaens mest dødbringende år. To år senere blev der i Kongo dræbt dobbelt så mange per uge som i fire års kamp langs Israels grænser. Og for at flytte statistikken direkte til det norske regeringskvartal: I løbet af 10 år kan norske soldater i Afghanistan på ordre af skiftende regeringer have dræbt lige så mange (op mod 4.000) som Israels styrker dræbte i løbet af 16 år, fra 1987 til 2003 (3.900 soldater og civile).
Alligevel blev pressens ramaskrig næsten udelukkende rettet mod Israel, som blev anklaget for uhæmmet voldsbrug og brutalitet. Der blev pisket et had op mod Israel i Norge, noget som gjorde at fire ud af ti nordmænd faktisk troede at Israel behandlede palæstinenserne på samme måde som Nazi-Tyskland behandlede jøderne under Anden Verdenskrig.
Israels fjender er gode til manipulering og politisk krigsføring. Har journalisterne ude i marken og bag skrivebordene i Oslo overhovedet tænkt på at de er blevet ofre for bevist manipulering og fusk af smarte og kyniske agenter? Eller har nogen af dem selv påtaget sig påvirkningsrollen på vegne af kamuflerede arabiske terror-organisationer og deres antagelig velmenende støttespillere i Vesten?
Det bizarre er – som Myrland grundigt dokumenterer – at vestlige journalister og politikere fortsat nærmest systematisk lægger skylden på Israel, og særlig på bosættelserne på Vestbredden, til trods for at de fleste ved at forklaringen er en helt anden: de arabiske landes ønske om at vedligeholde flygtningesituationen som et led i den politiske krigsføring, og kravet om fuld ret til at vende retur for absolut alle, både de få nulevende genuine flygtninge fra krigen i 1948 og deres efterkommere.
Mens omkring 700.000 arabiske palæstinensere dels valgte at forlade krigszonen og dels blev drevet ud i kølvandet på kampene, ligger antallet med status som flygtninge i dag på mellem fem og otte millioner. Alle forhandlinger og alle kompromisforsøg efter 1993 er strandet fordi ingen arabisk eller palæstinensisk statsmand til nu har villet give afkald på den absolutte ret til at vende tilbage.
Det er en koncession Israel ikke kan give efter for af indlysende grunde. Hvis mellem fem og otte millioner palæstinensere principielt kan forlange plads indenfor Israels grænser, vil landets 6,7 millioner jøder (ud af ni millioner indbyggere, hvoraf to millioner er muslimer) blive et mindretal. Israel vil ikke længere være jødernes hjemland. Det vil være en ny muslimsk stat.
For Israel spiller det måske ikke en stor rolle om udviklingen i Norge fortsætter i negativ retning. Regeringen, udenrigsministeriet, de frivillige organisationer, dele af kirken og massemedierne har i årevis demonstreret en pro-palæstinensisk holdning og brugt milliarder på en politik som i praksis har holdt gang i konflikten – særligt gennem bevillinger til UNRWA, palæstinensernes egen flygtningeorganisation i FN-apparatet.
Med store dele af Mellemøsten i fattigdom, ruiner, kaos og den islamistiske fanatismes greb, er Israel i det store perspektiv Europas håb, det sidste levende demokrati ved den sydlige bred af Middelhavet. Med sin gamle og avanceret kultur, med sine fælles minder og fortællinger, med sin begavelse og kreativitet, med sin patriotisme og vilje til at leve oprejst er landet et eksempel: det nytter hvis man tror.
Modsat: vi med vores regering og presse synes ikke at se det store billede. Vi har konsekvent undergravet Israels lange og seje eksistenskamp. Følgerne kan blive yderst alvorlige. Hvis Israel falder, vil Europa være sårbart som aldrig før – under pres fra udemokratiske og totalitære kræfter som dukker op i stadig nye forklædninger. Kampen står om Israels evne til at overleve. Det er en kamp som gælder os alle. En sådan analyse stopper ikke kritik. Den gør kritikken mere levende og relevant.
