Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu meddelte tirsdag den 28. januar at han trækker sin begæring om immunitet mod retsforfølgelse tilbage i de tre sager hvor han er tiltalt for korruption, skriver avisen Ha’aretz.
Netanyahu sendte den 1. januar sin begæring om immunitet. Begæringen skulle drøftes i Knesset tirsdag, men nu er debatten aflyst efter begæringen er trukket tilbage. Det betyder også at rigsadvokaten når som helst kan sende tiltalen til domstolen i Jerusalem i stedet frem for at vente på en afgørelse om eventuel immunitet i parlamentet.
At Netanyahu nu trækker sin begæring om immunitet tilbage betyder også at han ikke kan søge immunitet i nogen af de tre sager ved en senere lejlighed.
Det var i november 2019 den israelske rigsadvokat anklagede Netanyahu for bestikkelse, svig og økonomisk utroskab. Netanyahu har afvist alle anklager og mener at han er genstand for en heksejagt. Han mener at politiets efterforskning er politisk motiveret og påvirket udefra.
Sag 1000 handler om påståede ulovlige gaver til Netanyahu og hans familie fra hans støttespillere. Det drejer sig om cigarer og champagne for flere hundred tusind shekel. Netanyahu afviser at der er sket noget ulovligt. Han mener også at værdien af gaverne er langt lavere end påstået.
Sag 2000 handler om en påstået aftale mellem Netanyahu og ejeren af en af Israels største aviser. Ifølge mistanken skulle premierministeren angiveligt have forsøgt at vedtage en lov der ville begrænse distributionen af avisens største konkurrent, til gengæld for at Netanyahu ville få en mere fordelagtig dækning i deres avis. Den israelske premierminister afviser også den anklage på det kraftigste.
Sag 4000 har mange ligheder. Netanyahu er tiltalt for bestikkelse og økonomisk utroskab. Rigsadvokaten mener at han har givet Bezeq – landets største telekommunikationsselskab kommercielle fordele mod løfter om positiv omtale i den Bezeq-ejede online avis Walla. Også dette afvises af Netanyahu.
Den israelske premierminister er i øjeblikket i Washington USA, hvor han har haft møder med den amerikanske præsident Donald Trump om Trump-administrationens fredsplan. Fredsplanen forventes offentliggjort snart.