Israel har tilbudt Tyrkiet at sende redningsmandskab efter jordskælv har ramt Tyrkiet og Syrien har kostet mindst 600 personer livet i Tyrkiet og såret flere tusind – dødstallet forventes at stige og mange er fortsat savnet i ruinerne, skriver Jerusalem Post og i24NEWS.
Forsvarsminister Yoav Gallant har allerede instruereret Israels forsvarshær (IDF) og forsvarsministeriet om at have redningsmandskab klar til at tage afsted med kort varsel.
Israels redningsmandskab har hjulpet med redningsarbejdet efter jordskælv og andre katastrofer i hele verden. I flere tilfælde var Israel det første land som sendte redningsmadskab afsted til katastrofeområder.
Udenrigsminister Eli Cohen er blandt dem som har sendt kondolancer til det tyrkiske folk: – På vegne af staten Israel vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse til det tyrkiske folk efter det forfærdelige jordskælv.
Også Israels præsident Isaac Herzog og andre har sendt deres kondolancer fra det officielle Israel.
On behalf of the Israeli people, I am deeply saddened by the enormous disaster that has befallen Türkiye following last night's earthquake. My condolences to President Erdoğan and the Turkish people for the loss of life and destruction of livelihoods.
— יצחק הרצוג Isaac Herzog (@Isaac_Herzog) February 6, 2023
Udover redningsmandskab fra Israels forsvarshær, er flere frivillige organisationer også ved at gøre klar til at hjælpe Tyrkiet.
Jordskælvet mellem Tyrkiet og Syrien kunne også mærkes i Israel, men menes ikke at have forårsaget skader. Alligevel er det en påmindelse om at faren for jordskælv er aktuel i området. Israel er tidligere blevet ramt af kraftige jordskælv og ifølge eksperter er det kun et spørgsmål om tid før det sker igen.
Israel ligger langs den geologisk aktive syrisk-afrikanske rift, en sprække i jordskorpen som går gennem Jordandalen. Den er en del af Riftdalen, som går fra det nordlige Syrien og helt ned til Mozambique. Beliggenheden langs riften betyder at området er udsat for jordskælv.
Det anslås at et større jordskælv i Israel vil koste 7000 døde og knap 150.000 sårede. Derudover vil 320.000 boliger blive skadet og 170.000 mennesker stå uden tag over hovedet. Israel gennemfører stadig øvelser for at være forberedt på større jordskælv.