En israelsk-arabisk mor i 30’erne og hendes 14-årige tvillinge døtre blev skudt i aftes i den blandede by Lod. Moren og den ene datter døde, mens den anden datter blev alvorligt såret.
Moren og hendes døtre blev skudt på klods hold mens de bar indkøb ud af deres bil. Israels politi har igangsat en efterforskning af drabene som lader til at være en del af en igangværende drabs- og voldsbølge der netop nu hærger Israels arabiske samfund, skriver Times of Israel.
Den ene tvillingedatter formåede at løbe fra stedet, men blev skudt i benet under sin flugt. Alt tyder på at hun blev reddet af at gerningsmandens våben låste sig.
Israels politi har en teori om at drabene skyldes stridigheder mellem kvindens mand og det kriminelle miljø. Det menes at drabene var en klar besked til ægtemanden som gemmer sig i udlandet. Drabet af kvinderne ses også som en eskalering i det kriminelle miljø, da der hidtil var en uskreven regel blandt de kriminelle om ikke at dræbe kvinder og børn ved interne stridigheder.
Dagen forinden blev den israelsk-arabiske journalist Nadal Ijbaria skudt og dræbt mens han kørte i sin bil i den arabiske by Umm al-Fahm i Nord-Israel. Ijbaria skrev om volden i det arabiske samfund og var igennem længere tid blevet udsat for dødstrusler.
Ifølge Abraham Initiatives, en gruppe med fokus på anti-voldskampagner i det arabiske samfund, er der i skrivende stund blevet dræbt mindst 75 arabere i Israel i 2022. 71 af de dræbte var israelske statsborgere.
De seneste år er over 100 israelske-arabere blevet dræbt i det arabiske samfund. Det til trods for at arabiske-israelere kun udgør 20% af Israels befolkning. Israel har optrappet kampen mod vold i det arabiske samfund og har rekruttteret over 1000 nye politimænd.