I forbindelse med markering af 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz som finder sted i Jerusalem den 23. januar 2020 giver Israels præsident, Reuven Rivlin i avisen Israel Hayom udtryk for Israels taknemlighed over at kongelige og verdensledere har takket ja til hans invitation:
-75 år efter befrielsen af Auschwitz-Birkenau – et af de mest skræmmende symboler på det mørkeste kapitel i menneskehedens historie samles kongelige og verdensledere i Jerusalem for at gentage den hellige ed – “Aldrig mere.”
Jeg er stolt af det vidunderlige land vi har skabt som vores sande venner fra hele verden er kommet til. De har taget imod min invitation og slutter sig til mig ved Yad Vashem. Det gør de med stor påskønnelse af staten Israel og deres ankomst er et modigt udtryk over for hele verden om at vi vil stå sammen for at bekæmpe antisemitisme i en tid, hvor den igen viser sit grimme ansigt.
Antallet af Holocaust-overlevende der lever blandt os svinder hurtigt og forvrængningen af Holocaust spreder sig. Det er prøvelsernes tid for menneskeheden – derfor er det afgørende at vi alle står sammen. Den store begivenhed som finder sted i disse dage er et bevis på, at verden forstår det og er villig til at bekæmpe antisemitisme og benægtelse af Holocaust.
Hukommelsen er hjørnestenen i det jødiske folks etos. Vi er ikke fortidens fanger, men overvejer snarere vores beslutninger mens vi husker fortiden og ser med håb mod fremtiden.
Det er den delte hukommelse der gør et folk til en nation, der former vores nationale karakter og viser os vejen. Derfor er vi forpligtet til at bevare mindet og give det videre til kommende generationer.
The Fifth World Holocaust Forum i Jerusalem er en historisk begivenhed hvor vi alle endnu en gang igen vil forpligte os til at bevare mindet om Holocaust og formidle dets arv til kommende generationer.
Det er med den dybeste påskønnelse at jeg byder de kongelige og verdenslederne der besøger Israels hovedstad velkommen. Med sig bringer de deres unikke stemme og nationale identitet. Sammen står vi skulder ved skulder i vores kamp mod antisemitisme i alle dens former. Vi må alle være urokkelige i vores kamp mod antisemitisme.
Vi må genkende antisemitisme når den bliver legitimeret i magtcentre, i det offentlige rum og endda i den akademiske verden – vi skal bekæmpe den uanset hvor eller hvordan den viser sig.
Vi – medlemmerne af verdens nationer er forpligtede til at realisere eden vi har lagt – “Aldrig mere” gennem handling. Det må vi gøre ved at uddanne fremtidige generationer, ved at håndhæve loven, ved at udrydde tilskyndelse på sociale medier, ved at beskytte de jødiske menigheder og ved at fremme forskning i Holocaust uden politiske begrænsninger.
For vores børns skyld, for vores skyld og for hele menneskeheden siger vi med samlet stemme fra Jerusalem – “Aldrig mere”. Sammen vil vi bevare mindet om Holocaust og bekæmpe antisemitisme.
Læs MIFFs artikler om 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz her.