I dag blev den muslimske prædikant, Monzer Baajour dømt i Københavns Byret, hvor han stod anklaget for at have opfordret til drab på jøder og brud på racisme paragrafen, skriver TV2 Nyheder på deres hjemmeside
Anklageren havde krævet en ubetinget fængselsstraf på 8 til 10 måneder, men domsmandsretten valgte i stedet at idømme prædikanten 6 måneders betinget fængsel.
Sagen startede med Monzer Baajours fredagsprædiken d. 31 marts 2017 i Masjid al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade på Nørrebro (Omar El-Hussein var i moskéen dagen før han begik terrorangrebet i København i 2015).
Under prædiken lød det blandt andet:
“Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: “O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham”.
Monzer Baajour har forbindelse til Hizb ut-Tahrir
Dagens dom er den første, hvor den særlige bestemmelse indført i straffeloven d. 1 januar 2017 (omtalt som forkynderloven) finder anvendelse.
Med indførelse af bestemmelsen har man fra politisk hånd ønsket at skærpe indsatsen mod radikalisering og religiøse forkyndere.
Masjid al-Faruq-moskéen er omdiskuteret grundet de tætte forbindelser til den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir – en forbindelse som anklageren også lagde vægt på.
Anklageren Anders Larsson udtalte at der ikke er tvivl om at Monzer Baajour tilhører Hizb ut-Tahrir samt at den tiltaltes budskaber havde til hensigt at fremme Hizb ut-Tahrirs fortolkning.