Et stort flertal af palæstinensere i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Østjerusalem samt et flertal af israelere tilkendegiver, at de ikke tror på, at Israel og en uafhængig palæstinensisk stat kan eksistere fredeligt side om side. Det viser en ny meningsmåling fra Pew.
Kun 17 % af israelerne mener, at der er en vej til fredelig sameksistens, mens 56 % mener det modsatte. Blandt de adspurgte palæstinensere i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Østjerusalem mener 21 %, at sameksistens er mulig, mens 68 % anser det for »umuligt«. Palæstinensere fra Gaza indgik ikke i undersøgelsen.
Troen på en tostatsløsning har ikke været lavere, siden Pew begyndke sine målinger for mere end ti år siden. I 2013 mente halvdelen af israelerne, at det var muligt at opnå fredelig sameksistens mellem Israel og en palæstinensisk stat.
Andelen af personer, der mente, at sameksistens var mulig, var allerede faldet til et historisk lavpunkt i 2025. Dette tal er faldet yderligere i 2026.
I år er det også første gang, at mere end halvdelen af de israelske respondenter eksplicit har tilkendegivet, at de ikke mener, det er muligt at opnå fredelig sameksistens.
16 % af de adspurgte jødiske israelere mener stadig, at en tostatsløsning er mulig, mens 64 % siger, at de ikke tror på muligheden for, at en israelsk og en palæstinensisk stat kan eksistere fredeligt side om side.
Blandt israelske arabere svarer 46 %, at de »ikke ved det«, eller at de »ikke ønsker at svare«. 23 % mener, at fredelig sameksistens er mulig, mens 26 % mener, at det »ikke er tilfældet«.
Pew har fået kommentarer fra flere af deltagerne i spørgeundersøgelsen. En 29-årig jødisk mand, som stadig tror på tostatsløsningen, siger: »Vi må finde vejen til fred af hensyn til vores børn og deres børn.« En 43-årig palæstinenser, som også tror på tostatsløsningen, siger, at »vi ikke har andet valg end at leve side om side og finde en anden løsning«.
Blandt de mere pessimistiske er uenighed om landområder en af de største årsager til, at de ikke tror, en tostatsløsning og fredelig sameksistens er mulig. Sikkerhed er også et vigtigt spørgsmål. »De ønsker ikke at bo ved siden af os, men at overtage vores land,« siger en 57-årig jødisk mand.
Flere siger, at de mistede troen på en tostatsløsning efter 7. oktober-massakren. »Efter det, der skete den 7. oktober, har jeg mistet al tro på det palæstinensiske folk og på en tostatsløsning,« siger en 36-årig jødisk mand.
Spørgeundersøgelsen er foretaget blandt 1001 personer i Israel og 1038 palæstinensere i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Østjerusalem. Den blev udført mellem 30. marts og 6. maj i en periode, hvor der stadig pågik direkte kamphandlinger mellem Israel og Iran.







