Israels rettigheder – fakta og argumenter

1 Retten til sin historie

Et folks historie skabes af mundtlige fortællinger, bevarede dokumenter og bøger samt af folkets religion, sprog, kultur og ikke mindst arkæologiske fund.

Historien om det jødiske folk i Tanakh, dvs. Det Gamle Testamente, begynder for næsten 4.000 år siden i den babylonske by Ur ved Den Persiske Golf. Abraham krydsede Eufratfloden med sin familie, og siden er folket blevet kaldt «hebræere». Efter en rejse på 160 kilometer slog de sig ned i Hebron i Kanaans land mellem Dødehavet og Middelhavet. Abrahams barnebarn Jakob fik navnet «Israel» af Gud. Hans tolv sønner dannede Israels tolv stammer.

Hungersnød drev israelitterne til Egypten omkring 1700 f.Kr. Efter en tid i slaveri lykkedes det omkring 600.000 mennesker fra de tolv stammer at flygte til Sinaiørkenen omkring 1280 f.Kr. Her modtog israelitterne de ti bud og Toraen (Mosebøgerne).

Efter 40 års vandring i ørkenen vendte de tilbage til Kanaan. Pagtens Ark blev i 1225 f.Kr. placeret i Silo i Judæa, nord for Jerusalem. Området blev delt i elleve selvstyrende jødiske områder, hvoraf tre lå øst for Jordanfloden. Den tolvte stamme blev præster og fik ikke noget land.

Kong David erobrede Jerusalem fra jebusitterne i 1000 f.Kr. Siden har byen kun været hovedstad i de jødiske kongedømmer og aldrig i nogen anden uafhængig stat.

Kong Salomon byggede det første tempel på Morijabjerget i Jerusalem omkring 950 f.Kr. Han brugte sten og cedertræ købt i Libanon. I templet stod et bronzekar på 30 ton med plads til 40 kubikmeter vand.

Efter Salomons død i 926 f.Kr. blev landet delt i to kongeriger. Nordriget Israel grundlagde hovedstaden Samaria i 880 f.Kr., men blev erobret af assyrerne i 722 f.Kr. De fleste israelitter blev deporteret, og de «ti tabte stammer» forsvandt. De overlevende dannede efterhånden et nyt folk, samaritanerne.

Judariget i syd gav ophav til betegnelsen jøde. Riget lå mellem stormagterne Egypten og Assyrien. Efter mere end 300 år blev det en egyptisk vasalstat i 609 f.Kr. I 586 f.Kr. erobrede Babylonien hovedstaden Jerusalem og brændte templet ned. Da havde Davids hus regeret landet i 400 år.

Jøderne blev ført som fanger til Babylonien, det nuværende Irak. Da perserne erobrede Babylonien, lod de 40.000 jøder vende tilbage og genopbygge Jerusalem i 539 f.Kr. Templet blev genindviet i 518 f.Kr. og blev centrum for den selvstyrende persiske provins Judæa.

Den makedonske general Alexander den Store erobrede hele Perserriget og Egypten. Da han drog ind i Judæa i 332 f.Kr., behandlede han jøderne godt, fordi han værdsatte højkultur og lærdom.

Tanakh består af tre dele: «læren», «profeterne» og «skrifterne». Den blev samlet omkring 250 f.Kr., da jødedommen var truet af hellenismen og græske konger. Syriske konger vanhelligede også templet, men makkabæeroprøret førte til, at templet i Jerusalem blev genindviet over otte dage i 165 f.Kr. Herfra stammer traditionen med at fejre chanukka med en ottearmet lysestage.

Jøderne havde igen et uafhængigt kongerige i hundrede år, indtil romerne besatte Judæa i 63 f.Kr. Efter et jødisk oprør i år 70 e.Kr. blev det andet tempel i Jerusalem ødelagt på årsdagen for ødelæggelsen af Salomons tempel i 586 f.Kr. Dagen kaldes tisha be-av. Den sidste jødiske fæstning, Masada ved Dødehavet, faldt tre år senere. Derfor er den israelske hærs motto blevet «Masada må ikke falde igen».

Bar Kokhba ledede et jødisk oprør mod de romerske besættere, men blev besejret i 135 e.Kr. Kejser Hadrian genopbyggede Jerusalem som en hedensk by og forbød udøvelsen af jødedommen. Hundredtusindvis af jøder blev dræbt eller deporteret, og romerne forsøgte også at slette deres historie.

Hadrian lod derfor opføre et hedensk tempel, hvor det jødiske tempel havde stået, og omdøbte byen til Aelia Capitolina. For at understrege udslettelsen af den jødiske stat blev den romerske provins Syria Judea omdøbt til Syria Philistinae efter jødernes tidligere værste fjender, filistrene.

Trods de hundredtusindvis af døde var jøderne den største befolkningsgruppe i Galilæa og Samaria i flere hundrede år efter den romerske erobring. Der har altid boet jøder i Galilæa, Judæa og Samaria, selv om de fleste blev spredt over hele verden.

Fra det 4. til det 7. århundrede var området en provins i Det Byzantinske Rige. Derefter overtog det muslimske kalifat magten. I perioden fastlagde jødiske lærde i Tiberias det hebraiske sprogs grammatik og udtale.

Fra 969 regerede et egyptisk dynasti. I 1000-tallet vendte mange jøder tilbage fra Mesopotamien (Irak) efter 1.500 års fangenskab. De blev dog snart fordrevet fra Jerusalem igen. Korsfarerne overtog midlertidigt magten i 1100- og 1200-tallet og fordrev jøderne fra Hebron og Haifa, mens jødisk liv blomstrede i Rafah, Gaza, Jaffa og Cæsarea.

De fleste jøder boede i Galilæa. I 1211 indvandrede 300 rabbinere og deres familier fra Frankrig og England til Akko og Jerusalem. Den berømte middelalderforfatter Nachmanides, Ramban, var blandt dem, der forlod diasporaen i Spanien.

De egyptiske mamelukker erobrede Akko i 1291 og ødelagde byen og det store jødiske samfund. De tillod øget jødisk indvandring, men høje skatter betød, at der i 1440 kun var 150 jødiske familier tilbage i Jerusalem. Spanske jøder, der var blevet fordrevet under inkvisitionen i 1492, kom til byen og øgede igen befolkningen.

Efter en rejse til området skrev Martin Kabtanik fra Bøhmen i 1495, at «både kristne og jøder lever i stor fattigdom i Jerusalem. Der er ikke mange kristne, men mange jøder, som muslimerne forfølger på forskellige måder. Muslimerne ved, at jøderne tror og endda siger, at det er Det Hellige Land, som blev lovet dem.»

Osmannerriget erobrede området i 1517. Dets herredømme sluttede præcis 400 år senere, da det britiske mandat overtog i 1917 ved afslutningen af Første Verdenskrig. Under osmannisk styre var Jerusalem, Tiberias, Safed og Hebron de fire vigtigste jødiske hellige centre. Safeds 10.000 jøder udgjorde den største jødiske gruppe. Her udviklede rabbinere og zaddikim (åndelige ledere) den jødiske mystik, kabbalaen.

Lægen Pierre Belon bemærkede i 1547, at «omkring Genesaret Sø … har jøderne genopbygget alle stederne … startet fiskeindustrien og gjort jorden frugtbar igen, hvor den tidligere var gold».

Præsten William Biddulph besøgte landet i 1600 og bemærkede, at «Tiberias … udelukkende er beboet af jøder».

George Sandys sammenfattede sine indtryk i 1611: «Og i deres eget land lever jøderne som fremmede, hadet af deres naboer og udsat for enhver form for undertrykkelse … Det bærer jøderne med en grænseløs tålmodighed, foragtet og slået.»

Ved slutningen af 1800-tallet havde Rusland næsten 4 millioner jødiske statsborgere, Polen lidt over 1,3 millioner, Ungarn 850.000 og Tyskland 586.000. Spanien havde kun 5.000 jøder tilbage, efter at pogromerne i 1391 og inkvisitionen i 1492 havde fordrevet 300.000.

Jerusalem, jødernes helligste sted, havde jødisk flertal i 1853 med 8.000 ud af 15.490 indbyggere.

Fra 1880 begyndte jøder, især fra Rusland og Østeuropa, at søge mod den sydlige osmanniske provins. Indvandringen kaldes den første aliyah. Ordet kan oversættes til «opstigning», men betyder her jødisk indvandring til Israel.

De nationalistiske bevægelser, der prægede store dele af verden i slutningen af 1800-tallet, gav også det jødiske folk håb om at genvinde sit hjemland. Bevægelsen for en jødisk nationalstat kaldes zionisme. Efter den første zionistiske verdenskongres i Wien i 1897 steg den jødiske indvandring noget. Fra 1896 til 1915 indvandrede 18.000 jøder, mens den ikkejødiske befolkning voksede med 127.000, hovedsageligt gennem indvandring.

På San Remo-konferencen i 1920 besluttede Første Verdenskrigs sejrherrer, hvordan tabernes landområder skulle fordeles og administreres. Stormagterne bekræftede Storbritanniens løfte i Balfourerklæringen fra 1917 om et jødisk nationalt hjemland i det britiske mandatområde Palæstina.

I 1922 bekræftede Folkeforbundet den internationalt bindende beslutning om at genopbygge en jødisk stat. Briterne havde dog i mellemtiden afgivet 78 % af det tiltænkte område til en ny arabisk stat, Transjordanien. Den folkeretlige beslutning medvirkede til, at flere jøder indvandrede på flugt fra det forestående Holocaust.

Mellem Første og Anden Verdenskrig voksede den arabiske befolkning alligevel mere (588.000) end den jødiske (470.000). Briterne hindrede jødisk indvandring i strid med de bindende beslutninger fra San Remo og Folkeforbundet om at lette den. Arabere fik derimod lov til at indvandre frit fra Egypten, Jordan, Syrien og Libanon. De langt højere lønninger, som jødiske indvandrere tilbød, og den bedre levestandard fremmede arabisk indvandring og befolkningstilvækst.

Den 14. maj 1948 erklærede Israels første premierminister, David Ben-Gurion, Israels uafhængighed og genoprettelsen af den jødiske stat for en realitet. FN-kommissionen UNSCOP, ledet af svenskeren Emil Sandström, havde foreslået en deling af det britiske mandatområde Palæstina.

FN’s Generalforsamling vedtog forslaget den 29. november 1947 med resolution 181. Jøderne accepterede delingen, mens araberne afviste den. Generalforsamlingens resolutioner skaber ikke lov, og forslaget fik ingen virkning, fordi den anden part ikke accepterede det.

Store jødiske befolkningsgrupper har boet i arabiske lande i årtusinder. Næsten en million jøder boede der, før de blev fordrevet i midten af 1900-tallet. Blandt dem var 135.000 i Irak, 265.000 i Marokko, 105.000 i Tunesien og 140.000 i Algeriet. Jøder fra Mellemøsten er derfor den største befolkningsgruppe i Israel.

Synagoger og jødiske hjem blev ødelagt. En vigtig jødisk tilstedeværelse i Nordafrika og Mellemøsten uden for Israel er væk for altid. Den glemte etniske udrensning af jøder i landene er næsten total. Det jødiske folk er blevet berøvet sin rige historie i de enorme områder.

Arkæologiske udgravninger føjer stadig nye brikker til forståelsen af historiske begivenheder. Overalt i Mellemøsten er der gjort omfattende fund af pergamentruller, steninskriptioner, grave og hele byer, som i vid udstrækning understøtter Bibelens historie.

Muslimske stater har gennem UNESCO forsøgt at stoppe arkæologiske udgravninger i Jerusalem, mens jordanske myndigheder har kørt hundrede lastbillæs med historisk materiale på lossepladsen.

Fagfolk diskuterer gerne tolkningen af gamle dokumenter og arkæologiske fund. Men når væsentlige historiske fakta drages i tvivl, sker det som regel for at skade jødedommen og jøderne. Eksempler er påstande om, at alle jøder i Israel er indvandret fra Europa, at Jerusalem hverken har været eller er hovedstad i den jødiske stat Israel, Holocaustbenægtelse, Zions Vises Protokoller osv.

Jøderne, Israels folk, er også blevet kaldt «Bogens folk». Det kan skyldes det stærke bånd til den jødiske lære i Toraen og de mange senere skrifter, love og kommentarer. Jødedommen værdsætter det skrevne ord, viden og lærdom højt. Jøder var også blandt de første, der tog bogtrykkerkunsten i brug, da den kom frem i midten af 1400-tallet. Talmud, bønnebøgerne Siddur og mange andre skrifter blev hurtigt hebraiske standardværker.

Viden var værdifuld, og intellektuelle, der skrev og studerede, blev respekteret. At kunne læse var tidligere et privilegium for de få, og bøger var en kilde til magt. Viden kunne man også tage med sig på flugt fra forfølgelse.

Bøger havde desuden en åndelig og moralsk værdi, som religionen og kulturen byggede på. De forbandt jøder over store afstande og bragte budskaber videre til kommende generationer.

Nazisternes bogbrændinger i 1933 var et symbol på, at udryddelsen af Europas jøder og deres lange kulturhistorie var begyndt. Al jødisk litteratur i Nazityskland blev systematisk udrenset efter ordre fra chefideologen Alfred Rosenberg.

Det Tredje Rige ville både udrydde jøderne fysisk og kontrollere deres historie for at retfærdiggøre udryddelsen.

I byer med århundreders jødisk historie blev alle jøder myrdet, og uerstattelige bøger blev ødelagt eller stjålet. Bibliotekerne i Thessaloniki og Vilnius og verdens ældste jødiske bibliotek i Rom, Biblioteka Comunità Israelitica, er blot tre eksempler på ødelagte og plyndrede biblioteker.

Millioner af jødiske bøger blev stjålet og ødelagt i hjem, synagoger, offentlige biblioteker og institutioner. Bøger formidlede viden og dokumenterede historien, men var også en intellektuel magtfaktor, som nazisterne ville nedbryde. «Nazisterne har både bogen og sværdet, og dér ligger magten», skrev en jødisk lærer i Warszawa i 1939.

Ved krigens afslutning sendte de sovjetiske trofæbrigaders bogenhed millioner af jødiske bøger fra Europa mod øst, hvor de fleste blev ødelagt.

Israels folk har ret til sin historie. Intet andet folk, land eller nogen international organisation kan fratage dem den.

2 Retten til det jødiske hjemland og zionismen

Jøderne har ret til at leve med et jødisk flertal i deres historiske hjemland Israel. Retten er indlysende og behøver ikke at blive retfærdiggjort, ligesom de øvrige 192 FN-medlemsstater ikke skal retfærdiggøre deres eksistens. FN-pagtens andet afsnit i kapitel 1 fastslår «princippet om lige rettigheder og folkenes ret til selvbestemmelse». At anerkende Israel og det jødiske folk er derfor ingen tjeneste. Det er en folkeretlig ret, der ikke er til forhandling.

Zionisme er det jødiske folks kamp for at vende tilbage til sit historiske hjemland og genoprette sin nationale uafhængighed. Zionismen udtrykker det jødiske folks og dets nationale bevægelses ret i henhold til folkeretten.

Jøderne har levet i næsten 4.000 år i området mellem Egypten, Syrien og den saudiarabiske ørken. De første elleve israelitiske kongeriger blev dannet omkring 1225 f.Kr. og strakte sig fra det nuværende Sydlibanon til Sinai. Tre lå øst for Jordanfloden i det nuværende Jordan.

Kong Salomon byggede det første tempel i Jerusalem i 957 f.Kr. Siden har Jerusalem været jødernes evige hovedstad. Intet andet kongerige har haft byen som hovedstad i de seneste 3.000 år.

Omkring 926 f.Kr. blev det jødiske kongerige delt i to stater: Israel i nord og Judariget i syd. I 597 f.Kr. blev mange jøder forvist til Babylonien. De vendte tilbage og havde inden 415 f.Kr. genopbygget templet i Jerusalem i Judariget.

I år 70 e.Kr. blev det andet jødiske tempel i Jerusalem ødelagt. Romerne knuste endeligt det jødiske samfund i 135. Der har dog altid været jøder i området, og det jødiske folk er igen og igen vendt tilbage til Jerusalem, hjemlandets historiske og religiøse centrum.

Ifølge pagtens første afsnit bygger FN’s formål på alle folks ret til selvbestemmelse. Det jødiske folk har derfor ifølge folkeretten ret til sit eget land med et jødisk flertal, til at forsvare sine borgere mod angreb og til selv at vælge sin hovedstad.

Retten til en jødisk stat i det historiske Israel blev i moderne tid juridisk bindende på San Remo-konferencen i april 1920. Første Verdenskrigs sejrherrer besluttede at oprette de arabiske stater Syrien, Libanon og Irak i det tidligere Osmannerrige. Provinsen Palæstina skulle underlægges britisk mandat, indtil Balfourerklæringens løfte fra 1917 om «et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk» kunne gennemføres. Beslutningen om at genskabe Israel var dermed lige så lovlig som oprettelsen af de øvrige stater.

Folkeforbundets 49 medlemslande fastlagde områdets vilkår i detaljer i 1922. Storbritannien havde dog allerede i 1921 afgivet 78 % af det lovede jødiske land for at oprette det arabiske emirat Transjordanien. Kun 22 % af det britiske mandatområde Palæstina var tilbage til at genskabe det jødiske hjemland i henhold til folkeretten.

Den internationalt bindende beslutning fastslår, at det britiske mandat skal «lette erhvervelsen af palæstinensisk statsborgerskab og fremme … tæt jødisk bosættelse på landet, herunder på statsejede arealer og uopdyrket jord, som ikke er nødvendig til offentlige formål.»

Briterne brød beslutningen ved at forhindre jødisk indvandring, mens de tillod ukontrolleret arabisk indvandring.

Fra 1882 til 1947 voksede den arabiske befolkning med 1.048.000 og den jødiske med 606.000. Hope-Simpson-rapporten fra 1930 blev til efter massakrerne på jøder i Hebron i 1929. Rapporten bemærkede en «ukontrolleret tilstrømning af illegale arabiske indvandrere, hovedsageligt fra Egypten, Transjordanien og Syrien».

Da FN blev dannet i 1945, overtog organisationen alle Folkeforbundets bindende internationale beslutninger. San Remo-konferencens beslutning om et «nationalt hjemland for det jødiske folk» er derfor fortsat bindende.

Den 29. november 1947 vedtog FN’s Generalforsamling med to tredjedeles flertal UNSCOP’s forslag som resolution 181. Resten af mandatområdet skulle deles i en jødisk og en arabisk stat med Jerusalem som en international enklave.

Den jødiske stat skulle have 498.000 jøder og 497.000 arabere, beduiner og andre indbyggere. Jøderne ville altså have et flertal på kun 1.000 personer! Desuden udgjorde den ubrugelige Negevørken 60 % af den jødiske stat. Den arabiske stat skulle have 725.000 arabere og kun 10.000 jøder.

Araberne afviste forslaget. Jøderne accepterede FN’s forslag om en arabisk og en jødisk stat. Men fordi araberne ikke accepterede en jødisk stat, fik den ikkebindende resolution ingen virkning.

Havde araberne accepteret FN’s kompromisforslag i 1947, kunne enorme tragedier på begge sider være undgået. I stedet valgte de krig for at udslette staten Israel og den jødiske befolkning.

Borgerkrigen brød ud dagen efter vedtagelsen af resolution 181. Lokale arabere blev støttet af jordanske, egyptiske, syriske og irakiske tropper. De angreb den jødiske stat samme dag, som landets første premierminister, David Ben-Gurion, erklærede Israels uafhængighed den 14. maj 1948.

Det voksende jødiske samfund, som blev opbygget efter 1880, omformede Israel. Da jøderne med folkeretten i ryggen erklærede den jødiske stat genoprettet, fungerede en statslignende organisation, Jewish Agency, allerede som en midlertidig regering.

I verden findes nu 21 arabiske og 56 muslimske stater, hvoraf 26 har islamiske forfatninger. En million jøder boede i arabiske lande i 1947. De blev tvunget til at flygte fra hjemlande, hvor de havde boet i op til 3.000 år. En tredjedel af verdens befolkning regnes for kristne, og 16 lande har kristendom som statsreligion. Men der findes kun én jødisk stat!

Egyptens delegerede Heykal Pasha formulerede truslen mod jøder i hele den arabiske verden i en FN-komité den 24. november 1947: «Hvis FN beslutter at amputere dele af Palæstina for at skabe en jødisk stat, kan ingen magt på jorden standse blodsudgydelserne dér … desuden … kan ingen magt på jorden begrænse dem til Palæstinas egne grænser … Jødisk blod vil blive udgydt andre steder i den arabiske verden … og en million jøder vil blive udsat for alvorlig fare».

Truslerne om kollektiv afstraffelse for at genoprette en jødisk stat i henhold til folkeretten blev hurtigt til virkelighed.

Alene fra 1948 til 1972 flygtede 820.000 jøder fra arabiske lande. To tredjedele fik et fristed i Israel og undslap de muslimske regimers forfølgelse. Fra 1880 til 1920 var 2 millioner jøder allerede flygtet fra pogromer i Rusland, især til Europa og USA.

Mange blev senere ramt af Holocaust, hvor 6 millioner europæiske jøder blev myrdet. Ingen kristne eller kommunistiske lande ville eller kunne standse forfølgelserne og massemordene. Den muslimske mufti Haj Amin al-Husseini var den centrale skikkelse i Mellemøsten bag udryddelsen af jøderne i den arabiske verden.

Kun et lille jødisk hjemland i deres historiske og religiøse centrum kunne have hjulpet dem. Men de havde intet fristed. Antisemitismen og dens forfærdelige følger i både Europa og den arabiske verden understreger behovet for, at Israel fortsat er jødisk.

Israel er kun 0,2 % så stort som den arabiske verden. Jøderne udgjorde derimod 2 % af den arabiske verdens befolkning før Israels oprettelse. Efter de arabiske landes etniske udrensning af jøder har de kun fået en tiendedel af det område, de burde have haft ret til. Det accepterer jøderne. Det lille beskyttede område skal have et jødisk flertal og forsvares af det internationale samfund.

Hvordan kan islam erobre de eneste 0,2 % af området, som ikke er muslimsk? En mulighed er at kræve, at 7 millioner efterkommere af arabere, der forlod det britiske mandatområde Palæstina i 1948, får lov til at flytte til Israel. De kan så bruge landets demokratiske system til at omstyrte staten gennem parlamentsvalg. Dermed bliver jøderne igen en udstødt minoritet i et muslimsk Mellemøsten.

Kravet om «tilbagevenden» for de arabere, der forlod området i 1948, klinger hult, når den million jøder, der blev tvunget til at forlade den muslimske verden, aldrig har fået eller vil få erstatning og heller ikke kan vende tilbage.

Kun 20.000 af de arabiske flygtninge er stadig i live. Ingen af efterkommerne har boet i Israel.

FN har vedtaget langt over 100 resolutioner om palæstinensiske flygtninge, men ikke én om den million jødiske flygtninge fra den arabiske verden.

Omkring 400.000 lokale arabere forlod Israel under kampene fra 1947 til 1949. De fleste rejste for at undgå kampene, opfordret af deres egne ledere. Mange vendte tilbage til nabolande, som deres familier var kommet fra mellem 1880’erne og 1948. De ville ikke bo i et jødisk land.

Det anslås, at 10–15 % blev fordrevet direkte som følge af kampene. 156.000 arabere blev og fik fulde rettigheder. Alle jøder i det område, Jordan besatte i 1948, herunder Østjerusalem, blev derimod fordrevet eller dræbt.

FN’s Generalforsamlings resolution 194 betyder, at Israel har ret til at hindre fjendtlige palæstinensiske arabere, der forlod landet, i at vende tilbage. Generalforsamlingen skaber ikke folkeret, men anbefalede i afsnit 11, at «flygtninge, som ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, bør have lov til det hurtigst muligt.»

Desværre har ingen palæstinensisk leder ønsket at leve i fred. De har opildnet til terror, startet optøjer og massakrer og indprentet had til Israel gennem generationer. Der findes ingen ret til at flytte til en stat, man ønsker at ødelægge.

Ingen efterkommere af den million jøder, som blev etnisk udrenset fra arabiske og muslimske lande, har ret til at vende tilbage. Det har andre grupper heller ikke. De vil heller aldrig få erstatning for de ejendomme og ejendele, de blev tvunget til at efterlade. Den million jøder, der måtte forlade arabiske lande, efterlod alt, ligesom 400.000 arabere.

Har du hørt om den arabiske fordrivelse af jødiske palæstinensere, da Israel blev genoprettet i 1948? Dengang blev 60.000–70.000 jøder flygtninge. 97 jødiske landsbyer blev angrebet, 11 ødelagt og 6 erobret af arabiske styrker.

Før den jødiske stat blev oprettet, blev alle indbyggere i det britiske mandatområde kaldt «palæstinensere». Efter Israels genoprettelse blev betegnelsen af politiske grunde gradvist forbeholdt de arabere, som flygtede fra kampene og endte uden for våbenhvilelinjen fra 1949.

Jøderne kan selvfølgelig ikke acceptere de palæstinensiske lederes krav om «retten til at vende tilbage». Det ville udslette den demokratiske jødiske stat med religionsfrihed. Det «uomtvistelige krav» viser, at de kun vil acceptere muslimske, arabiske stater i hele Nordafrika og Mellemøsten. De har aldrig accepteret en tostatsløsning med én jødisk og én muslimsk stat. De kræver to arabiske, muslimske stater, som ville udslette de sidste jøder i Mellemøsten.

De arabiske nabolande stemte i øvrigt imod resolution 194, som anbefalede en fredelig tilbagevenden. Alligevel er flygtningenes efterkommere blevet et politisk våben for PLO, Hamas og Hizbollah til at ødelægge Israel og vinde sympati.

De, der anklager Israel for at have været en «besættelsesmagt» i 75 år, siden staten blev genoprettet, accepterer hverken Israels ret til at eksistere eller folkeretten. PLO betragter selve oprettelsen af Israel som en ikkemuslimsk stat som en «besættelse».

«Besættelsesmagt» bruges som en dæmoniserende, antizionistisk betegnelse for hele Israel, ikke kun for landets tilstedeværelse i Judæa og Samaria (Vestbredden). Demokratiske lande, der hævder at være neutrale og bekæmpe had, accepterer desværre det hadefulde sprog.

De arabere, der blev efter uafhængighedskrigen, har fået gode levevilkår som fuldgyldige israelske statsborgere. De er nu lidt over 2 millioner og udgør 21 % af befolkningen. Jøderne udgør 74 %.

Den jødiske stat beskytter alle minoriteters rettigheder og har sikret kristnes, muslimers og jøders adgang til deres helligdomme. Under Jordans ulovlige besættelse af Jerusalems gamle bydel i 19 år måtte ingen jøder komme i nærheden af Tempelbjerget, deres helligste sted.

Da Israel generobrede den gamle bydel i en lovlig forsvarskrig i 1967, beholdt muslimerne forvaltningen af Tempelbjerget med Klippemoskeen og Al-Aqsa-moskeen. Israel beskytter altså alles ret til at udøve deres religion, trods eller netop på grund af sin jødiske karakter. Zionismen truer ingen.

Uafhængighedserklæringen af 14. maj 1948 er klar: «Staten Israel … skal bygge på frihed, retfærdighed og fred … skal sikre fuld social og politisk lighed for alle indbyggere uden forskel på religion, race eller køn; skal garantere fuld frihed inden for religion, kultur og uddannelse; skal beskytte alle religioners hellige steder …»

Et andet afsnit afspejler Israels stærke moralske kompas trods arabisk uforsonlighed: «Midt under den uberettigede aggression (som jøderne i det nydannede Israel udsættes for) appellerer vi alligevel til den arabiske befolkning i staten Israel om at vende tilbage til fredens vej og deltage i statens udvikling med fuldt og ligeværdigt statsborgerskab og behørig repræsentation i alle dens organer og institutioner …»

156.000 arabere blev i Israel i 1948. Nu er de over 2 millioner, næsten 13 gange så mange. Sveriges befolkning er ikke engang fordoblet i samme periode. Trods befolkningstilvæksten kalder det svenske FN-forbund udviklingen for «en af historiens største etniske udrensninger».

Arabiske israelere har fulde demokratiske og religiøse rettigheder, herunder deres egen sharialovgivning. Deres levestandard er en, Hamas- og PLO-ledere gennem korruption og fjendtlighed har berøvet deres egen befolkning. Alligevel er de israelsk-arabiske byer blevet til eksklusionszoner. Det kan dog ændres i en demokratisk stat.

Den demokratiske jødiske stat Israel afholder frie valg mindst hvert fjerde år for alle voksne indbyggere. Fra 2018 til 2022 var der fire valg. Et islamistisk parti, som er forbudt i Egypten, deltog i regeringsmagten.

Journalister arbejder frit og sikkert, og mediedebatten er fri. Retten til fredelige demonstrationer bruges flittigt. Sundhedsvæsenet har høj standard og er åbent for alle. Bønnekald blandes med kirkeklokker, og indimellem lyder shofaren, det jødiske religiøse horn. Alle har adgang til deres religiøse steder.

Prisen for det lille demokratiske og stærkt pluralistiske land har været enorm. Mennesker på flugt, nedbrudt på krop og sjæl, kæmpede næsten tomhændede mod både briter og arabere. Det er svært at begribe arbejdet med at skabe et samfund, få ørkenen til at blomstre og opbygge en vellykket udviklings- og forskningssektor.

Det enestående samfund, som kun er 75 år gammelt, fortjener beundring og støtte frem for fordømmelse og modstand. Er det ikke netop et ligeværdigt, moderne og demokratisk retssamfund, vi alle ønsker os?

FN’s Sikkerhedsråds resolution 242 fra 1967 kræver «respekt for og anerkendelse af alle stater i regionens suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed». Men det palæstinensiske regeringsparti Fatahs billeder, hvor «Palæstina» omfatter hele Israel, viser partiets mål. Granaterne og riflerne i logoet viser midlet.

Derfor deltog Fatahs Al-Aqsa-martyrbrigader i de ubeskriveligt grusomme massakrer i Sydisrael den 7. oktober 2023. Fatah protesterer også mod normaliseringsaftalerne mellem Israel og fire arabiske stater. Ifølge palæstinensiske ledere er normalisering forræderi.

Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) bryder fortsat FN’s krav og Osloaftalerne om at standse fjendtlighederne. Fordi PA ikke anerkender den jødiske stat Israels suverænitet, kan Israel ikke trække sig tilbage fra dele af områderne. Ifølge resolution 242 har israelere ret til at «leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser».

Fatahs og Hamas’ tilslutning til jihad betyder, at konflikten ikke handler om grænser, men om afvisningen af ikkemuslimske stater i Mellemøsten og Nordafrika. Ingen af lederne Haj Amin al-Husseini, Yasser Arafat eller Mahmoud Abbas har derfor anerkendt den jødiske stat Israels ret til at eksistere.

Abbas’ tale om en tostatsløsning er ikke en anerkendelse af et jødisk Israel og jødisk historie, men en måde at vildlede vestlige demokratier på.

Den vedvarende optagethed af palæstinensiske arabiske flygtninge og jødiske bosættelser skal aflede opmærksomheden fra kerneproblemet: Vil muslimske ledere leve fredeligt med en jødisk stat som nabo? Mange palæstinensere ser stadig Israel som én stor ulovlig bosættelse, der sammen med sin jødiske befolkning bør forsvinde fra Mellemøsten.

3 Retten til selvforsvar

Ifølge FN-pagten må en stat bruge magt i selvforsvar, når den udsættes for et væbnet angreb. Ingen af de arabiske stater, der angreb det genoprettede Israel den 14. maj 1948, benægter, at målet var at ødelægge landet.

Egyptens præsident Nasser benægtede heller ikke, at han i 1967 smed FN-styrken mellem landene ud for at angribe og ødelægge verdens eneste jødiske stat. Jordan havde en ikkeangrebspagt med Israel, men angreb alligevel fra Østjerusalem. Syrien beskød i flere år Nordisrael med artilleri fra Golan og deltog derefter i det fælles arabiske angreb i 1967.

Også Syriens overraskelsesangreb med over 1.000 kampvogne på yom kippur i 1973 kom fra Golan. Den mulighed får Syrien ikke igen. Israel har annekteret Golan for at forhindre et fjerde angreb.

FN-pagtens artikel 51 fastslår, at «ingen bestemmelse … må svække den iboende ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar, hvis et medlem af De Forenede Nationer udsættes for et væbnet angreb.» Det retfærdiggør fuldt ud Israels forsvarshandlinger.

Enhver nation har pligt til at forsvare sine borgere. Ikke kun ret. Det jødiske folk har et par tusind års erfaring med ikke at blive beskyttet af det land, de boede i. Jøder blev udsat for statsorganiserede pogromer i 1800-tallets Rusland, tortureret og fordrevet fra Spanien i 1492. Nazityskland myrdede 6 millioner jøder i et industrielt organiseret massemord.

I mange europæiske lande medvirkede myndighederne til at arrestere jøder og stjæle deres ejendele. I det seneste århundrede er en million jøder flygtet fra arabiske lande og har efterladt deres ejendele, mens statsledere deltog i undertrykkelsen af jødiske borgere.

Irans islamistiske regime har i årtier lovet at udslette Israel og dets indbyggere. I 2024 angreb Iran den jødiske stat to gange med hundredvis af raketter, missiler og droner. Samtidig blev Israel angrebet af iranske stedfortrædere fra Gaza, Libanon, Syrien, Irak og Yemen.

Atomtruslen er reel og enorm, men lande, der ikke selv er direkte mål, bagatelliserer risikoen. Israel og jøderne vil ikke lade sig udslette, blot fordi tilskuerne føler sig trygge.

USA og Storbritannien er blandt de lande, der har støttet Israels selvfølgelige ret til med våben at forsvare sig mod Irans angreb med hundredvis af missiler og droner i 2024.

Et folk, der ikke forsvarer sig, overlever ikke i Mellemøsten. I den del af verden kræver respekt fra omgivelserne desværre styrke.

Under krig skal alt gøres for at beskytte civile mod skade. Kun aktive kombattanter og ledende terrorister er lovlige mål i forsvaret af landet. Det gælder, uanset hvor de befinder sig.

USA’s præsident Obama beordrede hundredvis af droneangreb mod bestemte terrorister i Pakistan, Afghanistan, Somalia og Yemen. EU gennemførte også målrettede missilangreb under krigen i det tidligere Jugoslavien i 1999. Angrebene kostede både civile og diplomater livet.

Civile tab skal begrænses mest muligt, men kan aldrig helt undgås. Krigsførende gemmer sig ofte blandt civile, hvilket er ulovligt ifølge Genèvekonventionen. Proportionalitetsprincippet gælder. Ingen militærstyrke har nogensinde handlet mere humant og målrettet mod kombattanter end IDF i Gaza i 2014 og 2023–2025.

At holde andelen af dræbte civile nede i et så tæt befolket område er en enestående indsats, der fortjener ros. Hizbollahs vilkårlige raketangreb på israelske byer og Hamas’ bestialske massakrer den 7. oktober 2023 er derimod forbrydelser mod menneskeheden, fordi de var rettet mod civile. Det er skamfuldt, at FN og EU ikke har kritiseret og straffet dem hårdere.

Israels søblokade af Gaza er ifølge FN’s generalsekretær i 2011 «en lovlig sikkerhedsforanstaltning, der skal forhindre indførsel af våben ad søvejen, og gennemførelsen var i overensstemmelse med folkerettens krav.»

Blokader er tilladt i internationale konflikter. Blokaden var rettet mod Hamas for at forhindre smugling af våben til brug mod den israelske befolkning. Den var proportional og ikke rettet mod befolkningen, som modtog store vareforsyninger ad landvejen.

Efter sin udvisning fra Jordan i 1970 besatte PLO Sydlibanon. Herfra fortsatte organisationen krigen mod Israel, som i 1982 blev tvunget til at gå ind i Libanon for at standse angrebene. Det havde Israel også ret til.

I de seneste ti år har Irans stedfortræder Hizbollah i stedet taget kontrol over det libanesiske militær i strid med FN’s Sikkerhedsråds resolution 426. I 2006 affyrede Hizbollah vilkårligt 2.600 raketter mod Israels befolkning. FN har intet gjort for at forhindre opbygningen af et enormt og moderne raketarsenal.

Våbnene opbevares i private hjem, lufthavne og på sportsstadioner, hvor de kynisk beskyttes af «menneskelige skjolde». Israel har advaret om, at en krig i fuld skala kan føre til en total civil katastrofe i både Libanon og Israel.

Den 8. oktober 2023 begyndte raketbeskydningen fra Libanon. Dermed blev en anden front åbnet efter Hamas’ massakrer i Sydisrael. Iran, som finansierede grusomhederne, holdt sig længe i baggrunden.

Israelsk-canadiske Vivian Silver var en legendarisk forkæmper for Gazabefolkningens rettigheder. Da de morderiske terrorister strømmede ind i hendes kibbutz, havde hun netop afsluttet et interview om det «presserende behov for en fredsaftale».

Hun havde hjulpet utallige arabere fra Gaza med lægebehandling og bedre levevilkår. Terroristerne vidste præcis, hvor og hvordan hun boede. Den 74-årige kvinde forsøgte at gemme sig i sit beskyttelsesrum. Klokken 11 den 7. oktober brændte de hende levende i hendes hus. Fredsaktivisten Silver var en trussel mod islamisternes mål om at dræbe jøder.

I Israel, Judæa og Samaria beskytter politiet indbyggerne mod terrorangreb med biler, bomber, pistoler og knive. Angrebene kommer som regel helt uventet ved busstoppesteder eller på fortove. Nogle gange kan gerningsmændene anholdes uden at komme til skade. På nært hold må de dog ofte skydes og dræbes. Det sker også i Sverige, Norge og Frankrig, uden at det kaldes «udenretlig henrettelse».

Margot Wallströms berygtede udtalelse afspejlede den daværende svenske regerings negative holdning til den jødiske stat. Det store antal sårede og dræbte civile og terrorister i Israel skyldes desværre det skyhøje antal terrorangreb. At hævde, at Israel ikke må forsvare sig, er mildt sagt uhistorisk.

Også personer under 18 år skal stoppes, når de kaster med sten, knivstikker, smugler våben, kører for stærkt osv. Brugen af mindreårige i optøjer og krigshandlinger bryder både Genèvekonventionen og FN’s børnekonvention.

Selv i Sverige er det så udbredt, at regeringen vil sænke den kriminelle lavalder til 13 år. Hamas bruger børn i kamp, og PA opfordrer børn til vold. Israels forsvar mod angrebene er nødvendigt og lovligt, selv når mindreårige bruges til jihad. Omverdenen skal stoppe de palæstinensiske ledere.

Israel er en retsstat med en højere kriminel lavalder end Storbritannien, USA, Australien og Schweiz. Gerningsmændene får massiv juridisk støtte, blandt andet gennem store bidrag fra EU-lande.

Palæstinensiske selvmordsbombeangreb, tusindvis af knivstikkerier og andre terrorhandlinger siden år 2000 har ødelagt bevægelsesfriheden for både israelere og palæstinensere. Sikkerhedsbarrierer og vejspærringer er den mest effektive måde at forhindre angreb på. De findes over hele verden. 90 % af terrorangrebene er forsvundet.

Barriererne kan fjernes, når de palæstinensiske ledere accepterer fred. Indtil da skal uskyldige menneskers liv beskyttes. Det gælder, selv om jøder ikke længere kan rejse frit til område A og B på Vestbredden, og palæstinensere ikke længere kan rejse frit i Israel.

Palæstinensisk vold er årsagen til hindringerne. Israelerne har ret til at forsøge at beskytte sig mod angreb med hegn. Hamas’ store invasion og massakrerne på 1.200 mennesker i Sydisrael den 7. oktober 2023 viste, at beskyttelsen ikke er fuldstændig. De bestialske terrorister tog også 251 mennesker som gidsler og voldtog og torturerede deres ofre.

Antiisraelske vestlige medier drager retten til at forsvare land og folk mod militante, dødelige optøjer i tvivl. Det sker, selv om Hamas praler af sin magtanvendelse i kampene mod Israel. Eksperter har fastslået Israels ret til at gribe ind mod væbnede optøjer.

Klippefæstningen Masada ved Dødehavet faldt efter tre års romersk belejring i år 73 e.Kr. Jøderne havde forskanset sig og forsvarede sig med pile og sten. De dræbte ganske vist nogle soldater, men blev dengang ikke kritiseret af andre lande for at forsvare sig.

Alligevel døde alle jøderne på Masada. Der skulle gå 2.000 år med forfølgelse, før den jødiske stat blev genoprettet. Jøderne vil fortsat forsvare deres land, for «Masada må ikke falde igen.»

Ifølge FN har Israel både juridisk ret og pligt til at beskytte sit folk mod forfølgelse og vold. Derfor nægter landet at lade 7 millioner, ofte fjendtlige, efterkommere af dem, der forlod Israel i 1948, indvandre.

Da UNRWA i 2020 skrev på Twitter, at «palæstinensiske flygtninge ikke valgte at blive flygtninge», så organisationen bort fra, at jøderne heller ikke valgte at blive angrebet af lokale arabere og fem arabiske nabolande.

Havde de arabiske ledere accepteret FN’s Generalforsamlings resolution 181 om en fredelig deling, havde hverken arabere eller jøder behøvet at dø eller flygte. Endnu en muslimsk, arabisk stat kunne være oprettet allerede i 1948.

UNRWA er en væsentlig årsag til, at antallet af arabiske flygtninge er vokset eksplosivt, frem for at flygtningene har fundet nye hjem. Mange UNRWA-ansatte deltog i massakrerne den 7. oktober 2023, og det anslås, at mindst 10 % af medarbejderne er terrorister. Da FN ikke tog terrorinfiltrationen alvorligt, måtte Israel forbyde UNRWA at operere i Israel og Gaza.

FN-organisationen ser også bort fra, at arabiske ledere opfordrede befolkningen til midlertidigt at forlade mandatområdet, mens de ryddede det for jøder. Velhavende arabiske købmænd flyttede også til sikrere lande for at undgå de kommende kampe.

30.000 arabere forlod det britiske mandatområde før uafhængighedserklæringen den 14. maj 1948, fordi de foretrak en muslimsk stat frem for en jødisk. Langt de fleste flygtede for at undgå at blive fanget mellem de stridende parter.

Under kampene om Ramle og Lod, som var arabiske baser for angreb på konvojer til Jerusalem, blev 35.000 arabere dog fordrevet, mens 2.500 blev. Kun 10–15 % af de arabere, der forlod Israel, blev fordrevet, ofte på grund af angreb på israelske styrker eller civile.

FN-mæglere anslog antallet af arabiske flygtninge til 330.000–360.000. Israels uafhængighedserklæring opfordrede araberne til at blive og være med til at opbygge den nye demokratiske stat. 160.000 lyttede til opfordringen. I 2021 udgør de og deres 2 millioner efterkommere 21 % af Israels befolkning.

4 Retten til Judæa og Samaria

Jøder har boet mellem Middelhavet og Den Arabiske Halvø i mere end 3.700 år. Her har utallige folk og kongeriger kæmpet mod hinanden. De fleste er siden forsvundet fra historien.

De gamle israelitiske stammeområder Juda, Benjamin, Efraim og Manasse lå i det, israelere i dag kalder Judæa og Samaria. Gad og Ruben lå i det nuværende Jordan. De magter, der besatte jødernes historiske land, blev siden besejret af andre stormagter. Babylonerne, assyrerne, Romerriget, mamelukkerne, det muslimske kalifat og Osmannerriget har alle hersket over landet på forskellige tidspunkter.

Her ligger byer, der har haft stor og ofte afgørende betydning for det jødiske folk og jødedommen. Silo, Qumran, Hebron, Sikem og Jeriko er historiske jødiske steder i Judæa og Samaria, som mange internationale jurister kalder «omstridte områder».

I næsten 2.000 år har jøder kun været udelukket fra at bo i Judæa og Samaria under den jordanske besættelse fra 1948 til 1967.

Jøder, der lever fredeligt i Judæa, har ret til det. At fordrive dem krænker deres grundlæggende menneskerettigheder. Som vi skal se, har de også ret til at bo i Judæa ifølge folkeretten.

Alligevel mener næsten alle verdens lande, at folkeretten ikke gælder for jøder i Judæa og Samaria. Når jøder uretmæssigt undtages fra rettigheder, kræves det i praksis, at de fjernes fra deres historiske hjemland.

Uretfærdige brud på folkeretten går dog nogle gange hånd i hånd med realpolitik. Hvem vil bo blandt en hadefuld befolkning, der når som helst kan starte en pogrom? Det store flertal af israelere og partier ønsker, at område A og B på Vestbredden bliver en suveræn palæstinensisk stat, men ikke hvis det truer Israels eksistens.

Et land, der handler i selvforsvar, må lovligt besætte et område, når det er nødvendigt for at beskytte sig. Som betingelse for at trække sig tilbage må landet også kræve sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter borgerne mod nye trusler fra området.

FN’s Sikkerhedsråds resolution 242 giver Israel ret til at være i Judæa og Samaria (Vestbredden). Israel har ret til at administrere de områder, som angriberstaten Jordan mistede i 1967, indtil der er opnået «en retfærdig og varig fred i Mellemøsten».

Jødiske byer og landsbyer i Judæa og Samaria (Vestbredden) har aldrig hindret fred. Selv da Jordan havde fordrevet jøderne fra området fra 1949 til 1967, nægtede araberne at slutte fred. Hindringen er islams afvisning af ikkemuslimske stater i Mellemøsten og Nordafrika.

I 1978 standsede Israel eksempelvis alt byggeri i bosættelserne i tre måneder for at få de arabiske stater med i fredsprocessen i Camp David. Det ville ingen af dem.

Fredsaftalen mellem Israel og Jordan fra 1994 siger heller intet om israelske bosættelser.

Under den venstreorienterede regering fra 1992 til 1996 voksede bosættelsernes befolkning med 50 %. Det hindrede ikke palæstinenserne i at underskrive Oslo I-aftalen i 1993 og Oslo II-aftalen i 1995.

PLO afviste fortsat fredsforslaget i 2000, selv om premierminister Ehud Barak tilbød at evakuere snesevis af bosættelser.

Israel evakuerede alle jødiske bosættelser i Gaza i 2005, men terrorangrebene er fortsat i to årtier. Terrororganisationen Hamas startede krige mod Israel i 2006, 2008–2009, 2012, 2014, 2021 og 2023–2025, fordi målet er Israels ødelæggelse.

I 2008 tilbød premierminister Ehud Olmert at trække sig tilbage fra 94 % af Judæa og Samaria (Vestbredden), men fik intet svar fra Mahmoud Abbas.

Trods gentagne terrorangreb vil israelerne fortsat blive i mindst de 2,7 % af det omstridte område, hvor jøder bor. Bosættelsernes sikkerhed koster meget og binder hærstyrker, der er brug for andre steder. Staten kompenserer desuden for de højere leveomkostninger. Ifølge Osloaftalen har israelere dog ret til at bosætte sig overalt i Israel og område C.

Hindringen for fred er ikke de tre procent af det omstridte område, hvor israelere bor. Den er de palæstinensiske lederes afvisning af at leve i fred med en jødisk nabostat. Israel afgør, om og hvornår det er sikkert at lade palæstinenserne danne en stat i det område, Israel indtog i en forsvarskrig mod Jordan. Det afhænger af, om de muslimske, arabiske naboer accepterer en jødisk demokratisk stat som nabo.

70 % af israelerne i Judæa og Samaria (Vestbredden) bor i forstæder til Jerusalem eller andre jødiske byer. Derfor er der plads til kompromiser om land, men ikke om det israelske folks sikkerhed.

Den fjerde Genèvekonventions artikel 49 fra 1949 forbyder en besættelsesmagt at «deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til det område, den besætter». Intet hindrer derfor israelere i frivilligt at flytte til Judæa og Samaria (Vestbredden), hvor de eller deres ældre slægtninge boede før Jordans annektering.

Det kan også diskuteres, om der er tale om «besættelse», når Israel generobrer et område, som Jordan besatte ulovligt, og hvor Folkeforbundet besluttede, at der skulle være en jødisk stat. FN overtog beslutningen. Hvis land besætter de?

Genèvekonventionen forbyder «individuelle eller kollektive tvangsforflyttelser samt udvisninger af beskyttede personer fra besat område til besættelsesmagtens område eller til noget andet land». Ingen palæstinensere er imidlertid blevet overført fra området siden 1969.

Ifølge Osloaftalerne har Det Palæstinensiske Selvstyre ret til at afgøre civile sager i område A og B. Israel har fuld beslutningsret i område C, som udgør 60 % af det omstridte område. Israelske boligområder, landsbyer og byer i område C er derfor fuldt lovlige ifølge folkeretten. Palæstinenserne bryder derimod aftalerne, når de bygger uden tilladelse. Det gør de alligevel, blandt andet med svenske bidrag.

Palæstinensiske ledere har spredt mange fejlagtige billeder. Et af dem er en række kort, der skal vise, hvordan Israel har indskrænket arabisk selvstyre. Virkeligheden er den modsatte: De palæstinensiske arabere havde aldrig haft selvstyre, før Israel gav dem det i bytte for fred. Desværre er Israel siden blevet udsat for stadig flere verbale angreb og terrorangreb.

Hverken Gaza eller Judæa og Samaria (Vestbredden) har nogensinde lovligt tilhørt Egypten eller Jordan. Landene erobrede områderne i en angrebskrig i 1949. Endnu mindre har de tilhørt de lokale arabiske palæstinensere, som aldrig har haft en suveræn stat.

Med Osloaftalerne med det jødiske Israel i 1993 og 1995 fik de for første gang civile beføjelser. Ingen arabisk stat gav dem selvstyre. Forudsætningen for en palæstinensisk administration var, at de standsede opildningen og terroren mod Israel.

Jødernes stærke historiske og religiøse bånd til Judæa og Samaria går tusinder af år tilbage. Området er også strategisk vigtigt på grund af nærheden til Israels hovedstad og landets geografisk sårbare «talje».

Evakueringen af Gaza i 2005 omfattede kun 21 bosættelser og 8.500 jøder. I 2020 boede der til sammenligning 451.000 jøder i Judæa og Samaria.

Alle lovlige bosættelser ligger i område C, som Israel kontrollerer efter de gældende Osloaftaler.

Israel generobrede Østjerusalem fra Jordan i 1967 i forbindelse med Jordans angreb på Israel. Bydelen blev annekteret i 1980. Hele Jerusalem er Israels hovedstad og vil aldrig tilhøre nogen anden stat. De jødiske indbyggere regnes derfor ikke som «bosættere», fordi de bor i Israel.

Ordene «bosættere» og «besættere» er dog blevet skældsord, som fjender ofte bruger om alle jøder i hele Israel. Mange svenskere forstår ikke den antisemitiske betydning: ønsket om at udslette den jødiske stat.

Jøder og arabere har samme ret til at bo i Judæa og Samaria.

Antallet af jødiske indbyggere steg på et år med 3,1 %, mens den arabiske befolkning under PA voksede med 2,7 %.

80 % af jøderne i Judæa og Samaria (Vestbredden) bor i de større boligområder i Jerusalems udkant, nær våbenhvilelinjen fra 1967.

Der er overordnet fire grunde til, at jøder valgte at vende tilbage til Judæa og Samaria efter at have været fordrevet fra 1948 til 1967.

1. Judæa er jødernes historiske kerneland

Alle jødiske indbyggere i Atarot, Kalya, Neve Ya’akov og Beit HaArava samt fire landsbyer i Gush Etzion og Kfar Etzion blev fordrevet eller dræbt af arabiske styrker i 1948. Indbyggerne eller deres børn var de første, der vendte tilbage. De vendte hjem til jødernes historiske kerneland, hvor de altid har boet bortset fra korte perioder med fordrivelse. Judæa kommer af det hebraiske ord yehuda i Det Gamle Testamente og har givet navn til «jødernes land».

2. De religiøse steder

Nogle bosætter sig nær jødiske helligdomme af rent religiøse grunde. Det gælder eksempelvis Hebron, hvor Patriarkernes Grav ligger.

3. Sikkerhed

Det er en strategisk fordel at have civile jødiske samfund i det omstridte område. Erfaringerne med angreb fra fjendtlige nabolande og palæstinensiske terrororganisationer gør militær kontrol nødvendig. Civiles observationer hjælper militæret.

4. Økonomi

Mange israelere flytter til Judæa og Samaria (Vestbredden), fordi boligerne er billigere end i det tæt bebyggede Tel Aviv og dyre boligområder som Herzliya. Ifølge Osloaftalen har Israel fuld ret til at bygge boliger og infrastruktur i område C.

Kiryat Arba og Ma’ale Efraim er to eksempler på sekulære landsbyer i det israelske område C. PA har samme rettigheder i område A og B. Alligevel har selvstyret med penge fra EU-lande opført 10.000 ulovlige bygninger i område C.

En evakuering af Judæa og Samaria (Vestbredden) ville være en vanskelig beslutning. Mange israelere vil modsætte sig den endnu stærkere end evakueringen af Gaza. De fleste ønsker dog fortsat at trække sig tilbage fra de mindre samfund.

De kræver en holdbar fredsaftale, der i overensstemmelse med FN’s Sikkerhedsråds resolution 242 giver Israel sikre grænser, som kan forsvares. Derfor skal eksempelvis den jødiske by Ariel med 25.000 indbyggere forblive israelsk. Byen udvider den smalle talje på knap 15 kilometer, som våbenhvilelinjen fra 1949 gav Israel.

I august 2025 blev den 35 år gamle plan for boliger til 13.000 israelere i E1 godkendt. Det 12 kvadratkilometer store område ligger mellem Ma’ale Adumim og Jerusalem. Det er underlagt israelsk civilret og har stor betydning for begge parter.

Gennem fredsaftaler med Jordan og Egypten har Israel trukket sig tilbage fra 90 % af de områder, landet lovligt vandt i forsvarskrigen i 1967. Israel trak sig også helt ud af Gaza, som Egypten ulovligt erobrede i angrebskrigen i 1948, uden at få en fredsaftale til gengæld.

Det førte til flere Hamas-angreb, som kulminerede i de forfærdelige massakrer i Sydisrael den 7. oktober 2024 med 1.200 dræbte, massevoldtægter og 251 gidsler.

Frem for endnu en ensidig tilbagetrækning fra Judæa og Samaria (Vestbredden) ønsker israelerne en forhandlet tostatsløsning, der skaber fred. Det følger FN’s opfordring til en forhandlet løsning.

Hvis PA fortsat afviser forslag, der både giver palæstinenserne en suveræn stat og Israel sikre grænser, som folkeretten kræver, kan Israel blive tvunget til selv at fastlægge grænsen uden en fredsaftale. Hvad skal landet ellers gøre, hvis de palæstinensiske ledere ikke ønsker fred?

Der kan oprettes en sammenhængende palæstinensisk stat på Vestbredden, selv om nogle få procent af området med de større jødiske landsbyer i område C bliver en del af Israel. Der kan også oprettes en korridor til Gaza.

Det afgørende er, om de palæstinensiske ledere standser opildningen, afvæbner terrororganisationerne og stopper grupper som Hamas, PFLP og Hizbollah. Regeringspartiet Fatah tog dog ikke afstand fra den største massakre på jøder siden Anden Verdenskrig den 7. oktober 2023. Det tillod sin væbnede fløj, Al-Aqsa-martyrbrigaderne, at deltage i den bestialske nedslagtning af civile.

Osloaftalerne er stadig bindende mellem Israel og PLO. De giver Israel både civil og militær kontrol i område C, som udgør 60 % af det omstridte område. Alt byggeri uden israelsk tilladelse er derfor ulovligt. PA har civil kontrol i område A og B, der tilsammen udgør de øvrige 40 %.

Alligevel har PA opført over 70.000 store, ulovlige bygningsanlæg i område C. Når Israel med loven i ryggen fjerner dem, udløser det protester. Med EU-støtte anlægger PA også landbrugsområder på strategiske steder i område C for senere at kunne kræve faktisk suverænitet uden en aftale.

I 2020 var Belgien rasende over nedrivningen af bygninger, landet havde finansieret. Belgien mente at have ret til at bygge uden tilladelse i område C, hvor Israel, ikke Belgien, har fulde civile beføjelser. Dermed tilsidesatte Belgien både aftalen mellem Israel og PA og israelsk lov.

Israel beskyldes for at skabe «fakta på jorden», mens PA bygger ulovligt.

Europæiske staters lovbrud over for Israel undergraver aftalerne og fredsprocessen. Få israelere tror, at PA vil overholde en ny aftale, når selvstyret allerede bryder Osloaftalerne.

EU finansierer ulovligt byggeri i område C og ignorerer Osloaftalernes opdeling af Judæa og Samaria (Vestbredden) i område A, B og C. Målet er at svække Israels legitime krav.

EU’s strategi til støtte for Palæstina 2017–2020 skal sikre, at Israel uden forhandlinger mister den del af aftalen, som giver landet kontrol over område C. Samtidig holdes PA ikke ansvarligt for at undlade at standse hadsk tale og afvæbne terrorgrupper.

Ifølge Osloaftalerne og FN’s Sikkerhedsråds resolution 242 har Israel ret til det område, landets sikkerhed kræver. Kun en ny aftale mellem parterne kan ophæve retten.

EU sætter sig dog over folkeretten. ECHO-planen fra 2014 fastslår eksempelvis åbent, at «EU og PA nu deltager aktivt i planlægningen og reguleringen af område C … med henblik på udvikling og større PA-myndighed i område C». EU opererer dermed ulovligt på israelsk område.

I 2016 finansierede EU mindst 91 ulovlige bygninger og året efter yderligere 57 for millioner af euro. Det ulovlige EU-finansierede byggeri er fortsat.

I 2018 begrundede EU sine brud på folkeretten, israelsk lov og Osloaftalen med, at organisationen selv «anser område C for at være det vigtigste landområde for en fremtidig palæstinensisk stat». Andre stater har dog ikke ret til at bryde en aftale mellem to parter og diktere en ny.

I juli 2020 underskrev EU, Danmark og PA en kontrakt til 150 millioner svenske kroner om byggeri i 15 områder i det israelske område C. EU’s repræsentant hos PA sagde, at EU ikke ville anerkende «ændringer af grænserne fra før 1967 … bortset fra dem, begge parter har aftalt».

EU ved, at der ikke var grænser mellem Israel og Jordan i 1948–1967, kun våbenhvilelinjer. Jordan har desuden opgivet sit krav på det område, landet tidligere besatte ulovligt.

EU kan heller ikke have overset, at Israel og PA gennem Osloaftalerne allerede har aftalt en opdeling af det omstridte område.

Med sine ord og handlinger siger EU reelt, at organisationen ignorerer folkeretten og parternes aftaler. Det ødelægger mulighederne for en gensidig fredsaftale.

Montevideokonventionen fra 1933 er international lov, som domstolene bruger, når de vurderer, om en stat eksisterer. Den opstiller fire kriterier: en permanent befolkning, et afgrænset territorium, en regering og evnen til at indgå aftaler med andre stater. PA opfylder ingen af kravene. Konventionen blev vedtaget som international lov af Folkeforbundet og dermed af FN. Ifølge den bør stater først anerkendes og erklæres, når alle fire krav er opfyldt.

EU-landene bryder på mindst ti punkter EU’s egne retningslinjer for anerkendelse af stater.

Trods det absurde i at anerkende staten «Palæstina» har mange lande gjort det. Sverige gjorde det i 2014 og Norge i 2024. Samme år sagde Danmarks statsminister Mette Frederiksen: «Vi kan kun acceptere en palæstinensisk stat, hvis Israels ret til at eksistere anerkendes fuldt ud.»

Hvorfor fraviger lande de internationale regler og forsøger at skabe en stat gennem anerkendelse? PA opfylder ikke de juridiske krav om en permanent befolkning, kontrol over et territorium, en samlet regering eller evnen til at indgå aftaler med andre lande. Alligevel synes de eksisterende stater at være ligeglade. Hvorfor?

Stormagterne har en afgørende rolle, fordi folkeretten styres og formes af FN’s Sikkerhedsråd. Deres politiske interesser afgør, hvornår PA anerkendes. Sverige ville også være stormagt på området og anerkendte i 2014 som det første EU-land «Palæstina» som stat. Det brød også med Det Europæiske Ministerråds beslutning fra 1991.

Skal Storbritanniens, Frankrigs, Nordirlands og Spaniens anerkendelse efter den omfattende invasion af Sydisrael den 7. oktober 2023 forstås som en indrømmelse til massakrer og kidnapninger?

Stormagternes og det internationale samfunds manglende respekt for Israels rettigheder undergraver dermed landets juridiske ret til Gaza, Judæa og Samaria.

PA på Vestbredden er helt afhængigt af IDF’s beskyttelse. Uden det israelske forsvar ville området falde i hænderne på terrorister, som det skete i Gaza og Afghanistan. Hvad ville EU eller FN gøre ved det?

Uti possidetis juris er en folkeretlig regel om, at nye suveræne stater skal beholde de grænser, den tidligere juridiske enhed havde før uafhængigheden. Israel har derfor ret til de grænser, som det britiske mandatområde Palæstina havde i 1922, og som FN gav landet. Kun Israel kan derfor afstå territorium til en anden stat.

5 Retten til Golan

Betegnelsen «omstridt territorium» bruges om områder, hvor en strid om tilhørsforholdet endnu ikke er løst. Der findes mange sådanne konflikter. Golanhøjderne, Kashmir, Falklandsøerne, Gibraltar, Vestsahara og Senkakuøerne er nogle af de omstridte områder.

Efter de arabiske staters angreb i 1967 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 242. Den kræver «tilbagetrækning af israelske styrker fra områder besat under den seneste konflikt». Ordet «områder» står ikke tilfældigt i ubestemt form. Det var et nøje overvejet valg, at ikke alt erobret land skulle tilbageleveres.

Hvorfor? Det fremgår af næste afsnit: «Ophør af alle krav eller krigshandlinger fra stater og respekt for … hver stat i områdets suverænitet, territorium og politiske uafhængighed samt retten til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler …»

Syrien har nægtet at slutte fred og er fortsat med fjendtlighederne. Landet brød blandt andet folkeretten med den ødelæggende yom kippur-krig mod Israel i 1973. Derfor brugte Israel i 1981 sin juridiske ret til at annektere Golanhøjderne.

Det viste sig at være en klog beslutning. Da den syriske borgerkrig begyndte i 2010, gav regimet iranske, antiisraelske tropper fri adgang til grænsen ved Golanhøjderne. Uden annekteringen ville iransk artilleri have hele Nordisrael foran kanonerne. Syrien har mistet retten til Golanhøjderne, fordi landet fortsætter fjendtlighederne.

Ingen ved, hvad der vil ske, efter at den islamistiske bevægelse HTS og dens leder Ahmed al-Sharaa har overtaget magten. Men Israel var det eneste land, der forsvarede Syriens drusere efter det nye regimes massakrer i 2025.

Israel har tilbageleveret 90 % af det land, som blev besat i krigen i 1967. Egypten fulgte Sikkerhedsrådets resolution 242 og sluttede fred i 1979. Israel tilbageleverede Sinai, og Egypten opgav sit krav på Gaza, som juridisk tilhørte Israel. Alligevel evakuerede Israel næsten 9.000 jødiske indbyggere og forlod Gaza i 2005 uden nogen modydelse fra palæstinenserne.

Jordan fulgte også resolution 242 med fredsaftalen fra 1994. Landet opgav sit krav på Judæa og Samaria, som det ulovligt besatte i angrebskrigen i 1948. Derfor kan man argumentere for, at området juridisk tilhører Israel. Det har aldrig tilhørt nogen anden stat med krav på det.

Israel har alligevel ikke annekteret Judæa og Samaria, fordi landet ønsker en fredsaftale med de arabiske palæstinensere. Den jødiske stat har tilbudt dem en egen stat. Det fik de aldrig af det arabiske Jordan.

PLO skulle blot opfylde resolution 242’s andet punkt: standse fjendtlighederne, respektere Israels suverænitet og landets ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler. Det har PLO nægtet. Derfor har palæstinenserne ingen egen stat.

Det syriske regimes aggression mod Israel, blandt andet gennem angrebskrigene i 1948, 1967 og 1973, har også ramt dets egen befolkning. Under den igangværende borgerkrig har regimet brugt giftgas og tøndebomber. Over 13 millioner syrere er blevet fordrevet, og hundredtusindvis af syrere samt 3.000 palæstinensere er dræbt.

Fra 2013 til 2018 gav Israel humanitær hjælp til syrere ved grænsen til Golan gennem projektet Good Neighbor. Næsten 5.000 fik gratis hospitalsbehandling, og 7.000 blev behandlet ambulant. IDF leverede også 1.700 ton mad, før syriske styrker genvandt kontrollen med grænseområdet.

De 23.000 drusere i Golanhøjdernes fire landsbyer er beskyttet mod den syriske borgerkrig. De valgte allerede i 1929 jødernes beskyttelse. Siden 1967 er landsbyerne blomstret under israelsk styre. Turismen giver gode indtægter, og mange drusere studerer på universiteterne i Tel Aviv. De fleste har israelsk statsborgerskab, og stadig flere deltager i lokalvalg. Flere har høje poster i det israelske forsvar.

6 Retten til Jerusalem

Ingen anden religion eller befolkningsgruppe har et forhold til Jerusalem, der kommer i nærheden af det jødiske folks og jødedommens.

Det kan hverken Sverige, FN eller arabiske folk ændre. Det afgørende er jødernes faktiske, årtusindgamle kulturelle, religiøse og historiske bånd til Jerusalem. Derfor er det både uretfærdigt og krænkende at afvise den jødiske stat Israels valg af Jerusalem som hovedstad. Ingen anden stat i verden er blevet behandlet så dårligt.

Enhver suveræn stat vælger selv sin hovedstad. Det fastslår FN-pagtens første kapitel, andet afsnit, med ordene «respekt for princippet om lige rettigheder og folkenes selvbestemmelse».

Jerusalem nævnes 669 gange i Tanakh, den hebraiske bibel, og i alt 811 gange i kristendommens gamle og nye testamente. Byen nævnes slet ikke i Koranen.

«Næste år i Jerusalem» er ønsket, der afslutter det traditionelle sedermåltid ved den jødiske påske. Traditionen går tilbage til udvandringen fra Egypten omkring 1280 f.Kr. Båndene til Jerusalem er afgørende for jødedommen.

Jøder har boet i Jerusalem selv under forfølgelser og har igen været i flertal siden midten af 1800-tallet.

Kong David gjorde Jerusalem til jødernes hovedstad i 1000-tallet f.Kr. Siden har intet andet kongerige haft byen som hovedstad. Hans søn, kong Salomon, lod det første tempel bygge i 957 f.Kr. Det andet tempel blev genopbygget i 516 f.Kr. og omdannet til et pragtværk i 20 f.Kr. Derfor er Tempelbjerget i Jerusalem jødernes helligste sted.

7 Retten til sin religion og sine hellige steder

Israel prioriterer at bevare alle religioners hellige steder og sikre adgangen til dem. Sådan er det ikke i de fleste lande i Mellemøsten.

Loven om beskyttelse af hellige steder fra 1967 er klar: «De hellige steder skal beskyttes mod vanhelligelse og andre overgreb samt mod alt, der krænker den frie adgang eller de forskellige trossamfunds følelser for deres religiøse steder.» Strafferammen for at krænke religionsfriheden er syv års fængsel.

Tempelbjerget i Jerusalem er jødedommens helligste sted. Det første jødiske tempel blev bygget her mere end 1.500 år før islams opståen. Da romerne ødelagde det andet tempel i år 70 e.Kr., havde det stået i over 500 år. Snart er det 3.000 år siden, jøderne byggede deres første helligdom på Tempelbjerget.

Tempelbjerget ligger i Israels hovedstad, men administreres af den islamiske waqf. Trods påstande om krænkelser af muslimers rettigheder forhindrer israelsk sikkerhedspersonale jøder i at bede her og begrænser deres adgang til deres helligste sted. Status quo skal opretholdes.

Ulovlige palæstinensiske udgravninger på Tempelbjerget har fjernet store mængder jødisk historisk materiale fra det første og andet tempels tid. Meget dokumentation for jødernes årtusindgamle bånd til stedet er blevet ødelagt.

Patriarkernes Grav i Hebron er hvilested for Abraham, Sara, Isak, Rebekka, Jakob og Lea. Hebron var også kong Davids første hovedstad i 1000 f.Kr. Byen er dermed jødedommens næsthelligste sted.

Ifølge en aftale mellem Israel og PA fra 1997 har PA’s politi ansvaret for at beskytte de jødiske helligdomme i Hebron. Jødiske besøgende skal dog «ledsages af en mobil jødisk enhed for at sikre fri, uhindret og sikker adgang til de hellige steder».

Josefs Grav i det nuværende Nablus er hvilested for den betydningsfulde patriark fra Første Mosebog og hans to sønner Efraim og Manasse. Stedet hed Sikem, da Abraham ifølge Bibelen modtog Guds løfte om landet. Det var mødested for præsteskabet og israelitternes midlertidige hovedstad.

Osloaftalerne fastslår, at stedet er en jødisk helligdom. Den ligger i område A under PA’s civile myndighed. Det israelske militær tillader kun jødiske besøg én nat om måneden under væbnet eskorte. I 2000 og 2015 satte palæstinensere ild til helligdommen, uden at PA’s politi standsede dem.

Synagogen Shalom Al Israel i Jeriko er også en jødisk helligdom omfattet af Osloaftalerne. Den ligger i område A under PA’s civile kontrol. Jøder må bede her én gang om ugen. Den over 1.500 år gamle ruin er opkaldt efter en gulvmosaik med teksten «Fred være med Israel».

Tiberias på Genesaret Søs vestlige bred blev grundlagt i år 20 e.Kr. Byen regnes for hellig, fordi rabbinere her nedskrev den mundtlige jødiske tradition i Jerusalem-Talmud i 300-tallet. Skriftlærde standardiserede det hebraiske sprog fra 600- til 900-tallet, og i 1700- og 1800-tallet var byen et centrum for jødiske skoler.

Safed i Galilæa er ligesom Jerusalem, Hebron og Tiberias en af jødedommens hellige byer. Da inkvisitionen fordrev jøderne fra Spanien i 1492, søgte mange lærde tilflugt i Safed. Med sin beliggenhed 850 meter over havet er det Israels højest beliggende by. Den er især kendt som centrum for jødisk mystik, kabbala.

Det bibelske Sinaibjerg på den egyptiske Sinaihalvø er stedet, hvor Moses ifølge traditionen modtog Guds ti bud. Her har Mosebøgerne, Toraen, deres udspring.

Israel har naturligvis mange synagoger. De er ofte diskrete og enkle bygninger, som bruges flittigt året rundt.

Der findes mange meget gamle synagoger, ruiner og synagoger, som er omdannet til kirker eller moskeer. Den store sefardiske synagoge og Cymbalista-synagogen i Tel Aviv samt Hurva-synagogen i Jerusalem er tre arkitektonisk imponerende eksempler. Normalt har en synagoge dog en lav, hvælvet kuppel uden spir eller tårne.

Davidsstjernen er det mest kendte symbol på jødedommen og Israel. På hebraisk hedder den Magen David, Davids skjold. De to trekanter oven på hinanden blev først taget i brug i 1600-tallet til at markere jødiske kvarterer og udsmykke synagoger.

Efter Dreyfusaffæren blev davidsstjernen symbol på den politiske kamp for at genvinde et jødisk nationalt hjemland, da den zionistiske bevægelse blev født i 1897. Under Holocaust brugte nazisterne symbolet til at mærke jøder i forbindelse med de industrielt organiserede massemord.

Da det jødiske folk genoprettede sin nationalstat den 14. maj 1948, blev flaget udformet efter et bedesjal, en tallit, med davidsstjernen i midten.

Davidsstjernen er blevet et meget udbredt jødisk symbol på både religiøse genstande og hverdagsting. En rød davidsstjerne er symbolet for Israels Røde Kors, Magen David Adom.

Et andet jødisk symbol er chai, det hebraiske ord for liv. Det består af to bogstaver, som læses fra højre mod venstre. Livet siges at være det vigtigste i jødedommen. Derfor har de smukke bogstaver en særlig plads og pryder blandt andet mange smykker.

Hamas har nådesløst udnyttet, at livet står over alt andet, ved at bruge levende og døde jøder til afpresning.

Den lille hovedbeklædning, som jødiske mænd ofte bærer, kaldes en kippa eller yarmulke. Kippaens udseende og måden, den bæres på, afhænger af religiøs retning og politisk overbevisning.

Praktiserende jødiske israelere går ofte som børn på jødiske grundskoler, cheder. Senere kan ortodokse jøder, som regel mænd, studere religionen mere indgående på en yeshiva.

Ultraortodokse jøder, hassider, har deres rødder i 1700-tallets Østeuropa. De kendes på deres lange sorte frakker og pelshatte og er religiøst og socialt konservative. I dag udgør de omkring 5 % af verdens jødiske befolkning.

Brit mila, mandlig omskæring, er det religiøse ritual, som en otte dage gammel dreng gennemgår som tegn på pagten med Gud. Indgrebet giver ingen medicinske eller funktionelle problemer, men mindsker risikoen for infektioner senere i livet.

Tempelbjerget er jødedommens helligste sted. Her stod det første tempel, Salomons tempel, fra 950 til 853 f.Kr. Det andet tempel blev bygget i 520 f.Kr., udsmykket af Herodes omkring 19 f.Kr. og ødelagt af romerne i år 70 e.Kr.

Ifølge en gammel jødisk bibelsk tradition begyndte Gud at skabe universet her. Det siges, at han brugte støv fra Tempelbjerget, da han skabte Adam. Pagtens Ark med Guds ti bud stod også her i templets allerhelligste rum. Derfor vender jøder sig mod Tempelbjerget, når de beder.

Vestmuren, Ha-Kotel Ha-Maʿaravi, ligger nærmest jødedommens helligste sted, hvor templet med Pagtens Ark stod. Romerne rev templet ned i år 70 e.Kr. for at straffe jøderne for oprøret mod Romerriget. De kunne dog ikke rive den enorme Vestmur ned.

Muren blev et valfartssted for jøder i diasporaen, de landflygtige jøder spredt over hele verden. I dag er den en åben synagoge, hvor alle er velkomne uanset religion.

Anklagen om, at Israel «jødiserer» Jerusalem, er blot et af flere forsøg på at forfalske historien og undergrave Israels ret til sin hovedstad.

8 Retten til det hebraiske sprog

Det smukke hebraiske sprog med sin ældgamle historie og sine fascinerende skrifttegn binder nationen og folket usædvanligt stærkt sammen.

Hebraiske steninskriptioner i synagoger og de tidlige israelitiske kongers boliger understøtter de historiske fortællinger. Det gør hebraiske indskrifter på udgravede mønter også. De mest markante historiske fund på hebraisk er Dødehavsrullerne. De blev opdaget i Qumran i 1947 og udstilles på Israel Museum i Jerusalem.

Efter det 3. århundrede blev oldhebraisk især brugt af rabbinere, når de studerede ældre jødiske skrifter som Mishna. Mange store værker blev skrevet på hebraisk i middelalderen, men sproget var ikke et levende talesprog.

Journalisten og forfatteren Eliezer Ben-Yehuda, født i Det Russiske Kejserrige i 1858, var den stærkeste drivkraft bag genoplivningen af hebraisk som et moderne jødisk modersmål.

Han indså tidligt, at et fælles sprog kunne forene jøder over hele verden. Hebraisk som nationalsprog skulle få enorm betydning for den zionistiske nationale bevægelse. Folket, religionen, landet og sproget var grundlæggende for jøderne. Derfor mente han, at hebraisk kunne genoplives som nationens sprog.

I 1881 indvandrede Ben-Yehuda til Jerusalem som lærer i den osmanniske provins Palæstina. Her skrev han den første moderne hebraiske ordbog og organiserede en systematisk bearbejdning af sproget, så det igen kunne bruges i tale.

Efter Osmannerrigets fald under Første Verdenskrig anerkendte den britiske administration i Palæstina i 1921 hebraisk som et af områdets tre officielle sprog sammen med engelsk og arabisk. Folkeforbundet fulgte efter i 1922. Derefter blev hebraisk hverdagssprog for en stor del af landets jødiske befolkning.

Efter Eliezers død i 1922 færdiggjorde hans kone, den succesrige journalist og forfatter Hemda Ben-Yehuda, ordbogen i de følgende årtier. Det blev det mest vellykkede eksempel på genoplivningen af et tidligere uddødt sprog.

Da de jødiske ledere udråbte staten Israel den 14. maj 1948, talte hundredtusindvis af indbyggere allerede hebraisk. På uafhængighedsdagen blev det officielt erklæret som landets hovedsprog. Det konkurrerede med de indvandrede jøders andre sprog, blandt andet jiddisch, russisk, arabisk, etiopisk og aramæisk.

I dag taler omkring 9 millioner mennesker verden over hebraisk. 5 millioner har det som modersmål. Uden for Israel findes flest hebraisktalende i USA, hvor 220.000 taler sproget.

Hebraisk læses fra højre mod venstre. Når man åbner en israelsk bog, skal bogryggen derfor ligge til højre. Alfabetet har 22 konsonanter og skelner ikke mellem store og små bogstaver.

9 Retten til retfærdig behandling

Hvordan er et demokrati blevet til midt i et hav af autokratier? Historiens jødeforfølgelser og en kultur, der fremmer diskussion og nytænkning, er væsentlige forklaringer. Derfor står beskyttelsen af Israels stærke, uafhængige domstole, medier og menneskerettighedsorganisationer samt ytrings- og religionsfriheden meget stærkt.

Israel har ratificeret internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder. Landets højesteret står langt stærkere over for staten end den svenske. Selv under coronapandemien var store protester tilladt, mens religiøse forsamlinger blev kraftigt begrænset. Er kritikken af Israel egentlig retfærdig?

Kan man kræve mere af Israel end af det 500 år gamle Sverige, som ikke har været i krig siden 1814? Trods konstante krige og terror har Israel udviklet sig enormt inden for demokrati, sundhed og industri og er blevet førende inden for forskning og udvikling. Er noget af kritikken måske et våben for Israels fjender?

Kan man kræve mere af Israel end af de nordiske lande, som alle er omgivet af rige, stabile lande? Israel er klemt inde mellem kaotiske stater som Libanon, Syrien og Irak og fattige, ustabile naboer som Jordan, Egypten, Sudan og Libyen. Alligevel er landet forblevet en stabil retsstat med stor presse- og ytringsfrihed.

Kan man kræve mere af Israel end af vestlige lande, der gennem århundreder langsomt har opbygget deres statsapparat og byer? De første zionister ankom i 1880 til en feudal, dybt forsømt og næsten øde halvørken. Alligevel byggede jøderne et moderne, højteknologisk samfund.

I 1909, for blot 113 år siden, købte jøder sandklitterne ved Middelhavskysten og grundlagde Tel Aviv, som i dag er et vigtigt handelscentrum. Stockholm blev grundlagt i 1180. Måske burde den jødiske stat roses for sine resultater frem for at blive kritiseret så hårdt for nogle få voksesmerter. Behandles andre stater lige så dårligt?

Israel har Mellemøstens frieste presse og akkrediterer langt flere journalister end noget naboland. Under Det Arabiske Forår havde Syrien kun én regimegodkendt udenrigskorrespondent, mens Israel havde 40 nyhedsindsamlere. Nyhedsbureauet AP havde flere ansatte i Israel end i alle de arabiske oprørslande tilsammen.

Mediernes politiske rolle og forskellen på dækningen af Israel og nabolandene er betydelig. Mange opfatter svenske journalister som kritiske over for Israel, men de kan stadig arbejde frit. På den PA-kontrollerede Vestbred dræber regimet kritikere. Journalister i krigszoner har et farligt arbejde, men føler sig forholdsvis trygge i Israel.

Israel tillader ikkeoffentlige civilsamfundsorganisationer (NGO’er) at arbejde frit, så længe de ikke har tydelige terrorforbindelser. Det gælder også organisationer, der er stærkt kritiske over for Israel og modarbejder landet.

Mange modtager enorme beløb fra udlandet. New Israel Fund har eksempelvis givet over 300 millioner amerikanske dollar til 900 NGO’er i Israel. I 2025 blev den svenske bistandsorganisation Sida anklaget for at have givet 55 millioner dollar til Hamas gennem ICHR.

Terrorgrupper udnytter desværre ofte demokratiske rettigheder til at forsøge at vælte demokratiet. Det bekæmpes så vidt muligt inden for lovens rammer. Det er alle demokratiets støtter taknemmelige for.

Hamas og PFLP kontrollerer flere palæstinensiske NGO’ers aktiviteter, blandt andre Addameer, Al-Haq, DCI-P og NDC. Hizbollah er etableret i Judæa og Samaria (Vestbredden). Tilsammen er de ansvarlige for mange israeleres død i terrorangreb.

Når Israel forsøger at standse krigen mod sine borgere, protesterer Amnesty International frem for at kritisere terroristerne. Israel har samme ret som alle andre stater til at beskytte sig mod terror.

Der forekommer diskrimination af arabere og andre minoriteter i Israel. Men det er ikke mere sydafrikansk apartheid end i de svenske, britiske, indiske og iranske «eksilområder». I stort set alle lande findes grupper, som har dårligere økonomiske og sociale vilkår end andre.

I Sydafrika havde farvede hverken fuldt statsborgerskab eller stemmeret. Det har alle minoriteter i Israel ret til. I Sydafrika måtte farvede ikke studere på universitetet eller opholde sig hvor som helst. I Israel studerer og underviser arabere på universiteter. De er læger og hospitalsledere og giver alle borgere behandling af højeste kvalitet.

Sorte i Sydafrika fik først stemmeret, da apartheidsystemet faldt i 1994. I Israel har arabere poster i både Knesset og Højesteret. I 2021 kom det islamistiske parti med i regeringskoalitionen.

Arabiske israelere bærer helt naturligt niqab på offentlige steder. I Egypten er det islamistiske parti derimod forbudt, og jøder kan ikke bære kippa eller davidsstjerne.

Det ville være mere rimeligt at anklage Libanon for apartheid mod palæstinensere. De er udelukket fra 36 erhverv, har ikke adgang til sundhedsydelser, får ikke statsborgerskab og må ikke købe fast ejendom.

FN’s Generalforsamling vedtog i 1975 den grove anklage om, at zionisme er racisme, med resolution 3379. Den blev først ophævet i 1991. Selv om der var gået 58 år siden den antisemitiske resolution, besluttede Svenska kyrkans kirkemøde i november 2021 at undersøge Israel for apartheidforbrydelser.

Det savner faktuelt grundlag og siger derfor mest om politiseringen mod Israel i store dele af Svenska kyrkan. Apartheidanklagen er både grotesk og uretfærdig. Den falske anklage bryder gennem dæmonisering med princippet om lige behandling af stater. Som sydafrikaneren Kenneth Mesho sagde: «De, der ligesom jeg ved, hvad virkelig apartheid er, ved, at intet i Israel ligner apartheid.»

En million jødiske flygtninge fra arabiske og muslimske lande efter 1948 får én definition af FN. Halvt så mange arabiske flygtninge fra Israel får en anden. Arabernes efterkommere arver flygtningestatus for altid og har i over 70 år haft deres egen FN-organisation, UNRWA, som nu har 30.000 ansatte. Jøderne blev overladt til sig selv. Er det retfærdig behandling?

Palæstinensiske flygtninge omtales ustandseligt, selv om det er 75 år siden, den arabiske side tabte sit forsøg på at udslette den jødiske stat i 1948. Man hører derimod aldrig om de langt flere jødiske flygtninge fra den arabiske verden i samme periode.

Konflikter med Israel dækkes langt mere end andre konflikter, der koster mange gange flere liv. I 2024 fik Israel tre gange så stor opmærksomhed i redaktionelt styrede medier som ti af verdens største kriser tilsammen.

Jøder i Israel har ret til ikke at blive dæmoniseret i det palæstinensiske skolesystem. Her kaldes jøder «besættere», og eleverne skal lære, at Israel, som blot kaldes «den zionistiske enhed», skal erobres gennem krig for at skabe et muslimsk land «fra floden til havet».

Israel har formået at undgå falske anklager om apartheid, etnisk udrensning og ulovlig besættelse samt boykotaktioner. Som verdens eneste jødiske stat er landet blevet udsat for ensidig mobning af værste skuffe. Få nationer har forsvaret, at Israel skal have samme rettigheder som alle andre FN-medlemsstater. Folkeretten manipuleres til næsten kun at ramme den jødiske stat, mens Israels rettigheder aldrig nævnes.

Siden Israels grundlæggelse i 1948 har FN’s Generalforsamling vedtaget over 500 resolutioner mod landet. Ikke én har fordømt Hamas’ massive raketangreb fra Gaza mod israelske civile.

At resolutionerne ikke er juridisk bindende og ikke skaber folkeret, undskylder ikke den mobbementalitet, som undergraver hele FN’s troværdighed. Siden 1975 har Generalforsamlingen haft komitéen CEIRPP om «udøvelsen af det palæstinensiske folks umistelige rettigheder». Den fordømmer kun Israel, ofte uden diskussion.

I 2020 vedtog Generalforsamlingen 23 resolutioner med kritik af et af de 192 medlemslande. 17 var rettet mod Israel! Vurderes landet retfærdigt og på samme vilkår som de 191 andre stater?

FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC) har angrebet den demokratiske stat Israel med 95 resolutioner. De øvrige 191 lande har tilsammen fået 142 imod sig, altså under én i gennemsnit. Derfor forlod USA rådet under præsident Trump. Præsident Biden vendte tilbage, selv om han anerkendte rådets «uforholdsmæssige fokus» på Israel.

Israel mener, at det ekstreme fokus på verdens eneste jødiske nation er ude af proportioner med alle verdens krige og hungersnødkatastrofer. Mange er enige. De mener, at de 57 muslimske lande, som rummer 24 % af verdens befolkning, har en urimelig fordel ved afstemningerne.

Tilsammen udgør landene et enormt marked og en magtfaktor, der trumfer moralske hensyn. Syrien, Kina, Rusland, Iran og Nordkorea har ikke fået halvt så mange resolutioner imod sig. Kun ét af de 192 lande støtter konsekvent Israel: USA.

Det svenske FN-forbund bruger ordet «besættelse» om Israels lovlige annektering af Golanhøjderne og Østjerusalem. Islamister, der har lovet at udslette hele Israel, bruger samme betegnelse.

Annekteringen er lovlig ifølge folkeretten, fordi den skete som forsvar mod gentagne fjendtlige angreb på en suveræn stat, og angriberne nægtede at standse fjendtlighederne. Israel har da juridisk ret til at annektere områder, som er nødvendige for det fortsatte forsvar.

Samtidig skriver det svenske FN-forbund, at Egypten og Jordan «kontrollerede» Gaza, Judæa og Samaria efter 1948, selv om landene besatte områderne ulovligt gennem angrebskrige. Det skaber indtryk af, at netop en jødisk stat ikke må påberåbe sig folkeretten, mens andre ikke behøver at følge den. Det er racisme. Racisme mod jøder eller den jødiske stat kaldes antisemitisme.

De, der anklager Israel for at have været en «besættelsesmagt» i 74 år, siden staten blev genoprettet den 14. maj 1948, benægter landets juridiske ret til at eksistere. Den 15. maj, da briterne forlod mandatområdet, angreb Egypten, Jordan, Libanon, Irak og Syrien.

Invasionen sluttede med en våbenhvileaftale. Da FN flere måneder senere optog Israel som medlem, dannede de internationalt anerkendte våbenhvilelinjer grundlaget.

Da Israel igen blev angrebet i 1967 og 1973 med udslettelse som mål, havde landet juridisk ret til at forsvare sig og beholde områder, som var nødvendige for forsvaret. Retten gælder, indtil en fredsaftale er underskrevet. Det har araberne i Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza afvist. Derfor fortsætter den lovlige besættelse.

Syrien har heller ikke villet underskrive en fredsaftale og har derfor ingen ret til Golan, som er blevet annekteret. Fredsaftalerne med Egypten og Jordan betød, at Egypten fik hele Sinai tilbage og ikke har krav på yderligere land.

De seneste års folkedrabsanklager mod Israel, også fra lederen af Vänsterpartiet, er dæmoniserende og uden hold i virkeligheden. Efter over hundrede års konflikt mellem jøder og arabere er antallet af arabere i Israel, Gaza, Judæa og Samaria tidoblet. Lyder det som folkedrab?

FN-tal viser, at palæstinensernes placering på Human Development Index blev forbedret fra 2004 til 2021. Før den 7. oktober 2023 lå levevilkårene i ni af de tolv regioner i Gaza, Judæa og Samaria (Vestbredden) over verdensgennemsnittet. Lyder det som folkedrab?

De fleste medier og lande har accepteret, at terrororganisationerne og som regel også PA ikke skelner mellem terrorister dræbt i kamp og dræbte civile. Det bliver en form for legitimering af krigen mod Israel, hvor fredelige palæstinensere bruges som brikker i islamisternes PR-krig.

En udbredt måde at legitimere ensidig og vedvarende bagvaskelse på er udsagn som «Kritik af Israel er ikke kritik af alle jøder» og «Man skal kunne kritisere Israel uden at blive betragtet som antisemit». De rummer et underforstået krav om, at man skal kritisere staten Israel. Har du hørt lignende udsagn om andre lande?

De fleste israelere støtter arbejdet for et trygt og moderne land for alle indbyggere. De indenrigs- og udenrigspolitiske trusler er enorme. Måske burde regeringen roses for at have forsvaret landet mod alle angreb frem for næsten altid at blive fordømt. Man behøver ikke kritisere Israel, selv om udsagnene giver det indtryk.

Har nogen hørt «Kritik af Sverige betyder ikke, at du hader alle svenskere»? Er det, fordi alle er enige om, at alt, hvad Sverige gør, er perfekt? Næppe.

Ubegrundet kritik af Israel er ikke antisemitisme, men antizionisme. Antizionismen, benægtelsen af det jødiske folks juridiske ret til sit eget hjemland, er den nye antisemitisme. Frem for åbent at udtrykke jødehad angriber man landets navn, Israel, og folkets nationale bevægelse. Det skjulte jødehad får for lidt opmærksomhed, men er mindst lige så farligt.

10 Retten til fred

Jøderne har utallige gange forsøgt at få en fredsaftale i området. I 1937, 1939, 1967, 1979 og 2014 lød svaret igen: nej, nej, nej!

I 1947 sagde jøderne ja til FN’s delingsplan. Araberne sagde nej.

I 2000 svarede palæstinenserne under Yasser Arafats ledelse på Camp David-aftalerne med den anden intifada, som kostede over 1.000 israelere livet.

I 2005 evakuerede Ariel Sharon Gaza. Resultatet blev en terrorstat, gentagne krige og den 7. oktober 2023.

I 2008 afviste Mahmoud Abbas Ehud Olmerts fredsforslag om næsten hele Vestbredden og Gaza.

I 2020 afviste Abbas den amerikanske fredsplan og nægtede også at deltage i forhandlingerne.

Uden en fredsproces og anerkendelse af den jødiske stats ret til at eksistere bliver der ingen fred. Palæstinenserne krænker enhver stats og ethvert folks ret til at leve i fred med sine naboer. Hvad er vigtigst for de palæstinensiske ledere: fred eller udslettelsen af den jødiske stat Israel?

Retten til fred omfatter:

• Retten til at leve uden terrorangreb i sit eget land og i omstridte områder.
• Retten til ikke at blive angrebet af terrorister betalt af det palæstinensiske naboselvstyre, PA, med bidrag fra det internationale samfund.
• Retten til at slippe for PA’s konstante brud på Osloaftalen gennem opildning og hadsk tale.
• Retten til at slippe for vestligt finansieret had i PA’s skoler, civilsamfundsorganisationer og medier.
• Retten til ikke at blive udsat for racistisk forfølgelse og boykot.
• Retten til respekt og til at være stolt af sin historie, kultur, religion, sit folk og sit land.
• Retten til ligeværdig behandling i sport: at hilse på hinanden før og efter konkurrencer, få den israelske nationalsang spillet og det israelske flag hejst. Retten til at deltage i VM og Eurovision.
• Retten til at leve uden udslettelsestrusler fra fjendtlige stater som Iran og deres terrororganisationer