Det seneste IDF-tal viser, at terrororganisationen, der angriber Israel fra Libanon, har lidt massive tab.
Alene siden marts 2026, er omkring 2.500 Hizbollah-terrorister blevet dræbt i kamp.
IDF har elimineret 7.000-8.000 terrorister, siden Hizbollah uprovokeret gik i krig mod Israel tilbage i oktober 2023, blot en dag efter den 7. oktober 2023, blev udsat for den værste massakre mod jøder siden Holocaust. Iransk-støttet Hamas, der var arkitekten bag massakren, havde brugt 10 år på at planlægge den bestialske forbrydelse.
Ifølge militære kilder er omkring en tredjedel af Hizbollahs styrker blevet elimineret. Før krigens udbrud, havde terrororganisationen omkring 30.000 aktive krigere, skriver Jerusalem Post.
Det aktuelle tal er dog lidt lavere end tidligere anslået. Tidligere blev det anslået, at Hizbollah havde 40.000-50.000 terrorister.
Hizbollah-ledere og kommandører elimineret
Israel har også elimineret flere Hizbollah nøglepersoner og ledere.
Blandt de eliminerede er Hizbollah-kommandanten for El-Hiam-regionen, vicechefen for den berygtede Badr-specialenhed, efterretningschefen for Shakif-regionen samt flere ledere.
Israels målrettede angreb har svækket Hizbollahs operative ledelsesstruktur betydeligt i det sydlige Libanon, der er terrororganisationens vigtigste region.
Derudover menes omkring 10.000 Hizbollah-terrorister at være blevet såret.
Flere tusind terrorister blev også såret, da deres personsøgere eksploderede i september 2024 i Mossad-operationen.
Israel tænker ud af boksen i sin kamp mod Hizbollah-droner
IDF må konstant tilpasse sig nye trusler på slagmarken. Det gælder især Hizbollahs fiberoptiske droner, der allerede har kostet flere israelske liv.
Fiberoptiske droner styres via et tyndt, udfoldeligt optisk kabel i stedet for traditionelle radiosignaler. Dvs at de ikke kan forstyrres med elektronisk krigsførelse (jamming) og er meget vanskelige at opdage, men kablet begrænser deres rækkevidde og kræver præcis navigation for ikke at sidde fast.
En højtstående IDF-officer siger, at soldaterne har fået specialbyggede haglgeværer med amerikansk produceret ammunition, der spreder hagl over et større område og gør det lettere at nedskyde de små, hurtigt bevægende droner.
Derudover har IDF også brugt særlige net til at indfange og neutralisere dronerne. Israels forsvarsministerium samarbejder også med private teknologivirksomheder om at udvikle avancerede varslingssystemer, der hurtigt kan varsle IDF-soldater om indkommende droneangreb.
Arbejdet med de nye tiltag kan tage flere måneder før implementering.
Hizbollah satser på at Iran vil redde dem
Ifølge flere israelske militære ledere, er der frustration over det diplomatiske spil. IDF’s operationelle frihed er blevet begrænset grundet de igangværende forhandlinger mellem USA og det iranske regime.
USA frygter, at større angreb mod iransk-støttet Hizbollah vil ødelægge forhandlingerne med Iran. Derfor har USA indført restriktioner på Israels krigsførelse mod terrororganisationen. Derved begrænses Israels militære handlefrihed.
Ifølge efterretningsrapporter presser Hizbollah på for, at Iran skal underskrive en våbenhvileaftale med USA, hvor terrororganisationen er inkluderet.
Efter at være gået ind i en krig, der har påført dem enorme tab, har terrororganisationen i Libanon desperat brug for at komme sig og genopbygge sine styrker.
Hvis Hizbollah ikke inkluderes i våbenhvileaftalen mellem USA og Iran, vil det give Israel en stor strategisk fordel fremadrettet.







