Bent Blüdnikow, der er dansk historiker, journalist og forfatter og har holdt foredrag for MIFF, har delt sin seneste kommentar bragt på Kontrast.dk. Han skriver på Facebook: – New York Times beskylderIsrael for at ræne hunde til at voldtage palæstinensiske fanger.
Vi bringer hans kommentar her:
Politiken og New York Times er fulde af propaganda og løgn
Israel træner hunde i at voldtage arabere, skriver New York Times. Efter angrebet 7. oktober 2023 er hadet mod zionismen og den jødiske stat taget til i de vestlige prestigiøse mainstream-medier. Også herhjemme i blandt andet Dagbladet Politiken. I sidste uge ramte den totale dæmonisering, da New York Times bragte den stort opsatte men totalt løgnagtige historie.
Det er sikkert ikke nogen nyhed for Kontrasts læsere, at Israel siden begyndelsen af 1970´erne har været udsat for dæmonisering i den vestlige verden. Det er sket ved en koordineret kampagne mellem arabiske regeringer, islamister og store dele af venstrefløjen.
Mennesker kan undertrykkes og blive myrdet i store dele af verden, men vestlige medier synes hovedsagelig interesseret i den slags tragedier, når det er Israel, der synes at være synderen.
Denne kampagne giver sig bl.a. udtryk i FN´s organer, hvor Israel fordømmes gang på gang. I FN´s Menneskerettighedsråd er 65 % af alle fordømmende resolutioner vendt mod Israel og kun meget sjældent mod arabiske lande.
Et automatisk flertal af udemokratiske regimer og bange vesteuropæiske regeringer sikrer disse resolutioner. Ofte stemmer Danmark for dem eller undlader at stemme, men Danmark stemmer stort set aldrig imod. Dette forræderi mod Israel bliver aldrig omtalt i dansk presse.
Terrorangrebet 7. oktober forstærkede dæmoniseringen
Kampagnen mod Israel og zionismen blev forstærket efter 7. oktober 2023. Straks efter massakren blev Israel beskyldt for at bombe hospitaler, dræbe journalister og snart efter at begå folkemord. Alle sejl blev sat til for at dæmonisere Israel samtidig med, at europæiske byer og universiteter genlød af råb om Free Palestine og andre hadske råb.
Der var ingen tvivl om, at der var en nær sammenhæng mellem det stigende Israelhad og jødehadet, der også voksede og gav sig udtryk i chikane mod jøder og øget antal terrorangreb.
Men hvad var forskellen på dæmoniseringen før 7. oktober og efter? Forskellen synes at være, at en ung generation, der ikke kender til jødisk historisk og får sin information fra sociale netværk, er parate til at tro på hvad som helst.
Og hvad som helst er troen på, at Israel er den ondeste nation i verden, der begår folkemord og at jøder og zionister står bag den amerikanske udenrigspolitik. Disse konspirationsteorier har fået fodfæste både på den radikale venstrefløj og den radikale højrefløj, hvor podcast-folk som Tucker Carlson og Cadence Owens fremfører den slag påstande. Og de har millioner af følgere.
Såkaldte seriøse publikationer tager del i dæmoniseringen
Men der er tillige sket noget andet, som bør vække dyb bekymring. Det er, at dæmoniseringen af Israel, zionister og jøder har fundet indpas i det, som man tidligere anså for at være seriøse publikationer.
Således har dagbladet Politiken efter 7. oktober trykt indlæg, hvor Det Jødiske Samfund blev beskyldt for at være inficeret af zionisme. Det var som at sætte en skydeskive på medlemmer af Det Jødiske Samfund.
Avisen skriver konsekvent negativt om Israel og pøser næsten dagligt benzin på det blussende hadbål. Politikens antiisraelske linje er på niveau med holdningen hos dagbladet Information og til en vis grænse i Danmarks Radio.
Dagligt fremstilles Israel som en brutal aggressor. Det er bemærkelsesværdigt, at Politikens medarbejdere som Anders Jerichow og Marcus Rubin, der begge anvendes som Mellemøsteksperter af DR, uden protest har accepteret avisens ekstreme udskridning. Det er en moralsk deroute.
Det er ikke blot legitim kritik
Man skal selvfølgelig ikke glemme, at Israel skal kritiseres. Der begås overgreb på palæstinensere og den nuværende regeringskoalition omfatter ekstremister, der underminerer det demokratiske fundament.
Hadet til Netanyahu kan forklare en del af den dæmonisering af Israel, der finder sted, men dog ikke alt. Her er nemlig andre skumle ting i drift.
I 1970´erne og 1980´erne blev den palæstinensiske sag brugt af den radikale venstrefløj og Sovjetunionen til at styrke deres greb om opinionen. Men dengang var der dog tale om en forholdsvis lille gruppe, der dyrkede disse holdninger.
Med indvandringen til Vesteuropa af muslimer og de sociale mediers stigende betydning for opinionen har kampagnen mod Israel, zionismen og i sidste ende jøder fået fornyet styrke og greb om meget større dele af befolkningen.
Som dengang er hadet til Israel anvendt for at opflamme sjæle, og i sidste ende er det ammunition for folk og bevægelser, der hader de vestlige åbne og kapitalistiske samfund. Hadet rammer umiddelbart Israel og jøder, men i sidste ende er det en underminering af de åbne vestlige samfund.
Danske og udenlandske mainstream-medier påvirker hinanden
Politikens ekstremisme er en refleksion af, hvad der sker andre steder i verden. Således er BBC blevet kritiseret for dets åbenlyse negative fremstilling af Israel. Ja, selv en intern undersøgelse af en BBC-ansat, den såkaldte Prescott-kommission fra 2025, lagde ikke fingrene imellem og kritiserede stærkt BBC for ensidighed.
Men lige meget har det hjulpet. BBC leverer stadig en tendentiøs fremstilling af Israel. Og det samme gør i vid udstrækning DR, selv om vi med underskriftsindsamlingen borgerbrev.dk fremlagde 50 eksempler på DR´s misvisende, udokumenterede og forkerte oplysninger om Israel og Gaza-krigen.
Et alvorligt skridt henimod en total dæmonisering af Israel var en stort opsat artikel/kommentar over flere sider af New York Times faste kommentator Nicholas Kristof midt i maj.
New York Times har i årtier været negativ over for Israel og kommentatorer har peget på, at denne prestigiøse avis i 1930´erne og 1940´merne undlod at fortælle om graden af Holocaust og dækkede over Stalins forbrydelser. Dens prestige er ganske uforståelig.
Men disse afsløringer af afvisning af Holocaust og Stalins forbrydelser har på ingen måde svækket avisens prestige og holdninger, og i danske medier er NYT altid blevet brugt ukritisk – selv i et borgerligt medium som Berlingske. Problemet er, at journalister og deres redaktører ofte er uvidende eller venstreorienterede og de simpelthen ikke har fattet, at NYT er langt til venstre og i vid udstrækning utroværdig.
Påstand om at hunde trænes til voldtage arabere
Det var dog alligevel et chok for de fleste, at NYT bragte Kristofs artikel i form af en kommentar, som i sin form var en slags nyhedsartikel. I denne artikel fremhævede Kristof, at palæstinensiske fanger systematisk blev mishandlet i israelske fængsler, og en central påstand var, at Israel trænede hunde til at voldtage palæstinensiske fanger.
Disse påstande er gennemgået af en række sagkyndige og eksperter som f.eks. Eli Lake, Haviv Gur og bl.a. Matti Friedman i tidsskriftet The Free Press. De er alle dybt seriøse kommentatorer og ingen af dem ukritiske overfor Israel og Netanyahu-regeringen. De er selvfølgelig kun en lille del af de mange, der har kommenteret Kristofs artikel i NYT.
Eli Lake forklarer i The Free Press, at hovedparten af Kristofs kilder er anonyme. Og den palæstinensiske kilde, som Kristof navngiver, er kendt som en fanatisk antiisraeler. Kristof nævner også en NGO-organisation ved navn Euro-Med Human Rights Monitor.
Men Kristof fortæller ikke læserne af NYT, at denne NGO er tæt knyttet til Hamas. Påstanden om at Israel bruger hunde til at voldtage palæstinensiske fanger har i øvrigt verseret blandt arabiske kilder i flere år, men ingen vestlige medier har indtil nu taget beskyldningen op. Af den gode grund, at hundeeksperter siger, at det simpelthen ikke er muligt at få hunde til at opføre sig på den måde.
Misbruger kilder
I sin lange kommentar inddrager Nicholas Kristof den tidligere israelske premierminister Ehud Olmert, der siger til Kristof, at anklagerne synes at være troværdige.
Ehud Olmert dementerede siden sin medvirken og skrev, at Kristof havde misbrugt ham: “Hr. Kristofs artikel omfatter påstande af ekstraordinær alvor: at israelske autoriteter har givet ordre til at voldtage børn, at hunde er blevet brugt som instrumenter i seksuel overgreb og at seksuel tortur er stats politik. Jeg har ikke godkendt disse påstande. Jeg har ingen viden, der kan støtte disse påstande, som jeg sagde til hr. Kristof. Hans anbringelse af mine citater efter sider med den slags anklager misrepræsenterer mine holdninger.”
Eli Lake og andre som bla. Haviv Gur skriver, at anklager om mishandling i israelske fængsler skal tages alvorligt. Der har været eksempler på, at israelsk fængselspersonale har mishandlet fanger, som det skete i fængslet Sde Teiman i 2024.
Lake forklarer situationen med, at de israelske myndigheder efter 7. oktober var overvældet af begivenhederne og antallet af palæstinensiske fanger. Derfor fik man utrænede folk til forhør og som vagter, hvilket medførte uprofessionel adfærd.
Men dette var ifølge Lake og andre ikke sanktioneret ovenfra. Den tidliger talsmand for den israelske hær Conricus, der nu benyttes flittigt af bl.a. amerikanske medier, siger:
“De israelske institutioner var overvældet efter begivenheden 7. oktober. Der var så mange terrorister, der trængte ind i Israel den dag og der var alt for mange i fængsler. Reservister uden den rigtige træning blev indkaldt til at være fængselsvagter.” Men Conricus tilføjer, at der ingen bevis er for, at seksuel chikane på nogen måde var praksis i fængslerne.
Og som Eli Lake afsluttende bemærker i The Free Press: “Dette er en væsentlig distinktion. Israel blev overfaldet af en fjende, der filmede sine uhyrlige overgreb den 7. oktober 2023 og fejrede sit eget barbari, som en modstand mod besættelse. Nu forsøger den samme fjende at overbevise verden om, at Israel er ikke er anderledes en Hamas. Ve enhver journalist, der er godtroende nok til at tro på dem”
Med artikler i Politiken og nu i New York Times er vi inde i en ny farlig fase af dæmoniseringen af Israel og hadet til jøder. Såkaldte seriøse publikationer har nu taget de værste påstande op vendt mod Israel og jøder og dermed en en farlig grænse brudt. En ny generation af ahistoriske unge vil sluge det råt. Vi er i en ny farlig verden og må ruste os til det værste.
