Herb Keinon skriver i Jerusalem Post: – En af de mindst omtalte, men mest betydningsfulde realiteter i den nuværende krig er det, der ikke sker.
Der vil ikke komme raketangreb fra Gaza eller Yemen.
Den iransk-støttet terrorgruppe Hamas har ikke meldt sig på banen i krigen, fordi de ikke kan.
Havde Israel ikke besejret terrorgruppen efter 7. oktober-massakren i 2023, ville den jødiske stat stå over for meget mere kompliceret slagmark.
Under tidligere konflikter viste Hamas, at de kunne tæppebobmbe Tel Aviv og Jerusalem, men nu kommer der ikke en eneste raket fra Gaza.
Der vil heller ikke komme raketangreb fra den iransk-støttet houthiere i Yemen.
Houthierne har fortsat en vis kapacitet til at kunne angribe israelske eller amerikanske mål, men har valgt ikke at gøre det.
Keinon tilføjer: – Deres tilbageholdenhed lader til at være en blanding af afskrækkelse og kalkulation. Flere års israelske, amerikanske og britiske angreb har svækket deres missil- og drone kapaciteter samt dele af deres kommando- og kontrol netværk.
At angribe nu vil lægge op til ødelæggende gengældelse – potentielt rettet mod deres ledere og deres fæstning i Sana’a.
Med et besejret Hamas og houthierne siddende på sidelinjen, kan Israel koncentrere sit forsvar mod to fronter – det islamistiske regime i Iran og den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah i Libanon.
Israel Democracy Institute’s nylige meningsmåling viser, at 82% af alle israelee støtter den militære kampagne mod det islamistiske regime i Iran. Blandt de israelske jøder ligger støtten på 93%.
Keinon forklarer meningsmålingen: – Israelerne forstår, hvad der står på spil. De har hørt årtiers Khamenei-trusler, set hans militære opbygning og mærket konsekvenserne fra Irans terror-håndlangere, der fik våben og penge fra Iran.
I USA ser billedet anderledes ud. Her varierer støtten i meningsmålingerne, men ligger for det meste omkring de 40%. Her er Trump-tilhængerne for krigen, mens Trump-modstanderne er imod.
Keinon uddyber: – Mens de fleste israelere ser krigen som et spørgsmål om national overlevelse, ser mange amerikanere den som endnu en fjern konflikt i Mellemøsten med uklare mål.
Irans angreb mod alle landene i regionen, og især på Golfstaterne, er et forsøg på at skabe økonomisk kaos for at lægge pres på Washington og få USA til at stoppe krigen.
Chokket over Irans angreb kan ende med at lægge grunden til nye alliancer mellem Israel og flere arabiske lande.
Keinon konkluderer: – Hvad angår de langtrækkende efterretninger, operationel rækkevidde og vedvarende militær kapacitet, er der i skrivende stund ingen anden aktør i Mellemøsten, der har Israels evne til at projicere magt. Det skaber måske ikke hengivenhed, men i det barske nabolag er respekt ofte vigtigere – og respekt kan danne grundlag for nye alliancer.
