Mens jeg var på vej op i elevatoren med min hund, spurgte en af mine naboer om jeg den kan mærke, når noget slemt er ved at ske, skriver Amir Mizroch i sit X-opslag.
Han fortsætter:
Først blev jeg overrasket over hendes spørgsmål, men herefter gav det mening. Min nabo spurgte egentlig om min hund ved, hvornår præsident Trump vil ramme Iran, og derefter hvornår Iran vil ramme os i Israel.
Nogle mennesker tror, at dyr kan mærke den slags, som når fugle flyver væk sekunder før et jordskælv.
Men i løbet af de seneste 2 års krig, har vores 2-årige Labradoodle ikke advaret os. Kan man kalde det en skuffelse? Måske, men måske har vi overset signalerne som vores elskede Rio har givet os?
Jeg havde aldrig skænket det en tanke – kan min hund mærke at missilangreb er på vej og hvad gør jeg hvis det sker? Hvem skal jeg kontakte – hvem skal jeg advarer? Politi, Mossad, IDF – hvem?
Tankerne fløj gennem mit hoved; Hvad nu, hvis min hund ved, hvornår angrebet kommer, og jeg intet gør? Skriver Amir.
Hvad nu, hvis min nabo forventer at jeg advarer beboerne i vores ejendom? Jeg er en god nabo og lovede hende, at hvis jeg fik en tidlig advarsel fra min eller andres hunde om missilangreb, ville jeg skrive det i vores fælles WhatsApp-gruppe. Jeg tror at hun er mere rolig nu. Men hun er tydeligvis bekymret. Alle i Israel er on Shpilkes.
Der tales ikke om det i verden, men årevis med krig og terror har været meget opslidende for os og vores nerver hænger i laser. Vi orker ikke længere at vente på de iranske missilangreb. Kom nu bare med dem, lad os få det overstået. Ventetiden er ulidelig for os i Israel.
Vi er desperate og søger efter svar – selv fra hunde, men ingen af os ved hvad der vil ske. Især ikke dem, der siger, at de kender nogen, der kender nogen, der ved, hvad der vil ske.
Ventetiden gør os syge – vil missilangreb igen regne ned over os og hvornår vil det ske? Taler vi om timer, dage, uger eller år? Ingen ved – ingen har svaret og uvisheden er umulig at leve med.
Iranske missilangreb mod Israel er som en krigserklæring. Hvad skal vi gøre i mellemtiden – vente og leve et normalt liv med arbejde, indkøb og planer for fremtiden? Hvordan holder vi fast normaliteten midt i en unormal tid?
Jeg tager Rio hjem og ser dybt ind i hans øjne – ved du noget, min dreng? Og hvordan ved jeg, om han ved noget? Er der et specifikt blik? Rio har store, bløde øjne; nogle gange stirrer han på mig uden nogen grund, skriver Amir.
Jeg tror hans blik er kærlighed, men måske prøver han at advare mig om missilangreb? Nogle gange stirrer Rio bare på mine sokker. Måske skal jeg finde svaret i hans logrende hale? Logrer han frem og tilbage med sin hale for at advare os? Eller er han bare en glad hund?
Nogle gange gøer Rio midt om natten, men det kan være naboerne, der kommer sent hjem.
Men hvad nu hvis det ikke er naboerne, der kommer sent hjem? Betyder det, at et angreb er på vej?
