MIFF bringer her Rune Selsing’s kommentar, bragt i Jyllands-Posten, 9. september 2025:

Hvad forestiller man sig ellers, at Israel skal gøre?

Europas ledere er Hamas’ nyttige idioter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når terrorbevægelsen har magten i Gaza, skyldes det ikke et udemokratisk kup. Nej, de blev valgt med overvældende støtte fra befolkningen som et umiddelbart resultat af, at Israel havde trukket sine bosættelser ud. Altså, Israel gjorde præcis, som europæerne havde råbt og skreget om i årtier. De trak sig tilbage. Rømmede bosættelserne. Gav palæstinenserne mulighed for at bestemme selv. Det er snart 20 år siden.

Forud for tilbagetrækningen var gået adskillige forgæves forhandlingsforsøg. Med Arafat som leder blev palæstinenserne tilbudt deres egen stat. De blev tilbudt, at Israel trak sig tilbage fra stort set alle bosættelser på Vestbredden. Alligevel sagde Arafat nej. Hans ultimative krav var, at de såkaldte palæstinensiske flygtninge skulle have ret til at vende tilbage til Israel. Jeg siger såkaldte, fordi det er de færreste af de 3,7 mio. palæstinensere, der nogensinde er flygtet noget sted fra. Hovedsagen var dog, at landet med 5 mio. jøder ville ophøre med at være en jødisk stat med en så massiv indvandring. Det var selvfølgelig også Arafats reelle mål, som han altid havde kæmpet for, nemlig udslettelsen af Israel. Og så var Arafat i øvrigt en ganske moderat socialist i sammenligning med den terrorbevægelse, der har magten i dag.

Hvorfor angreb Hamas Israel og udførte den største udryddelse af jøder siden Holocaust den 7. oktober? Og på den mest bestialske, modbydelige og ondskabsfulde måde? En afgørende motivation var naturligvis hadet til jøder og til Israel, som er essensen af Hamas. Men der var utvivlsomt også strategiske interesser. Eksempelvis et forsøg på at stoppe de arabiske golfstaters tilnærmelser til Israel.

Hamas håbede og forventede, at Israel ville slå igen. At de ville bombe Gazastriben sønder og sammen. At de ville slukke for strømmen og lukke for alt. Invadere. Det hele. En indlysende, rimelig og forventelig reaktion.

Dermed kunne Hamas forvente sympati for deres sag og et stort had mod jøderne. Ikke bare fra de arabiske stater, men fra store dele af verden og i særdeleshed fra Europa, hvor jødehadet er integreret i vores kultur. Og ganske rigtigt overvejer nu også den danske regering, om ikke den også skal belønne Hamas med anerkendelsen af en palæstinensisk stat. Det er en pervers, moralsk logik, men desværre dybt forudsigelig.

Det kan sagtens være, at det er frugtesløst at angribe Gaza By. At det er en strategisk brøler. Fordi Hamas alligevel ikke kan nedkæmpes. Det svarer lidt til USA’s kamp med Taleban i Afghanistan. Det bliver solgt som en kamp imod illegitime magthavere, men var reelt en kamp mod den Afghanske befolkning. I sammenligning tror jeg roligt, man kan sige, at Hamas’ opbakning blandt palæstinenserne er endnu større. Ligesom de havde fuld opbakning til de uhyrlige nedslagtninger, voldtægter og gidseltagning af helt almindelige jøder. Og den eneste grund til, at Hamas ikke også har den politiske magt på Vestbredden er, at der ikke bliver afholdt valg længere. Det er den sørgelige realitet.

I denne håbløse situation har Israel valgt at svare igen. At blive ved med at angribe – indtil fjenden i hvert fald er nedkæmpet så grundigt, at der går adskillige år, inden de kan lave nye terrorangreb.

Det er dette svar, der til Hamas’ udelte glæde møder så udbredt europæisk fordømmelse. Men hvad forestiller europæerne sig egentlig, at jøderne skal gøre? Har de anden strategi i ærmet? Et løsningsforslag måske? Trække bosættelserne tilbage? Nå nej, det er forsøgt. Tilbyde en palæstinensisk stat ved 1967-grænsen? Nej, den er også prøvet.

Det, europæerne reelt forslår jøderne, er at acceptere udslettelsen.

Man kan ofte se memes på de sociale medier, der hævder at krigen ikke startede den 7. oktober 2023, men derimod i 1948. I ved, dengang jøderne blev tilbudt en stat i en mindre del af det gamle Palæstina i de områder, hvor der var jødisk flertal. Den beslutning indledte også en udryddelseskrig mod jøderne, og det skyldes såmænd, at processen heller ikke begyndte i 1948. Det var snarere engang i år 600.

Er du enig med Rune Selsing?
Skriv din mening længere nede i kommentarfeltet.