MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk
Her er hans seneste analyse af en leder i Berlingske Tidende om Israel:
At hakke på den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er efterhånden en folkesport – ikke mindst her i Europa, hvor han endda trues med udlevering til den international straffedomstol, ICC, hvis han skulle komme på besøg. Så når Amalie Lyhne i en leder i Berlingske udtrykker ønske om den israelske leders snarlige politiske exit, sparker hun en åben dør ind.
Men selvom vi er mange, der efterhånden er lidt trætte af Netanyahu (hvilket ifølge meningsmålinger også gælder størstedelen af den israelske befolkning), vidner Amalie Lyhnes forestilling om, at alting ville være bedre uden Netanyahu, som om han er en eller anden form for diktator, ærligt talt om manglende indsigt i israelske forhold. Mange af hendes påstande er da også simpelthen forkerte.
Ikke mindst den om, at “Netanyahu er i gang med at demontere det israelske demokrati.” Den alvorlige anklage baserer Amalie Lyhne blandt andet på, at der før krigen, som begyndte 7. oktober 2023, var “voldsomme protester rettet mod Netanyahu og hans angreb på demokratiet i form af den forhadte retsreform,” som ifølge lederskribenten vil “underminere domstolssystemets uafhængighed.“
Men retsreformen er ikke nødvendigvis et angreb på demokratiet. Hvis den udformes rigtigt, vil den være det stik modsatte. Den er nemlig lige så nødvendig, som den i visse (venstreorienterede) kredse er forhadt. Da Israel ikke har nogen forfatning, udgør den israelske højesteret den eneste begrænsning af en flertalsregerings magt. Men problemet er, at højesteretsdommerne ikke er folkevalgte, men i stedet er udpeget af en kommission, der igen er udpeget af dommerstanden selv. Da sidstnævnte er af overvejende venstreorienteret politisk observans, er den ude af trit med den israelske befolkning, der, siden fadæsen med Oslo-processen, som endte i en fem år lang palæstinensisk terrorkrig, forlængst har vendt venstrefløjen ryggen.
Regeringens første udkast til en retsreform var ganske rigtigt for vidtgående. Det var således smukt at bevidne, hvordan det israelske civilsamfund rejste sig i protest. Sidenhen har regeringen modereret sine udspil, og har for nylig vedtaget en ganske fornuftig og afbalanceret reform af reglerne for den nævnte kommission, som har gjort op med dommerstandens hidtidige vetoret. Ifølge den nye lov har hverken dommerne, regeringen eller oppositionen vetoret, men er afhængige af hinanden. Hvis den linje fortsættes, vil reformerne medføre en styrkelse af det israelske demokrati.
Amalie Lyhne beskylder også regeringen for at “stramme grebet om medierne,” med reference til en israelsk ministers anklage imod den ultra-venstreorienterede avis, Ha’aretz, om at begå “anti-israelsk propaganda.” Men det er en fuldstændig rimelig beskrivelse af Ha’aretz. Om ministerens ønske om at fratage avisen den offentlige støtte er rimelig, kan diskuteres. Men avisen og dens regeringskritiske stemme skal nok overleve, med eller uden statsstøtte. Det israelske mediebillede er både ganske frit og uhyre alsidigt – betydeligt mere end det danske – så der er næppe grund til bekymring.
Hernæst anklager Amalie Lyhne den israelske regering for at “slå hårdt ned på civilsamfundsorganisationer.” Her sigtes der til regeringens forslag om at begrænse Israel-fjendtlige, udenlandske aktørers mulighed for at finansiere israelske NGO’ers anti-israelske aktiviteter i Israel. Igen er der basis for en legitim debat. Bør udenlandske fjender have mulighed for at bekæmpe Israel indefra?
Så nævner hun “den dybt kontroversielle fyring af Ronen Bar, chefen for den israelske indenrigsefterretningstjeneste Shin Bet, som Højesteret i første omgang blokerede.” Igen har vi et eksempel på den ikke-folkevalgte, overvejende venstreorienterede domstol, som forhindrer regeringen i at føre sin politik. Det er nu engang regeringens privilegium at udpege – og også fyre – lederne af Israels nationale sikkerhedsapparat. Er det legitimt med en debat om fyringen? Absolut. Men den er ikke i sig selv udemokratisk. Et mere relevant spørgsmål kunne være, om højesterets indblanding er det.
Så kommer vi til korruptionsanklagerne imod Netanyahu ved de israelske domstole. Amalie Lyhne nævner “sagen om lyssky forbindelser til Qatar blandt regeringens topembedsmænd.” Okay, det er en ubehagelig sag for Netanyahu, der er rejst imod nogle af hans medarbejdere, men han er altså ikke selv under anklage.
Om de andre sager påstår Amalie Lyhne, at “manden, som bader i korruptionssager, (…) har en klar interesse i at fortsætte krigen. For så snart den stopper, vil han synke længere ned i sine juridiske problemer.” Det er en ofte hørt påstand, fremført af Israels kritikere (eksempel af Enhedslistens Pelle Dragsted i radioens P1). Men det gør den ikke sand. Retssagerne går sin (langsommelige) gang ved domstolene, hvorfor Netanyahu netop for tiden, ved siden af at lede landet, løbende deltager i retsmøder for at aflægge sit vidneudsagn. Som det ser ud, kan man godt betvivle, om der er substans nok i sagerne til en domsfældelse. Men bliver han dømt, har han ingen immunitet. Så kan hverken krig eller premierministerposten hjælpe ham.
Amalie Lyhne får også i en bisætning påstået, at “den [israelske] yderste højrefløj i religiøs fundamentalisme snildt kan konkurrere med islamisterne.” Det er det rene vås. Ingen af højre-ministrene i den israelske regering går ind for at voldtage kvinder, skære folk i stykker og brænde børn levende. Den slags tåbelige sammenligninger mellem folkevalgte ledere i et demokrati og en fanatisk jihadistisk dødskult som Hamas bidrager ikke på nogen måde til folkeoplysningen.
Endelig påstår Amalie Lyhne, efter retteligt at have kritiseret Hamas for ikke at ville afslutte krigen ved at frigive gidslerne og nedlægge våbnene, at det “efterhånden står (…) lige så klart, at heller ikke Netanyahu ønsker fred.” Det er en grov og helt uunderbygget anklage. Netanyahu er kendt i Israel for netop at være ganske tøvende med at indlade sig på militære eventyr, og er da også, siden 7. oktober 2023, blevet kritiseret for at have tilladt økonomisk støtte fra Qatar til Hamas i forsøget på at undgå en opblussen af konflikten. Men nu er krigen her, og den israelske regerings insisteren på at nedkæmpe Hamas og fratage dem magten i Gaza er ikke bare legitim, men også logisk.
Selvfølgelig ønsker Netanyahu, ligesom langt hovedparten af den israelske befolkning, fred. Men den skal være realistisk. Den primære grund til, at et flertal af israelere ifølge meningsmålinger p.t. ønsker et stop for krigen, er, at man vil have de sidste gidsler ud af Gaza i live. Det er ikke udtryk for et ønske om at redde Hamas, hvilket vil være konsekvensen af at afslutte krigen nu.
Det evindelige krav fra europæiske lederes side om at indstille krigen vil jo netop efterlade Hamas ved magten i Gaza. Det er ikke en opskrift på fred, men på fortsat, endeløs konflikt. Israel er nødt til at gøre arbejdet færdigt. Ligesom Churchill under Anden Verdenskrig traf hårde, upopulære beslutninger (som han senere er blevet hyldet for), må Netanyahu og hans regering insistere på at vinde krigen imod Hamas.
Derefter vil israelerne få muligheden for at vælge en ny ledelse, som forhåbentlig ikke bliver afhængig af det yderste højre. Men det er en illusion at tro, at en alternativ israelsk regering vil føre en anden politik i forhold til Hamas. Den organisation må og skal nedkæmpes og tvinges fra magten i Gaza. Det er en bunden opgave, uanset hvem der leder Israel.
Når det er sagt, er der alligevel gode grunde til snart at sende Netanyahu på pension. Han har siddet på premierministerposten i sammenlagt over 17 år og har gjort sig uvenner med stort set alle sine politiske partnere. Det er derfor, han kun har de ultraortodokse og den yderste højrefløj tilbage at samarbejde med. Og også dem har han nu taget ved næsen. For at lokke dem med i regering måtte han love dem ting, som alle ved, han ikke kan holde. De ultraortodokse får ikke den lov om fritagelse fra militærtjeneste, som de blevet stillet i udsigt. Og højrefløjen får næppe deres drømme om en anektering af Vestbredden og nye bosættelser i Gaza opfyldt.
En politisk tryllekunstner som Netanyahu skal man nok være varsom med at dømme ude. Men alting får en ende, og for Netanyahus regeringstids vedkommende må det for min skyld gerne være ved næste valg.
Men det ændrer ikke på, at Amalie Lyhnes analyse er helt skæv. Hun afslutter den med ordene “Israel er Mellemøstens eneste demokrati. Sådan har man sagt længe, men hvis Israel skal forblive demokratisk, må Netanyahu og hans regering væk.” Det er og bliver noget værre vrøvl. Hvor kunne man dog ønske sig, at journalister, som skriver om det her emne, også satte sig lidt ind i det.
